Presse- og ytringsfriheden i Afrika skal fremmes. Det er ifølge Venstre et område, hvor Danmark har lavet knæfald for korrupte magthavere
I mange år har Danmark svigtet Afrika, hvad angår presse- og ytringsfriheden på det kontinent, der modtager størstedelen af Danmarks udviklingsbistand. Det mener Venstre udviklingsordfører, Karsten Lauritzen, der er ophavsmand til Venstres nye såkaldte Pressefrihedspakke.
– Jeg har svært ved at forsvare, at vi sender milliarder af kroner til Afrika, hvor de går til skoler og brønde, men hvor presse- og ytringsfriheden samtidig begrænses, siger Karsten Lauritzen.
Sudan, Somalia og Egypten peger han på som tre lande, der får dansk udviklingsbistand, men hvor pressefriheden knægtes, hvilket spænder ben for demokratiseringsforsøgene af landene. Udviklingsordføreren støtter sig til organisationen Freedom House, hvis tal for 2010 viser, at 90 procent af Afrikas lande mangler pressefrihed.
Tilsvarende kan siges om mange af verdens andre udviklingslande, men fordi Danmarks udviklingsbistand koncentreres om Afrika, gælder det samme pressefrihedspakkens tre punkter: For det første skal fribyer oprettes i Sydafrika eller andetsteds, så forfulgte samfundsdebattører kan fortsætte deres kritik af korrupte magthavere i mere sikre havne. For det andet skal journalisters sikkerhed øges ved at udbrede International Media Supports erfaringer med særlige advokatkorps. For det tredje skal journalister uddannes bedre til at håndtere trusler og chikane.
– Danmark, hvor demokratiet og pressefriheden fungerer, har en forpligtelse til at gribe ind dér, hvor det ikke fungerer. Det er et område, hvor vores udviklingsbistand har svigtet de seneste mange år under en eller anden forklaring om, at vi ikke skal blande os, fordi det kunne hæmme udviklingsarbejdet, siger Karsten Lauritzen, der mener, at det tenderer knæfald.
Socialdemokraternes udviklingsordfører, Jeppe Kofod, støtter udspillet og er enig i svigtet på området:
– Nu er det regeringen, der har siddet med området og haft rig mulighed for at gøre noget. Så det må være en kritik af Karsten Lauritzens egen regering, der har forvaltet en 15 milliarder kroner stor pengekasse i snart ni år.
Pressefrihedspakkens økonomiske ramme er endnu ikke fastlagt.
beck@kristeligt-dagblad.dkdanmark side 3