Da europæerne begyndte at lade sig kyse

Det er, som om Dalrymple – måske i kontrovers med de seneste islamskritiske bøger af Steyn, Caldwell, Hitchens, Hirsi Ali og andre – har sat sig for med vold og magt at nuancere og glatte ud. I modsætning til de nævnte afviser han, at anden-tredje-generations indvandrerunge skulle være mere radikale end deres forældre. Tværtimod forestiller han sig dem mere vestliggjorte, og han vil i det hele taget hellere se islam som et mere broget billede, hvoraf kun de få er ubehageligt radikale og en hel masse ret moderate.

At undersøgelser i Storbritannien har vist, at 40 procent af de muslimske unge ønsker sharia-lovgivning indført, bekymrer ham ikke, for han tror ikke, de mener, hvad de siger! Nuancering er godt, men den skal helst virke overbevisende.

Han har også svært ved at forestille sig islam overtage Europa demografisk og er åbenbart heller ikke bekymret ved perspektivet med den tvekultur, som andre, blandt andre Mark Steyn, ser indfinde sig der, hvor muslimerne kommer til at udgøre ikke ligefrem et flertal, men en substantiel del af den europæiske befolkning, eksempelvis 30 procent.

Dybest set mener Dalrymple, at unge muslimske mænd kun er religiøse i det omfang, religionen hjælper dem med at fastholde grebet om unge muslimske kvinder. I kritikken af dette punkt bliver Dalrymple noget skarpere i mælet.

Det gælder også, når han diskuterer virkningen af Rushdie-sagen, som viste, hvor let det var at kyse store og stærke europæiske regeringer. "Hvorfor er vi så lette at true, fysisk og intellektuelt, af folk, hvis våben er primitive, og hvis intellektuelle ressourcer stort set er lig nul?"

I sin analyse af det spørgsmål bevæger Dalrymple sig tilbage i historien for nærmere at pege på, hvor det var, vi mistede modet. Det skete parallelt med, at vi mistede transcendensen ("Guds død") – og i sidste instans var det forrige århundredes store katastrofer, Første og Anden Verdenskrig og holocaust, der sørgede for det.

Især Første Verdenskrig. Dér røg, hvad man kunne kalde "den transcendente transcendens". Bagefter forsøgte vi os med andre, mere tilfældige transcendenser, de sædvanlige -ismer: kommunisme, nazisme, socialdemokratisme, psykoanalysisme, men det gjorde blot pinen værre og tomheden mere rungende.

I Tyskland blev det umiddelbare resultat en vanvittig militarisme, og i England og Frankrig en blind pacifisme. Dalrymple gør meget ud af at beskrive problemerne med den defaitisme, der bredte sig i Vesten efter Første Verdenskrig, blandt andet ud fra en analyse af tre engelske skuespil fra mellemkrigstiden.

Defaitismen førte til det selvhad, som i dag især hersker i intellektuelle kredse – den "miserabilisme", som han kalder det – som viser sig ved en selvmorderisk blanding af ligegyldighed over for historien og indædt had til den. I England især har miserabilismen demonstreret sig parallelt med detronisereringen af de dannede eliter som en kombination af satire og selvhad, som sigter mod at destruere enhver form for national selvtillid. Den breder sig derfra bagud i historien: "Ikke blot var landet ikke længere noget værd, det havde aldrig været noget værd"!

Der er ikke noget galt med den argumentation. Den er blot blevet fremført mange gange før, og, hvad der er værre i sammenhængen, den bliver ikke ført op til dagens problemer med Europas muslimske element.

Dalrymples vilje til og evne for at kalde en spade for en spade – og bruge den til at grave dybere med – svigter ham her.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Theodore Dalrymple: The New Vichy Syndrome. Why European Intellectuals Surrender to Barbarism. 155 sider. 14 pund.