Anette Due Madsen og Jørgen Due Madsen |
7. maj 2010
Da en voksen datter konfronterede sine forældre med forskellige svigt i barndommen, førte det til en god snak og et bedre og stærkere forhold, skriver en mor, der bad sin datter om tilgivelse
Kære Brevkasse
Efter sidste uges brevkasse har jeg lyst til at sende denne lille beretning om et voksent barns tilgivelse, og hvordan vi som forældre opnåede den. Da vores datter var 22 år gammel, kom hun sjældent hjem for at besøge os. Som forældre kunne vi ikke forstå det. En aften hun var på besøg, kom konfrontationen. Ikke på nogen hård måde. Stille og roligt fortalte hun om episoder fra barndommen, hvor hun havde følt sig følelsesmæssigt overset eller forrådt. Hun nævnte blandt andet, at jeg som mor havde fortalt til venner og bekendte om problemer, som hun skammede sig over. Ligeledes havde hun betroet sig til sin far om voldsom mobning i skolen. Der blev ikke handlet på det, og jeg fik intet at vide om det dengang. Selvfølgelig følte hun, at det var hende, der var forkert, og at mobningen var en bagatel.
Der blev også berettet om mange episoder, som vi som forældre ikke kunne huske. Men hvor var jeg chokeret over, at vi forældre havde handlet sådan. Da hun var færdig med sin beretning, så hun bekymret på os, nærmest som om hun troede, at hun var alt for meget.
Vi gennemgik hver episode efterfølgende. Vi indrømmede, at vi havde handlet forkert over for hende i den enkelte situation. Vi fortalte hende, at vi som forældre havde svigtet. At det var os, der havde ansvaret og bestemt ikke hende, som det lille barn hun var dengang. Vi bad om tilgivelse for vores fejlhandlinger og fik den omgående.
Det er den bedste handling, vi som forældre har foretaget over for vores datter. Siden fortalte hun os, at det var en stor oplevelse at blive mødt på det, hun havde fortalt os. Vores datter blomstrede op, og vi fik et stærkt og oprigtig forhold til hinanden. Nu flere år efter har vi et dejligt forhold til hende. Vi ved med sikkerhed, at 100 terapitimer ikke ville hjælpe hende lige så meget som det, at vi tog vores ansvar på os.
Vi vil opfordre alle forældre til voksne børn til at være imødekommende over for deres børns eventuelle kritik. Gå ikke i forsvar og bortforklar ikke. Det er det værste, man kan gøre. Prøv at tage imod, hvad dit barn siger. Tag oprigtigt ansvar for det. Det vil give en befrielse for alle parter, især en lettelse for barnet. Samtidig vil det give jer en ny begyndelse. Den dag i dag er vi taknemmelige over vores datters tilgivelse. Det er det smukkeste, der er hændt os.
Venlig hilsen
En glad mor
Kære glade mor
Tak for, at du vil dele denne vigtige begivenhed hjemme hos jer med os andre.
Der er ofte fokus på de situationer, hvor ting går galt, eller hvor generationer ikke kan nå hinanden. Derfor er det livsbekræftende og lærerigt at læse dit brev.
Der er to elementer i det, du skriver, som vi synes er eksemplariske. For det første slår I ørerne ud. I lytter. I sætter jer ned og har tid og ro med det ene mål "at høre". Det lyder meget enkelt, men i praksis kan det være vanskeligt. Det ser vi i mange sammenhænge, når mennesker snakker sammen, når ægtefæller skal drøfte noget, de er uenige om, og det sker hyppigt, når unge kommer til forældre med deres tanker. Vi er ofte bedre til at sige noget selv og fremføre egne synspunkter, komme med forklaringer eller forsvare egne versioner af en sag eller endda komme med beskyldninger over for andre.
Det er befriende, når nogen lytter. At se en anden og blive positivt nysgerrig overfor et andet menneskes perspektiv kan være en gave, som formidler ligeværd og anerkendelse. Og kan det lykkes tillige i en mere anspændt situation, som den du skriver om, kan det have meget positive langtidsvirkninger.
For det andet reagerer I på det, I hører, med respekt. I spørger ind til hver enkelt episode eller tanke, som hun har taget mod til at nævne for jer. Også de ting, som I selv har glemt, eller som ligger fjernt i jeres bevidsthed. I begynder ikke at mistænke hende for at huske forkert, forstørre eller misforstå. At gennemgå tingene i detaljer kan være en klog ting, sådan at man kan opdage, hvilken betydning episoder eller reaktioner har haft. En anerkendelse af det kan i sig selv føre til en forståelse, som lettere kan bidrage til, at man kan påtage sig sit ansvar.
Nogen vil måske sige, at man som forældre ikke skal tage alt på sig. Det er klart nok. Unge voksne har deres eget ansvar, og de kan som alle andre mennesker også være urimelige. Men man må huske på, at vi ikke var jævnbyrdige partnere under deres opvækst. De var afhængige, mens vi havde magten. Og hvem af os kan sige, at vi gennemskuede alle ting og til enhver tid reagerede sundt og rimeligt over for deres famlen med et liv, de ikke havde erfaring i? Du nævner selv eksemplet med, at jeres datter oplevede mobning, som I af en eller anden grund ikke tog alvorligt nok. Det tema har vi ofte hørt i terapi-lokalet.
At lytte, anerkende og tage ansvar for små og store ting er baggrunden for at kunne bede om tilgivelse. Og har samtalen de omtalte kvaliteter, er der ofte tilgivelse indbygget i den, uden at ordene endnu er sagt. Og når ordene om forladelse endelig kommer, kan det blot være en bekræftelse på, at processen og klimaet i samtalen skabte ny forståelse og et fornyet fællesskab.
Vi vil også gerne rose jeres datter, fordi hun tog mod til sig og tog fat om alle de svære emner. Vi kan forstå, at hun havde holdt god afstand til jer i et godt stykke tid inden. Så det har ikke været let for hende.
Alt for mange unge har uopgjorte ting og sårede følelser over for deres forældre. Måske har de nogle gange forsøgt at sige noget om det, men hvis forældrene har for travlt eller afviser for hurtigt og for eksempel siger, at det har de misforstået, eller at de bare er alt for nærtagende, så opstår lysten til at få snakket ud om vanskelige ting ikke så let igen. Og så kommer generationerne ofte til at leve hvert sit liv. Eller også kan de unge få voksende problemer, som enten fører til et omskifteligt og problematisk liv eller øget sårbarhed med mindreværd og triste følelser.
Vi er ikke i tvivl om, at gode og sunde opgør og samtaler mellem voksne børn og forældre ville kunne spare megen terapi. For terapi behøves oftest af nød, når vigtige relationer er gået i hårdknude, og man på forskellige måder er blevet såret på sin sjæl i vigtige fællesskaber. Tak for inspiration til, hvordan man kan spare på udgifterne til det. Vi bliver nok – skal vi sige desværre – ikke arbejdsløse af den grund.
Mange hilsener
Anette og Jørgen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad