Claus Mechlenborg |
3. maj 2010
Forsker bag onde anmeldelser
Orlando Figes er en anerkendt engelsk historiker med speciale i russisk historie. Forskeren fra University of London har dog den seneste tid fået et mere og mere blakket ry. Han har groft udnyttet muligheden for at skrive anonyme anmeldelser på
www.amazon.com, rapporterer Associated Press. Figes har i flere tilfælde anmeldt sine fagfællers bøger og givet dem særdeles dårlige anmeldelser. Samtidig har han givet sig selv fine ord med på vejen. Det er naturligvis ikke god latin på bjerget at bære sig sådan ad. Først tog Figes' kone skylden for skriverierne, men nu har en noget brødebetynget Figes erkendt, at han selv førte pennen, og givet sine kolleger en uforbeholden undskyldning.
70-årig historie-bog bruges igen
Som nævnt et par gange tidligere i disse spalter kæmper også England med historieløse skoleelever. Der tyer man dog ikke til en historiekanon. Tværtimod vil de gøre op med den formålsløse undervisning i isolerede emner, som en kanon kan lægge op til. I årevis er landets unge i alderen 11-17 år næsten udelukkende blevet undervist i Anden Verdenskrig, slaveriet, Sovjetunionen og Victoriatiden. Et udvalg af eksperter er nu nået frem til, at kronologien skal i højsædet. Udvalget har dog ikke set nogen grund til at få skrevet en ny bog om de seneste 1000 år. Den findes nemlig allerede, og den blev skrevet tilbage i 1937. Med et par nye kapitler og lidt ændret ordbrug er det den bedste historiebog, skriver the Telegraph.
Fasanmestre gennem 340 årLad os begynde med en lille quiz. Hvilken fællesnævner har følgende stillingsbetegnelser: kabinetskammerlakaj, kabinetskurer, fasanmester, grand maitre de la garderobe, vinkyper, pagefægtemester og en livvaskepige? Man kunne gøre det lidt nemmere at gætte ved at smide et par stykker mere i puljen: hofmesterinde, hofbedemand, konfessionarius og hofjægermester. Der er selvfølgelig tale om stillinger, der på et eller andet tidspunkt har været i brug ved det kongelige danske hof i tiden 1660 til nutiden. I en ny og velskrevet bog fortæller Klaus Kjølsen om hoffets historie. Som tidligere leder af Dronningens håndbibliotek er Kjølsen den rette forfatter til den bog. Med en vis majestætisk distance tager han læseren tæt på hoffets omskiftelige liv og beretter om alt fra arbejdsopgaver til lønninger. "Det kongelige danske hof 1660-2000" er udgivet af Syddansk Universitetsforlag. Pris: 328 kroner.
Klimaudstilling åbner i JellingKrøltoppede pelikaner og meterhøje mammutter. Danmark har ikke altid været den grimme ællings land. Vi har haft tundra med temperaturer som på Grønland og tæt urskov i et sydfransk klima. Sådan introducerer Nationalmuseet udstillingen KLIMA. Danmark fra istid til fremtiden, der åbnede i sidste uge i Kongernes Jelling og kan ses året ud. På udstillingen, der tidligere har været vist i København under klimatopmødet COP15, kan man blandt andet opleve, hvordan det danske klima og landskab har ændret sig fra iskold istid over varm, mørk urskov til i dag.
historie@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad