Bjarne Nørum |
6. maj 2010
De Liberale Demokrater ser ud til at få en nøglerolle i forhandlingerne om, hvem der skal være ny premierminister
korrespondent i Storbritannien
"Cleggmania" er det nye ord i britisk politik. Den maniske begejstring, som omgiver Nick Clegg, partilederen for De Liberale Demokrater, er i en klasse for sig selv.
Folk hænger ud af vinduer for at få et blik af manden, som pludselig er katapulteret ind i den britiske offentlige bevidsthed. Ved offentlige vælgermøde trækker han fulde huse og skaber et helt andet billede end det, som tv-seerne får af de to andre partiledere. Premierminister Gordon Brown møder således i reglen kun små grupper af udvalgte vælgere. Den konservative leder, David Cameron, møder på sin side nok store grupper af mennesker, men det konservative glansbillede er en tak for poleret: Unge og etniske minoriteter bliver systematisk sat i forgrunden, mens de klassiske konservative i jakkesæt og spadseredragter må se til fra sidelinjen.
LÆS OGSÅ: Vagtskifte i London?
Det er imidlertid ikke kun vælgerne, der har fået øjnene op for Nick Clegg. Det samme har de to store gamle partier. Fra at have været et lidt ligegyldigt tredje hjul i britisk politik står De Liberale Demokrater nu til at indtage den afgørende rolle som det støttehjul, der skal holde en ny premierminister og regering kørende.
Partileder Nick Clegg afviser at sige, hvem han i givet fald vil pege på. Men ideologisk er De Liberale Demokrater langt tættere på Labour, end de er på De Konservative. Nick Clegg har også mere end antydet, at hvis partiet skal støtte en Labour-regering, så skal det ikke være med Gordon Brown som premierminister.
I valgkampens slutfase har såvel De Konservative som Labour i stegende grad angrebet De Liberale Demokraters politik.
Et indirekte angreb kom i avisen The Times, hvor tidligere militære efterretningsfolk beskyldte De Liberale Demokrater for at spille hasard med landet sikkerhed. Et angreb, som partiet afviste med, at ikke alene var det misforstået. Kritikken kom også fra nogle af de samme mennesker, som leverede efterretningerne om masseødelæggelsesvåben i Irak.
De Liberale Demokrater er det eneste store parti, som tager klart afstand fra krigen i Irak, mens de er på linje med de andre partier om Afghanistan. Partiet vil afskaffe briternes atomvåbenprogram Trident. De Liberale Demokrater argumenterer, at programmet er et dyrt levn fra den kolde krig. Økonomisk vil de sikre et bundfradrag, hvor de første 85.000 tjente kroner er skattefri. Partiet vil reformere finanssektoren og adskille almindelige private bankforretninger fra de spekulative finansmarkeder. Men partiets førsteprioritet – hvis de får en nøglerolle – er reformer af valgsystemet.
Labour har sagt, at de er klar til reformer – om end ikke så vidtgående som De Liberale Demokrater, der arbejder for et mere repræsentativt demokrati. De Konservative vil gøre alt for at undgå valgreformer, fordi de vil være de største tabere.
Iagttagere forudser derfor en situation, hvor De Konservative tilbyder De Liberale Demokrater mange indrømmelser – men ikke den valg-reform, som de mest af alt ønsker. Det vil reelt tvinge Nick Clegg i armene på Labour.
Problemet med det nuværende valgsystem er tydeligt udstillet i valgkampens slutfase. Fremtrædende Labour-ministre har opfordret vælgerne til at stemme taktisk for at minimere den konservative fremgang. Står kampen i en af de marginale kredse mellem De Liberale Demokrater og De Konservative, så vil det være en fordel, hvis Labour-vælgerne i stedet stemmer strategisk på De Liberale Demokrater. Omvendt bør liberale vælgere støtte Labour, hvis det kun er Labour, der reelt har en chance mod De Konservative. Premierminister Gordon Brown har taget afstand fra tanken. Men idéen er sået hos de vælgere, der i dag sammensætter det fremtidige britiske parlament.
norum@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad