En levende ild mod den officielle kristendom

Søren Kierkegaard efterlod sig ved sin død i 1855 et kæmpe isbjerg af et forfatterskab, som både havde en synlig del over havet og en usynlig del under. Det synlige er den del af forfatterskabet, som han selv lod trykke og udgive. Det usynlige er den del, som han lod blive i sine skuffer, og som først blev udgivet post mortem. Til den synlige del hører hans virke som debattør, kritiker og meningsdanner i samtidens tidsskrifter.

Kierkegaard er en følsom seismograf og registrerer alt, der bevæger sig i samtiden. Konsekvenserne af ytringsfrihed og en fri presse for samfundslivet interesserer ham levende.

Det samme gør et andet fænomen, nemlig den kvindefrigørelse, der så småt er ved at røre på sig dér i første halvdel af 1800-tallet.

Faktisk indleder Kierkegaard sin karriere med et sarkastisk indlæg om, at kvinder i fremtiden vil blive det dominerende køn på alle kulturens områder. Han skulle bare vide! Debatindlægget står at læse i Kjøbenhavns flyvende Post i december 1834, hvor Kierkegaard er 21 år gammel.

Han afslutter sin karriere med en stribe såkaldte blad-artikler i tidsskriftet Fædrelandet i årene 1854-55: "Ved en Række Artikler i dette Blad har jeg nu, som det hedder i Krigssproget, aabnet og vedligeholdt en levende Ild mod den officielle Christendom og dermed mod Geistligheden her i Landet."

Artiklerne var foranlediget af biskop Martensens omtale af afdøde biskop Mynster som et sandhedsvidne. Det får Kierkegaard op i det røde felt – for nu at sige det mildt – og han reagerer med et raseri uden lige og en kaskade af paranoide og injurierende udfald, som primært er rettet mod Martensen, men også andre af samtidens toneangivende personer inddrages i polemikken.