DORTE WASHUUS |
12. maj 2010
René Holm var succesfuld på kunstscenen og havde ro og orden i privatlivet, da en midtvejskrise tvang ham ind i sindets mørkeste hjørner. Ud af krisen er der kommet en serie stærke billeder, der kredser om det at miste – og en mere afklaret kunstner
For to år siden spurgte René Holm sig selv: Hvad er det værste, der kan ske? Svaret behøvede han ikke at tænke længe over. Det værste, der kunne ske, var, at han mistede et af sine børn. Ingen tvivl om det.
I et helt år efter den tanke blev han ved med at male på det samme maleri: en far, der knæler foran sin døde datter. Datteren er anbragt i en skov med mørke slanke stammer, hvor trækronerne er skjult. Hun har ligget der længe, for skovbundens mos og andre vækster er begyndt at vokse ind over hende. Fortvivlelse og et instinktivt behov for at beholde barnet, selvom det er dødt, er det, billedet vil fortælle, men så alligevel ... bag ved de nøgne træstammer, helt ude i horisonten bryder en stribe af lyseblåt lys alt det dystre, og man forstår, at der alligevel er håb.
Det er kunstnerens egen datter, der på en skovtur en dag blev bedt om at "spille død". René Holm tog et billede med sit kamera. Tiden stod stille et øjeblik, men få sekunder efter løb datteren igen legende rundt i skoven. En hverdagssituation, ja, men når man er René Holm også en symbolik, der er til at tage og føle på: Livet går videre, uanset hvad der sker.
I sit rummelige atelier i en baggård til en af fødebyen Esbjergs snorlige gader fortæller René Holm beredvilligt om det, han kalder de bedste billeder, han nogensinde har lavet. Det siger dog ikke så lidt. René Holm har en stor produktion bag sig og har udstillet på museer og gallerier utallige steder i ind- og udland. Har har hidtil mest hentet sin inspiration i udlandet, og han har malet socialrealistiske billeder, der skildrer mennesker i bestemte samfundslag eller geografisk afgrænsede områder. Som i "White trailer trash", hvor han skildrer mennesker i Californien, der lever hele deres liv i en campingvogn, og i "Highway to hell", hvor udgangspunktet er den amerikanske Highway 61 ned gennem delstaten Mississippi.
Men denne gang er René Holm rejst ind i sig selv, og det har udmøntet sig i udstillingen "Lose", der i lørdags åbnede på Galleri Frantz Pedersen i Horsens. I stedet for at læne sig op ad den stigende publikums- og salgsinteresse for hans værker har han udfordret sig selv som kunster. Det har bragt ham ind i sindets mørkeste hjørner og kroge, og – måske mere overraskende – også ind, hvor håbet og den positive tænkning findes.
– Jeg har haft det ligesom skuespilleren, der for at kunne spille en dranker på samfundets bund har været nødt til at søge mod de miljøer for at kunne spille rollen troværdigt. Jeg har samlet på historier om mennesker, der har mistet, og så har jeg mærket efter, hvordan jeg selv ville have det, hvis det skete for mig, fortæller René Holm, mens han gæstfrit serverer kaffe og viser hen til et lille bord og to stole midt mellem lærreder og malerbøtter i det rustikke atelier.
Personligt har han været ved en skillevej, en slags midtvejskrise, som han nu føler, han er kommet på den anden side af, ikke mindst gennem processen med billederne til "Lose".
– Det gik ret hurtigt op for mig, at det at miste ikke kun handler om døden. Vi kan også miste rigtig meget, mens vi lever. Vi kan miste kærligheden, lysten, selve grebet om livet, og vi kan miste selvrespekten, siger den 43-årige kunstner, der mener at kunne registrere, at mange mennesker lever på livsløgne og selvbedrag i angsten for at miste. Selv overvejede han, om han dog ikke skulle videre i sit liv, væk fra den trygge ramme med sin mangeårige kæreste, deres to børn og deres ofte forudsigelige hverdag i Esbjerg. Hvorfor skulle han eksempelvis ikke have lov til at opleve forelskelsens rus endnu en gang eller leve det frie kunstnerliv i Berlin, hvor han også har et lille atelier?
