Ritzau |
5. maj 2010
De Radikale går sammen med rådgivningscenter om guide med oplysninger om, hvordan udlændinge i Danmark kan søge familiesammenføring i henhold til EU-reglerne
Flyt til Sverige, få en familiesammenføring og flyt så tilbage til Danmark. Så kan din partner få permanent ophold meget lettere, end hvis I bare bor i Danmark og søger familiesammenføring via de stramme danske regler.
Sådan lyder opfordringen til at benytte sig af EU's udlændingeregler i en ny guide, som De Radikale offentliggør i dag sammen med Dokumentations- og rådgivningscentret for racediskrimination.
Integrationsordfører Marianne Jelved (R) siger til Information, at der er tale om "god, gedigen folkeoplysning, som vi har følt os foranlediget til at lave, for ministeriet varetager ikke sin vejlednings-forpligtelse godt nok".
- Når par søger om familiesammenføring, fremgår det ikke klart af det materiale, de får, at der er betragtelige fordele ved at søge som EU-borgere, siger Marianne Jelved.
Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, mener, at det grænser til at være "udemokratisk", når De Radikale forsøger at vejlede indvandrere og danskere, der vil familiesammenføres.
- Det er fair nok, at De Radikale ønsker en anden udlændinge- og integrationspolitik, men de bør respektere de regler, som et flertal i Folketinget har vedtaget, siger Venstres ordfører.
Efter hans opfattelse får alle, der retter henvendelse til Integrationsministeriet, også oplysninger om familiesammenføring efter EU-reglerne. Den tilsvarende vejledning findes også på ministeriets hjemmeside.