Nanna Schelde |
4. maj 2010
Sexolog og coach Joan Ørting har meldt sig ind i folkekirken og ser guddommelighed og spiritualitet som vejen frem. Hun tager gerne en biskop med som gæstelærer på sine kurser og opfordrer ellers de mennesker, som hun vejleder, til at betragte livet som en gave og opfatte hinanden som guder og gudinder
Flere moderne kvinder vil gerne være gudinder. Den 50-årige sexolog, life coach og brevkasseredaktør Joan Ørting er en af dem. I dag er hun kendt i offentligheden for et sprudlende og ligefremt væsen. Men sådan har det ikke altid været.
– Jeg var i krise igennem næsten alle mine 30'ere. Jeg havde ikke fået bearbejdet den sorg over, at min mor døde, da jeg var 21 år, og så havde jeg giftet mig med en mand, jeg ikke skulle have giftet mig med. Det var ikke et godt ægteskab, for vi kendte ikke hinanden særlig godt.
Joan Ørting har indvilget i at fortælle Kristeligt Dagblad om sit syn på tilværelsen og på spiritualitet i en ny tid, hvor Ørting selv er med til at sætte scenen for, hvor udviklingen bevæger sig hen.
Hun har netop afsluttet formiddagens undervisning på sin meget omtalte sexologuddannelse, der ligger i huset Villa Wilder midt på Christianshavn, og stole bliver flyttet rundt for at gøre klar til næste hold. Hun er i København tre-fire dage om ugen, men bor ellers midt i naturen på Langeland med sin mand, historiefortælleren Carsten Islington – og hunde, katte og høns.
Hendes karriere er udsprunget af hendes eget liv og krisen i de yngre år.
– Der kom et tidspunkt, hvor jeg selv begyndte at søge hjælp til, hvordan man kommer ud af kriser, og hvorfor de overhovedet kommer. Det syntes jeg var så interessant, at jeg fik lyst til at arbejde mere med personlig udvikling siger Joan Ørting,
I dag er hun glad og tilfreds, men hun måtte både bestige et bjerg i Himalaya for at se sit liv oppefra, tage et ophold i en indisk ashram for at kigge indad og tage en uddannelse i personlig udvikling i London, inden hun fandt ud af, at det var sexolog, hun skulle være. At hun skulle bruge sit liv på at vejlede andre.
– Det, jeg holder allermest af, er at undervise. Det at jeg kan give den viden, jeg selv har om et emne, videre til andre. Jeg elsker at hjælpe andre. Jeg tænker "hvad er det mest kærlige, jeg kan give det her menneske nu". Og nogle gange er det et kærligt spark, hvor jeg siger "kom nu videre".
– Jeg ser det som min mission, det her. Det er hele mit liv. Jeg er ikke Joan privat og Joan job. Jeg er sådan her. Jeg er personlig udviklingsnørd, siger hun med et grin.
Joan Ørting får hver uge masser af breve fra folk, der har brug for råd om kærligheden, parforholdet og livet. Den rødhårede brevkasse- redaktør ved som regel altid, hvordan hun skal hjælpe.
– Jeg bruger mig selv som eksempel. Folk lytter mere til dig, når du siger "jeg". Moderne terapeuter og sexologer giver også noget af sig selv. Det hjælper at kunne sige, at det har jeg også prøvet. At kunne sige, at det altid er mørkest før daggry, men det bliver godt igen.
Hun minder også folk om, at kriser som regel fører ny lærdom med sig, og at det faktisk ofte er der, folk udvikler sig mest.
– Man får ikke succes og lykke, medmindre man tør gå gennem både frustration og afvisning. Der er enormt megen frustration på vejen mod lykke og rigdom. Du skal ikke være bange for det, selvom du bliver afvist. Du skal turde blive der og tage frygten i hånden. Man må sige, jeg er bange, men jeg gør det alligevel, siger Joan Ørting.
– Det handler meget om tryghed. Du befinder dig et sted, der er rigtig ubehageligt, og du befinder dig i et hul, men der er solskin på den anden side. Det kan godt være, du tror, du ikke kommer ud af mørket, men det gør du, og du bliver klogere bagefter. I krisen er guldet. Guldet findes i kriserne, fastslår hun.
Joan Ørting er meget optaget af det spirituelle, og for fire år siden meldte hun sig ind i folkekirken igen. Hun havde i sin tid meldt sig ud af kirken som helt ung, fordi hun dengang mente, at alle krige bundede i religion.
