Skuespiller og instruktør Lars Knutzon, som er på turné med komedien "Velkommen i klubben", er glad for en fransk teatertroldmand og forfatteren Per Højholt, og så savner han fokus på børneteater
Hvad er din største kulturoplevelse?
– Det var bestemt mødet med Dario Fo og hans forestilling "Smid damen ud" engang i 1970'erne. Det blæste mig simpelthen omkuld med al hans humor og poesi.
– Jeg har også bidt mærke i den fransk-canadiske teatertroldmand Robert Lepages "Far Side of the Moon", som er et minimalistisk mesterværk om de små nederlag og det store univers.
Hvad er din seneste store læseoplevelse?
– Det er Rune T. Kiddes "Ækle æventyr" eller en Jan-bog, som én af mine venner sendte mig for skæg engang. Den er faktisk slet ikke så dårlig. Og så er der familiebibelen fra 1870. Den betyder noget, mest fordi jeg opdagede, at der lå en stamtavle gemt inde i "Jobs Bog", kapitel 9. Men nu har jeg planlagt at gå i gang med en genopfriskning af den. Det er bare med krøllede bogstaver, så det tager nok lidt tid.
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig?
– Det må være Per Højholts "6512". Det er en rodet dagbog om det at være bibliotekar i Esbjerg engang i 1950'erne. Den er afsindig morsom. Højholt er Danmarks svar på Samuel Beckett.
Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?
– Jeg synes, man skal gå i Jazzhus Montmartre i Store Regnegade, som er genåbnet. Det er skønt med et godt sted, der spiller god jazz.
Hvad betyder kultur for dig?
– Det er ikke til at komme uden om, og jeg tror, det er kommet for at blive.
Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?
– Jeg synes, at børne- og ungdomsteater bliver lidt overset. Det skyldes måske, at der ikke er så meget prestige i den slags teater. Og dog er fantasien af en eller anden grund langt frodigere i de miljøer, end i det "voksne" teater.
– Men alt teater fortjener opmærksomhed i øjeblikket. Branchen har økonomisk åndenød, uanset hvad regeringen siger. Ikke fordi der ikke kommer folk i teatret, men fordi det er en dårlig forretning, uanset hvor mange publikummer der sidder i salen.
Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?
– Der er masser. For eksempel cykelsport, bandet TV2 og dansktop-musik.
krasnik@kristeligt-dagblad.dk