I Kristeligt Dagblad den 5. maj kan jeg læse, at kirkeministeren har nedsat et udvalg, der skal se på, "om ægteskabet skal rykkes ud af kirken og hen på rådhuset". Forslaget skulle være kommet fra nogle biskopper med mig som bannerfører. Det er ikke tilfældet.

Jeg har aldrig foreslået, at ægteskabet skal ud af kirken. Jeg vil tværtimod gerne have ægteskabet ind i kirken. Til gengæld vil jeg gerne have stiftelsen hen på rådhuset. Eller sagt på en anden måde: Jeg vil gerne bevare teologien i kirken og juraen på rådhuset.

Jeg mener, at ægteskabet er et teologisk anliggende, fordi ægteskabet er et liv, som vi lever. Efter den klassiske opfattelse er det endda et livslangt liv. Derfor har man også kunnet tale om en ægteskabsteologi, selvom stiftelsen er et borgerligt anliggende, der i kirken foregår på den borgerlige myndigheds bemyndigelse, hvilket borgmesterens prøvelsesattest er et udtryk for.

Ægteskabsteologien har hidtil legitimeret, at man bruger borgmesterens bemyndigelse og holder bryllup i kirken. Men der er meget, der har ændret sig. 60 procent af alle ægteskabsstiftelser foregår nu på rådhuset (en betragtelig del af de involverede må i øvrigt være medlemmer af folkekirken). Af alle indgåede ægteskaber bliver en meget stor del opløst igen, hvorefter de fraskilte indgår i nye ægteskaber eller parforhold, som det hedder. Det serielle ægteskab er blevet det normale, hvilket også er en teologisk overvejelse værd.

Og nu foreslår man så, at homoseksuelle også skal kunne blive gift i kirken. Jeg anfægter på ingen måde redeligheden i det forslag. Jeg vil bare gerne have, at vi så får formuleret en teologi, der legitimerer, at det sker. Jeg synes nemlig ikke, at der skal foregå noget i kirken, som ikke har en teologisk begrundelse.