Kristendom får mere X-factor

– Jeg ser det hos de studerende. I 1970'erne handlede det om, hvor lidt man behøvede at tro for at være en slags kristen. Sådan tænker de studerende ikke længere. De er langt mere optagede af at leve sig ind i eller opleve den kristne tradition. Samtidig ser jeg, hvordan stearinlys, ikoner, kors om halsen og gospelmusik vinder frem i og uden for kirkerne, ligesom man i dag beder fadervor højt i fællesskab, fortæller Gregersen og tilføjer:

– Også i de missionske miljøer træder den tunge syndsbevidsthed i baggrunden, bortset fra i spørgsmålet om sex. Ind kommer så i stedet mere enkle budskaber om, at du er Guds barn, at du er fri, at du skal leve et godt og naturligt liv, at Guds nåde opfylder alle dit livs drømme. Og netop sådan lyder det, man kan kalde kristendom med X Factor.

På den globale scene er den karismatiske kristendom med fokus på følsomhed, enkelhed og personlig kristentro en vigtig forandringsfaktor. Det er verdens hurtigst voksende kirkelige strømning med op mod 500 millioner tilhængere. Og denne form for kristendom med udstråling og karisma vil også påvirke dansk kirkeliv.

– Uanset om man kan lide det eller ej, bliver kirken mindre dogmatisk. Troen må igen gerne være synlig. Det bliver en kristendom, som får folk til at synge med. Det er også et feminint univers. Mændene plejer at være mere strenge i stilen og klarhedssøgende. Fremover bliver det mere luftigt og personligt, vurderer Niels Henrik Gregersen, som afviser, at danskerne nu i større tal vil begynde at melde sig ind i pinsekirker eller andre frikirker.

Nej, den vigtigste religiøse udvikling herhjemme vil som i pietismens dage i slutningen af 1600-tallet eller i forbindelse med de gudelige vækkelser i 1800-tallet ske inden for den etablerede kirkes rammer, som så til gengæld vil åbne sig for forskellige fromhedsudtryk.

Niels Henrik Gregersen, der også repræsenterer folkekirken i Det Lutherske Verdensforbund, ser derfor heller intet tegn på en forestående revolution i forholdet mellem staten og kirken i Danmark. Mange har spået, at kirken ville dø, men den lever stadig og har det godt.

– Rent faktisk er folkekirken en succes uden sidestykke. Det er nærmest helt urimeligt, at kirken har så mange medlemmer – på trods af en stor indvandring og mange ateistiske appeller. Det tåler ikke sammenligning med lande uden for Norden og end ikke med Sverige og Norge. Jeg tror derfor, at vores kirkeordning vil bestå i lang tid endnu, siger Niels Henrik Gregersen.

– Der er megen snusfornuft i det her. Vi laver ikke bare sådan om på noget, der fungerer ganske udmærket. Vi har behov for noget, der samler fælles følelser. Det leverer folkekirken. Den nye kristendom med X Factor vil på den ene side være en konkurrent til folkekirken, men vil på den anden side få folkekirken til at virke endnu mere tilgængelig og åben for alle de mennesker, som bakker op om den.

Først hvis folkekirkens medlemstal på et tidspunkt skulle falde fra de nuværende over 80 procent til under 60 procent af befolkningen, vurderer Gregersen, at det vil blive nødvendigt at søge skilsmisse i det ellers for ham at se fornuftige ægteskab mellem staten og kirken.

– Men kirken viser i øjeblikket en enorm vilje til at fastholde sin betydning med nye ideer og tilbud til stadig flere grupper i samfundet. Der sker ganske vist en udtynding i landsbymenighederne, ligesom kirkerne står svagt i København. Men også her har vi fået alt fra profilmenigheder til natkirker. Jeg er ikke bekymret.

Siden 1970'erne har Danmark oplevet en historisk indvandring af mennesker med muslimsk baggrund. Det har gjort islam til landets næststørste religion, som allerede i slutningen af 1990?erne talte 200.000 tilhængere. I de sidste årtier har debatten for og imod muslimsk kultur samtidig været en af de største drivkræfter i det politiske liv.

Folkekirken er ofte blevet udstillet som splittet i denne islam- og religionsdebat. For på den ene side har nogle biskopper og præster forsvaret en udsat minoritetsgruppe af troende i samfundet. På den anden side har flere kirkefolk set skævt til ord som dialog og tolerance og i stedet talt for, at muslimer måtte indordne sig under dansk kulturarv og de samfundsnormer, som kristendommen historisk har udgjort rygraden af.

I de næste 10 år vil den slags modsætningsforhold og diskussioner ifølge Niels Henrik Gregersen miste betydning. De fleste nye indvandrere og flygtninge, som kommer til landet, vil fremover være kristne. Og så vil vi blive bedre til at håndtere eller overskue fortidens frygt for islam som en fremmed kultur.

– Vi vil selvfølgelig fortsat have en løbende diskussion om islam og kristendom. Men når olien en- gang slipper op, vil islam miste kolossalt meget af sin nuværende betydning. Religionshistorisk set er islam ikke noget særligt nyt. Læser man i Koranen, finder man ikke noget selvstændigt nybrud i forhold til jødedom og kristendom, men en temmelig monoton gentagelse af monoteismens principper.

