De Radikale taler sig længere og længere fra indflydelse på en kommende regering. -
- Jens nøRgaard Larsen/ Scanpix /Scanpix
Henrik Hoffmann-Hansen |
8. maj 2010
De Radikale taler sig længere og længere fra indflydelse på en kommende regering. S-SF regner med, at partiet alligevel retter ind - eller bliver overflødigt
Når Socialdemokraterne og SF om meget kort tid, muligvis allerede i næste uge, præsenterer en ny økonomisk plan, bliver det endnu en præsentation uden radikal deltagelse eller accept. Kun enkelte dele af udspillet vil partiet have nikket ja til.
Det er den direkte konsekvens af, at De Radikale allerede i efteråret stod uden for det fælles S-SF-skatteudspil, Fair Forandring.
Det lille midterparti søger en mere selvstændig profil i kampen mod de faldende tal i meningsmålingerne. Det er for eksempel netop gået sammen med regeringspartierne og Dansk Folkeparti om at erstatte lukkeloven med en "helligdagslov".
Den indebærer, at butikker fra 2012 kun skal holde lukket 13,5 dage om året, det vil sige de store kirkelige helligdage og enkelte andre.
Ved at indgå forlig nu har både regeringen og Radikale Venstre sikret sig, at lukkeloven ikke genindføres, i hvert fald ikke i næste valgperiode, selvom regeringsmagten skulle skifte side.
Det skyldes en uskreven parlamentarisk praksis, som går tilbage til firkløverregeringens dage i 1980?erne, nemlig at partier er bundet af forlig ind i næste valgperiode – medmindre de opsiger det inden folketingsvalget.
Endnu skarpere end lukkelovsmarkeringen er De Radikales krav om, at S og SF skal afsværge samarbejde med Dansk Folkeparti. Et krav som for nylig var til debat blandt SF?ere, men som blev underkendt af partitoppen på SF?s landsmøde. De Radikale vil gerne fiske nogle af de utilfredse SF-vælgere op.
Desuden er De Radikale stærkt utilfredse med, at S-SF-aksen igen og igen siger, at De Radikale ingen indflydelse får på udlændinge- og retspolitikken i en ny regering. Uden at præsentere en "plan B" for, hvad partiet så kan få indflydelse på.
Regeringspartierne kan næsten ikke tro deres eget held over oppositionens splittelse. En oase midt i en ellers endeløs ørkenvandring.
Splittelsen bliver brugt til et fortsat bombardement mod SF, som beskyldes for hykleri, fordi partiet ønsker de samme lempelser af udlændingepolitikken som De Radikale og i øvrigt også Enhedslisten.
Socialdemokraternes ærgrelse over den radikale solokørsel er til gengæld mærkbar. Netop splittelsen på de ømme temaer gav jo Venstre og De Konservative valgsejren i 2007.
Både S og SF tager sig desuden til hovedet, fordi De Radikale er det oppositionsparti, som har indgået flest aftaler med regeringen og Dansk Folkeparti. Så de skal ikke kaste den første sten.
De Radikales dilemma er til at få øje på. På den ene side må partiet markere sig for at stoppe vælgertabet, og på den anden side får det talt sig længere og længere væk fra den øvrige opposition og sår tvivl om projektet.
Foreløbig får man det værste af begge verdener. S og SF har stort set opgivet at få De Radikale med i centrale politiske udspil nu.
Efter valget er det en anden sag. Her vil Socialdemokratiet og SF stadig helst have De Radikale med i en regering – især for at udelukke, at de går med i alternative flertal med de borgerlige partier.
I det stille er S og SF dog begyndt at skele til den mulighed, at de sammen med Enhedslisten og de nordatlantiske mandater får flertal alene. Det antydes i enkelte meningsmålinger. Sker det, kan det blive fatalt for De Radikale, at de har talt sig så langt væk fra deres venner.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad