Kære Brevkasse

Efter sidste uges brevkasse har jeg lyst til at sende denne lille beretning om et voksent barns tilgivelse, og hvordan vi som forældre opnåede den. Da vores datter var 22 år gammel, kom hun sjældent hjem for at besøge os. Som forældre kunne vi ikke forstå det. En aften hun var på besøg, kom konfrontationen. Ikke på nogen hård måde. Stille og roligt fortalte hun om episoder fra barndommen, hvor hun havde følt sig følelsesmæssigt overset eller forrådt. Hun nævnte blandt andet, at jeg som mor havde fortalt til venner og bekendte om problemer, som hun skammede sig over. Ligeledes havde hun betroet sig til sin far om voldsom mobning i skolen. Der blev ikke handlet på det, og jeg fik intet at vide om det dengang. Selvfølgelig følte hun, at det var hende, der var forkert, og at mobningen var en bagatel.

Der blev også berettet om mange episoder, som vi som forældre ikke kunne huske. Men hvor var jeg chokeret over, at vi forældre havde handlet sådan. Da hun var færdig med sin beretning, så hun bekymret på os, nærmest som om hun troede, at hun var alt for meget.

Vi gennemgik hver episode efterfølgende. Vi indrømmede, at vi havde handlet forkert over for hende i den enkelte situation. Vi fortalte hende, at vi som forældre havde svigtet. At det var os, der havde ansvaret og bestemt ikke hende, som det lille barn hun var dengang. Vi bad om tilgivelse for vores fejlhandlinger og fik den omgående.

Det er den bedste handling, vi som forældre har foretaget over for vores datter. Siden fortalte hun os, at det var en stor oplevelse at blive mødt på det, hun havde fortalt os. Vores datter blomstrede op, og vi fik et stærkt og oprigtig forhold til hinanden. Nu flere år efter har vi et dejligt forhold til hende. Vi ved med sikkerhed, at 100 terapitimer ikke ville hjælpe hende lige så meget som det, at vi tog vores ansvar på os.