Til gengæld vil vi få travlt med at forholde os religiøst og mentalt til en helt anden og meget stærkere kultur, nemlig den asiatiske eller kinesiske.

Mere end 700 år er det siden, den opdagelses- og handelsrejsende Marco Polo fra Venedig begyndte at fortælle sine fascinerende historier om det mægtige og mystiske Kina mod øst, som han havde brugt et kvart århundrede på farefuldt at rejse ud til og vende hjem fra. I dag kan turen fra en af Europas hovedstæder til Shanghais vilde forretningsliv eller Beijings forbudte by gøres på et halvt døgn. Riget i midten står samtidig mere centralt.

– Kina er den nye og ultimative "anden", som vi slet ikke kan undgå at komme til at forholde os til. På det helt jordnære plan kommer vi til at frygte for vores arbejdspladser, for kineserne har en arbejdsmoral og en arbejdsmani, som gør os protestanter mere end rangen stridig. Men hele den kinesiske kultur udgør i modsætning til den muslimske, som bare er en variant af vores egen, et fundamentalt andet bud på, hvordan vi skal tænke om os selv og om verden, lyder det fra Niels Henrik Gregersen.

Som en af de få teologer i Danmark har han igennem flere år brugt tid på at sætte sig i den kinesiske livsfilosofi og religiøse verdensbilleder. Men han kommer til at få selskab af flere andre, som vil rette blikket mod Øst i de kommende år.

– I århundreder har vi kendt til Kina som en fjern og eksotisk størrelse. Men i disse år begynder vi at mærke Kina på vores krop og i vores bevidsthed, siger Niels Henrik Gregersen og fortsætter:

– Vi kommer til at tænke vores kristendom og kinesernes konfucianisme og daoisme i tandem. Det er en ny tanke for de fleste herhjemme. Men det er slet ikke umuligt. Vi har set vestlig tøjstil og marxisme brede sig til Kina. Vi må også lade noget gå den modsatte vej. Kineserne er pragmatiske. De er optagede af "det, der ruller". De arbejder med naturens kræfter og har historisk sans og stolthed. Det må vi tage alvorligt og lære af.

Niels Henrik Gregersen mener, at kinesernes livsopfattelser og den vestlige kristendom i det 21. århundrede har meget at kunne tilføre hinanden.

– I begyndelsen var Dao, og Dao var hos Gud, og Dao var Gud. Sådan lyder den kinesiske oversættelse af den første sætning i Johannesevangeliet, konstaterer Gregersen og forklarer:

– Det viser, hvordan kulturerne og de religiøse tanker krydser grænser. Vi i Vesten kommer stadig til at lære kineserne at blive større individualister. Men kineserne vil som det store lokomotiv for asiatisk indflydelse til gengæld aftvinge flere tanker hos os om troskab mod fortiden, om at ofre sig for helheden, om at være i balance, om at være i kontakt med naturen.

I en stadig mere global verden bliver det svært for den enkelte dansker at vide præcist, hvad han eller hun skal fæste lid til. Inspiration og udfordringer til livet kommer via elektroniske og mobile medier nærmest lige hurtigt til os fra Shanghai eller San Francisco som fra Christiansfeld eller Christiansborg.

– Vi blander de religiøse tanker fra Øst og Vest. Reinkarnation og opstandelse står for mange side om side. Troen som hybrid er en realitet. Det får os ikke til at melde os ud af folkekirken, men det får os til at tænke anderledes og på en meget personlig måde om den komplekse verden, vi lever i, siger Niels Henrik Gregersen.

Han har også noteret sig, at danskernes tillid til videnskab er vigende.

– Alle autoriteter står for fald, og megen videnskab er i dag blevet så vanskelig at forstå for andre end fagfolk, at mange mennesker desværre har mistet tilliden til videnskaberne, siger han.

Når en anerkendt forsker som astrofysikeren Anja C. Andersen fra Københavns Universitet for eksempel må erkende, at videnskaben i dag højst kan gøre rede for fire procent af universet, så efterlader det folk i et eksistentielt tomrum.

– Tilbage står vi som individer med følelser og behov for at få livet til at fungere. Men vores liv er som et puslespil, hvor vi bare slet ikke har alle brikkerne. De manglende brikker gætter vi os så frem til, siger Niels Henrik Gregersen og understreger, at vi gerne gætter på eller vælger noget, vi kan nikke genkendende til.

Det er som med de håbefulde deltagere i tv-verdenens store sangkonkurrencer. Alle går de fantastisk meget op i at finde deres helt egen stil og unikke scenesprog. Men selve programmet X Factor ser alligevel ret ens ud, hver gang det bliver sendt.

Og det er den samme logik, som gør, at der stadig vil være bud efter kirkens koncepter og velkendt videnskab også i fremtidens individualistiske samfund.

– Vi vil også i de næste 10 år leve i en selvoptaget kultur. Vi vil være vores eget centrum – uanset hvad andre fortæller os. Men når folk for eksempel tror, de selv sammensætter deres religion, så ender de alligevel oftest med noget, der er set før i de store religiøse traditioner.

hoejsgaard@kristeligt–dagblad.dk