Virkeligheden mellem bobler og aske

Jeg skulle have været til Seattle i USA til en konference i skandinavisk litteratur, hvor jeg sammen med gode kolleger skulle have fremlagt vores forskning i dansk velfærdssamfund og litteratur for et internationalt publikum. Det var forårets, måske årets store begivenhed, for ikke alene er den årlige oversøiske konference den store belønning (guleroden) ved at være ansat ved universitetet. Seattle var immervæk heller ikke hverdagskost som rejsemål. Syntes jeg i hvert fald ikke. Men så meldte den islandske vulkan sig.

Man gik igennem en del faser i den forbindelse. Først var skyen et lidt kuriøst fænomen i randen af bevidstheden. Så blev den en risikofaktor, man skulle tage i betragtning, selvom man dog nok regnede med, at man kom af sted. Så blev situationen alvorlig, og det blev særdeles usikkert, om man kom af sted. Dette var virkelig den traumatiske fase, jeg havde svært ved at tro min vanskæbne, årets store rejse og så denne absurde sky kommet ud af intet. Og så skulle den ramme netop mig, der dog rejser meget lidt, sammenlignet med så mange andre.

Men på en måde var det sidste døgn det værste. For her – undskyld udtrykket – lå det i luften, at nu skulle Europa pinedød snart på vingerne igen. Man havde bare samtidig en grim fornemmelse af, at en sum af utålmodighed fra rejsende, selskaber og politikere gjorde sig gældende, og at naturen måske var ganske ligeglad. I de sidste timer var vi mere bange for at komme af sted end for ikke at komme af sted! Dels var det ikke så rart at være de første prøvekaniner, der skulle sendes op gennem asken, dels var der risikoen for at sidde fast i vores transitlufthavn i Frankfurt og ikke kunne komme videre eller mere dramatisk at sidde søvnløs i Seattle og ikke kunne komme hjem igen.

Det endte i et dramatisk crescendo. Luftrummet blev åbnet, fem timer før vores fly efter planen skulle afgå, men vores afgang var ikke indbefattet i åbningen. Turen blev derfor aflyst efter fem dage i uvished. På det tidspunkt var det en lettelse.

Vi lever i mærkelige tider. Folk rejser som aldrig før, men vi er samtidig paniske ved tanken om at strande i det fremmede og ikke kunne komme hjem. Vi er ikke eventyrere på skrømt, men stedsbundne og tryghedssøgende. Måske er hele det moderne rejseliv en slags bobleøkonomi. Vi vil helst både rejse og være hjemme på én og samme gang. For vi skal leve mellem himmelflugten og afgrunden.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Nils Gunder Hansen og "Tidens tegn"-klummen holder orlov, og vender tilbage til avisens spalter om 6 måneder.