MAN SAGDE TIDLIGERE, at præster og teologer skulle afholde sig fra at forvirre menighederne. Det skyldtes den erfaring, at præster og teologer undertiden faldt for fristelsen til at lufte meninger, som jævne kirkekristne kunne have svært ved at forbinde med den kristendom, som traditionen havde overleveret, og som de sprogligt mødte i kirkens ritualer.

I den aktuelle debat om indførelse af et ægteskabsritual for homoseksuelle føler jeg mig som en forvirret kirkekristen. Jeg forstår ganske vist nok selve forløbet i revisionisternes argumentation, men jeg forstår simpelthen ikke, at man ud fra kristendommen kan argumentere, som disse gør.

Folkekirkens vielsesritual gør brug af bibelske tekster, der forbinder ægteskabet med køn og med skabelsen. Ægteskabet er i ritualets tekster en ordning, som forbindes med en forståelse af menneskets natur. Denne enhed af menneskelig natur og Guds samlivsordning har man tidligere kaldt en skabelsesordning. En ordning, der har forrang for andre ordninger af forholdet mellem kønnene.

Theodor Jørgensen har i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 19. marts reageret voldsomt på, at en modstander af homoseksuelles kirkelige vielse har skelnet mellem "normalt" og "unormalt". "Gud kender kun mennesker, ikke normale mennesker," skriver Theodor Jørgensen. At skelne mellem normalt og unormalt er, hævder Jørgensen, direkte ukristeligt.

Theodor Jørgensens anliggende er sympatisk, men det er måske også for nemt. Bundet til især en enkelt historisk erfaring. Nazismen. Siden nazismens fald har det stort set været kriminelt at tangere et biologisk normalitetsbegreb. Nazismens behandling af jøder, slaver, sigøjnere, homoseksuelle og vanskabte måtte skræmme enhver, der ville gøre forsøget. Også forsøget på at begrunde nazismens småborgerlige ægteskabsopfattelse biologisk har kriminaliseret denne type tænkning. Men måske er det blevet for firkantet – anti-nazisme er vel ikke sandhed i sig selv?

Modernitetens tilgang til forståelse af køn er fundamental socialkonstruktivistisk. I radikal kønspolitisk forskning er der tendens til at se kønnet som et valg. Naturforestillinger er virkelig kriminelle. Mens man tidligere kunne udforme en etik, der lå i forlængelse af "natur", kræves det nu, at enhver social ordning konstrueres på en etik. Muligheden for at fastholde vielsesritualets ægteskabstænkning er således, hvor moderniteten sætter præmisserne, nærmest ikke-eksisterende.