– I mine børns skoleklasser er det mere reglen end undtagelsen, at forældrene er skilt. Det foregår hele tiden, så hvorfor skulle det ikke også ske for mig enten at forlade eller blive forladt, spørger han og fortæller, at det var i den stemning, han malede "Lose"-billederne. Blandt andet billedet af den isolerede og forladte kvinde, der står næsten afklædt på en ø og ser ud til at fundere over, hvordan i alverden hun dog kommer tilbage til fastlandet.
– Det er gået op for mig, hvor meget jeg egentlig har at miste, og at det derfor gælder om at holde fast i det gode og i de mennesker, man elsker. Men jeg ved også, at hvis det kom dertil, at jeg mistede kærligheden eller allerværst, hvis en af mine kære døde, så ville jeg alligevel overleve. Deri ligger håbet. Jeg er ikke religiøs og tror ikke på det evige liv, men jeg vil forfærdelig gerne tro på det, for jeg hader tanken om at skulle herfra, siger han.
Trods sit ikke-religiøse ståsted har René Holm flere gange været i kontakt med provst Kræn Christensen fra Hjerting lige uden for Esbjerg. De to er efterhånden blevet venner, og det faldt René Holm naturligt at bede den kunstinteresserede Kræn Christensen om at skrive forordet til den bog, der med støtte fra Statens Kunstråd er udgivet i forbindelse med den aktuelle udstilling.
– Som præst har man død og tab som en helt konkret del af sit arbejdsliv, og jeg ved, at Kræn Christensen har den holdning, at det er o.k. at give op, hvis man står tilbage efter at have mistet et kært medmenneske, men det er endnu mere o.k. at gribe ud efter livet selv i de sværeste stunder, siger René Holm.
Kræn Christensen skriver blandt andet om René Holms "Lose-billeder": "Man aner i billederne, at mørket trods tab og adskillelse ikke har herredømmet. Lyset brænder og skaber varmen og bringer håbet tilbage (...) Jeg sidder med fornemmelsen af, at René Holm med disse værker og denne udstilling har været ramt og er kommet igen".
Og jo, René Holm har været ramt. Ikke af personlig sorg eller tab – heldigvis. Men af en selvvalgt konfrontation med det hårdeste og mest brutale, et menneske kan komme ud for. Samtidig med sin egen konfrontation er han også meget bevidst om, at han udfordrer sit publikum. Han ser det blandt andet som sin opgave ikke at lade sig styre af, om han nu kommer til at støde sit publikum fra sig, og om han mister den status, han har opnået som kunstner.
– Nogle gange handler det om at bryde publikums forventning, siger han og tilføjer, at han allerede har en stærk fornemmelse af, at emnet i hvert fald er noget, de fleste forholder sig til.
– Det her er et sindssygt personligt projekt, men i og med at jeg selv vender kameraet indad, tror jeg også, at jeg får publikum til at gøre det, siger han.
washuus@kristeligt-dagblad.dkRené Holm
43 år. Født og opvokset i Esbjerg. Uddannet på Århus Kunstakademi 2006. Var inden da bosat tre år i USA. Bor nu i Esbjerg sammen med sin kæreste Helle og deres to børn. Har atelier i Esbjerg og i Berlin. Modtog i 2009 arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Eksempler på udstillinger: Den Frie, København – Kunstnernes efterårudstilling (2003), Trapholt, Kolding (2007), Art Amsterdam (2008) St. Petersborg Biennalen ( 2008), Gallerie Ulf Saupe, Berlin ( 2009), Gúan Shanyue Art Museum, Shenzhen, Kina (2010), Carl Berg Projects, Los Angeles, USA (2010). Fra 8. maj 2010: Galleri Frantz Pedersen, Horsens, soloudstillingen "Lose".
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad