Falsk brug af Kierkegaard

Der er ingen tvivl om, at Søren Kierkegaards tænkning også kan give mening for den, der ikke er religiøs. Hans analyser af menneskets sjæleliv er i særklasse og kan et stykke af vejen stå alene, men før eller siden opstår øjeblikket, hvor man må inddrage forholdet til Gud.
Med bogen "Kunsten at leve inderligt" prøver den amerikanske præst Ted Harris og den svenske journalist Ann Lagerström at levere en let tilgængelig indførsel i Kierkegaards eksistentialisme. Og det sker stort set uden tråde til det religiøse. Dermed præsenteres der en slags halv Kierkegaard, hvor Harris har gjort det primære tankearbejde, mens Lagerström har nedfældet ordene og bidraget med personlig livserfaring.

Formålet er at beskrive det moderne menneskes manglende evne til at leve i inderlighed, og i en gennemgang af Kierkegaards tre stadier – her kaldet sanselighed, inderlighed og åndelighed – formulerer forfatterne en slags mentalt opbyggelig teknik. Bogen har over sig et umiskendeligt præg af terapeutisk selvhjælp, hvor sandheden opfattes som det, enhver i forvejen er i besiddelse af. Dette udgør et højst problematisk udgangspunkt i relation til Kierkegaard, der jo netop gennem sin analyse af eksistensen når frem til grænsen for den indre subjektive sandhed. Men et stykke af vejen rummer bogen brugbare tanker.

Det skyldes især, at Lagerström formår at beskrive hverdagens dræbende aspekter, som også var en vigtig drivkraft i Kierkegaards tænkning. Hun søger autenticitet og gør forsøg på at hæve sig op over den ligegyldige samtale og kommunikere direkte fra det ene dyb til det andet, og hun inddrager frimodigt egne erfaringer. Blandt andet erkender hun egne mangler i forholdet til sine børn og også, at hun ofte begrænser sin omsorg til dem, hun instinktivt er drevet til at elske. Men side om side med disse væsentlige erkendelser afsløres bogens grundlæggende vanskeligheder i formuleringer som "Sandheden om mit liv kan ikke findes noget andet sted end i mit eget indre" og "Det, som er sandt, eksisterer kun i relation til dig selv."

Det er sandt, at Kierkegaard henvender sig til den enkeltes virkelighed, men hans tænkning fuldendes gennem mødet med Gud, hvor subjektiviteten viser sig at være usandheden, fordi sandheden netop først åbenbares med Kristus. Det er muligt, at forfatterne bevidst har undveget dette aspekt, men man overvejer alligevel, om den amerikanske dr.theol. er helt på højde. Jesus nævnes blot henkastet blandt forbilleder som Mahatma Gandhi og Frans af Assisi, og begrebet åndelighed reduceres til dette at åbne sig mod noget større, der kan forvandle "hverdagsfølelser til en kærlighed med evighedsperspektiv". Så er der ikke sagt for meget, og de fleste kan være med, men det er en utilstrækkelig måde at bruge Kierkegaard på.