Madkunst

Derimod er det ikke alle mennesker, der kan sætte ord sammen til stor litteratur eller male et maleri. For slet ikke at tale om at komponere en symfoni. Det kræver et særligt talent – naturligvis kombineret med hårdt arbejde og viden om lys, lyd, farver eller sætningskonstruktioner.

Det kan godt være, at de på Michelinstjerne-restauranter er opfindsomme og fremtryller mad på et særligt højt og usædvanligt plan, men for mig bliver det aldrig kunst. De fortjener omtale og ære for deres kreativitet og håndelag. Men det er hånd, mere end det er ånd.

Et andet karakteristikum ved stor kunst er, at det kan sætte store tanker og følelser i gang. Det gør mad ikke. Kunst kan provokere – det kan mad ikke. Naturligvis kan man lave retter, som ikke falder i andre menneskers smag, men som udgangspunkt bliver mad lavet for at tilfredsstille den, der skal spise det.

Kan man forestille sig direkte avantgardistisk mad – altså mad, der er skabt for at smage grimt, som anvender uspiselige ingredienser, eller som er direkte skadelig for kroppen? Eller som man ikke må spise? Nej, vel?

Hvis man forfølger tanken, trænger flere spørgsmål sig på:

Kan man forestille sig mad, der bliver forbudt? Opskrifter, der bliver censureret af et regime? Forfølgelse, afstraffelse eller mord på en kok, der laver politisk ukorrekt mad? Kan man forestille sig mennesker, som vil stjæle en madret, eller som vil slå ihjel for at få en bestemt ingrediens? Nej, vel?

Men det kan kunst. Føde er noget, vores krop fordrer, og det kan tilberedes mere eller mindre elegant, opfindsomt eller fantastisk. Kunst, derimod, er det ekstra i livet. Det, som kan sætte livet i perspektiv. Stor kunst rammer i hjernen eller hjertet. Mad rammer mest i maven.

vaaben@kristeligt-dagblad.dk