– Da jeg mødte kærligheden, ville jeg gerne giftes i kirken, og det blev vi så for fire år siden. Min mand er også medlem, så det ville jeg også gerne være, fortæller hun.
– Det var skønt og dejligt at melde sig ind igen. Kirken er jo virkelig et helt vidunderligt rum at være i. Det er et fordybelsesrum, hvor man kan mærke følelserne i rummet med dets mol-melodier. Kirken er også et sted, hvor man gerne må være følsom. Det er et meditationsrum, hvor man kommer tættere på sig selv. Og så er kirkerne så smukke og giver ro. Jeg er glad for, at vi har dem.
Det var ellers ikke givet, at hun skulle interessere sig for ånd og tro. Hendes far og mor var med på 1970?er-moden, hvor religion ikke var noget, man gik ind for.
– Min far ville heller ikke føre mig op, da jeg blev gift. Han er antireligiøs, og han kan slet ikke forstå min søster og mig – at vi er optagede af det spirituelle. Men for mig er det guddommelige og spiritualiteten vejen frem. Hvor ville livet være tomt uden. Det interesserer mig meget.
Selvom hun nu er en del af folkekirken, definerer Joan Ørting ikke sig selv som klassisk kristen.
– Jeg er nok mere spirituel, end jeg er kristen, selvom jeg har et kors hængende i min bil. Men jeg også døbt, konfirmeret og gift i kirken, og jeg vil også gerne begraves på en kirkegård. Jeg tror på, at alle religioner er menneskeskabte, men at der eksisterer en guddommelighed.
– Jeg tror på, at vi alle er guddommelige. Vi er guder og gudinder og alle sammen en del af Gud. Vi er unikke, vi har bare glemt det. Vi har glemt, at livet er en gave. Ud af 40.000 millioner sædceller, er vi den ene, der er nået frem til ægget. Det er ikke tilfældigt eller ligegyldigt, at vi er her. Det er en gave. Vi skal se det unikke i os selv, så vi kan se det unikke i andre, opfordrer hun.
De fleste forbinder Joan Ørting med sex. Det ved hun godt. Og hun lever af at beskæftige sig med det, men ikke nødvendigvis på den måde, som folk tror. Hun er for eksempel fortaler for at kæmpe for ægteskabet i stedet for bare at shoppe rundt.
– Det er den personlige udvikling, der ligger i parforhold og seksualiteten, der er interessant. Det er ikke sexen i selv. Jeg udvider sexbegrebet, så det ikke bare er sex. Sex for mig er også, når min mand fylder sprinklervæske på min bil, eller når vi går en tur med hinanden i hånden, eller vi har det sjovt, forklarer hun.
I sit arbejde med parterapi får hun også somme tider inspiration og hjælp fra den kirkelige front. Hun er meget inspireret af den kristne parterapeut Gary Chapman, som har skrevet bestselleren "Kærlighedens 5 sprog". Ligesom Ribes biskop Elisabeth Dons Christistensen flere gange har været gæstelærer på Joan Ørtings kurser i parterapi, og der også er præster blandt hendes kursister.
– Præsterne og jeg passer godt sammen, fordi vi har den samme mission, der hedder kærlighed, mere kærlighed, mere lys, mere taknemmelighed, mere "livet er en gave". Jeg kan mærke, at vi er lige nørdede og går lige meget op i det filosofiske. Hvad er godt, og hvad er sandt, og hvordan kan vi give folk ro og glæde i livet.
– Når Elisabeth Dons Christensen siger, at folk i parforhold giver for hurtigt op og for hurtigt bliver skilt, så siger jeg ja. Jeg er på hendes hold med det samme. Vi har et ansvar for at finde ud af, hvordan vi bedre kan kommunikere med hinanden. Det er godt at være sammen i mange år. Ellers når vi ikke at fordybe os, og vi går glip af den dybe kærlighed.
På samme måde har hun det med at finde vejen i livet. Det er helt essentielt for mennesket.
– Det er godt at have troen på, at det ikke er ligegyldigt, at vi er her. Der er en mission til os alle. Det er vigtigt, at vi finder gaven eller den røde tråd i vores liv, for ellers kan det være svært at dø til sidst, siger Joan Ørting.
schelde@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad