Et blik ind i sjælen

Rent udviklingshistorisk peger forskere på, at gråd er en før-sproglig måde at udtrykke for eksempel smerte, angst og sult og dermed en måde at påkalde sig opmærksomhed, hjælp og trøst.

– Det er den oplagte forklaring på, at spædbørn græder. Gråden sørger for, at moderen kommer og hjælper barnet, der lider nød, siger Thomas Nielsen, lektor i psykologi ved Aarhus Universitet.

At også voksne græder, skyldes, at den infantile reaktion er blevet videreudviklet til et nødsignal blandt voksne.

– En af de ting, der udmærker menneskearten, er vores evner for medfølelse og flokinstinkt, og med gråd kan man uvilkårligt meddele nød og lidelse på en tydelig måde – både visuelt og i lyd – så nogen kan komme til hjælp, siger Thomas Nielsen.

Og i moderne tid tyer vi altså stadig til tårer i situationer, hvor vi har svært ved at sætte ord på. En slags ur–kommunikation, vi bruger, når stærke følelser som smerte eller sorg overmander os.

Men rent biologisk har gråd også en funktion indadtil: Den forløser en psykisk spændingstilstand. De tårer, vi græder med, har en anden kemi end dem, der renser og fugter øjet. De indeholder andre hormoner, som blandt andet dulmer smerte.

– Ud over at virke på omgivelserne virker tårer også på den, der græder. Og det er formodentlig også forklaringen på, at vi kan græde af glæde: Selv en god nyhed kan bevirke en kraftig afspænding og en slags lettelsens gråd, siger Thomas Nielsen.

At græde, når vi oplever andres glæde eller smerte, for eksempel hvis herrelandsholdet vinder i håndbold, eller en deltager ryger ud af X Factor, er en empatisk reaktion affødt af nøjagtig den samme spændingsophobning, mener Thomas Nielsen. Også når det sker i et opstillet scenarie, for eksempel et tv-show eller en romantisk tåreperser:

– Film og tv er fremragende til at manipulere med vores følelser og kan fremkalde gråden, hvis der sker noget rørende eller medrivende – i begge tilfælde en følelsesmæssig spænding som efterfølges af lettelse, siger han.

Årsagen til grådens afslappende virkning er, at den frigører hormoner i kroppen, de såkaldte endorfiner.

– Det er også derfor, det kan føles rart, efter at man har taget en ordentlig tudetur, uanset hvor væmmeligt det føltes, mens det stod på, siger Jill Byrnit.

Hun er adfærdsforsker, psykolog og ekspert i primater – altså aber. Og alle aber benytter sig af noget, der minder om gråd til at udtrykke smerte og opnår formodentlig den samme form for afspænding bagefter. Men måden, mennesker bruger gråden på, er helt unik, forklarer Jill Byrnit:

– Vores psyke er meget mere avanceret end vores nærmeste slægtning chimpansen. Det specielle ved menneskets gråd er, at vi bruger den til at give slip. I forbindelse med sorg er mennesket nødt til at komme gennem den for at give slip på nogen eller noget, siger Jill Byrnit, der også i sit arbejde som krisepsykolog har arbejdet med gråd som en reaktion på dyb sorg.

Hun inddeler gråd i to typer: "kaldegråd" og "slippegråd".

Kaldegråden er barnets måde at bede om trøst, mens slippegråden er mere dyb og forløsende. Og meget vigtig, hvis man skal bearbejde sorg over et tab, for eksempel ved dødsfald, skilsmisse eller lignende:

– Slippegråden er en anerkendelse af, at det, der gør ondt, ikke går væk. Der er ingen vej uden om det – man skal hulke det igennem. Og den type gråd har aber ikke, for det er en gråd, der giver udtryk en eksistentiel smerte. Aber kan godt reagere på, at en anden abe er død, men de tænker ikke videre over det, for de ved ikke, hvad død er, siger Jill Byrnit.

At mennesker også græder, når vi føler glæde, skyldes, at vi er en indviklet skabning, siger Jill Byrnit:

– Vi komplicerer ofte tingene ved at sætte ord på og dele følelser op i for eksempel glæde og sorg. I virkeligheden har vi kun ganske få typer følelser i kroppen til at udtrykke en højspændt situation. Rent fysisk er det ikke så vigtigt, om du reagerer med latter eller gråd på henholdsvis glæde og sorg – eller omvendt. Og de følelser ligger meget tæt op ad hinanden. I andre kulturer, hvor man ikke er så følelsesforskrækkede, går man meget mere ind og ud af følelser og græder og hyler, fordi det er en naturlig måde at udtrykke affekt på, siger hun.

I mange kulturer er gråd forbundet med noget barnligt og uværdigt i hvert fald foran andre mennesker, hvorfor drenge lærer, at de skal lade være med at græde, og de fleste voksne ofte undertrykker trangen. Men mange oplever, at de får lettere til tårer, når de bliver ældre – det gælder også mænd.

Psykolog Thomas Nielsen mener, det hænger sammen med, at ældre mennesker har mindre kontrol over deres følelser:

– Selvkontrollen bliver lidt mere tyndslidt med alderen. Jeg tror, man er nødt til at betragte den stigende tendens til gråd som en alderdomsbetinget svækkelse, hvor man ikke har de indre ressourcer længere, der skal til for at styre sine følelsesmæssige reaktioner, siger han.

Jill Byrnit knytter tårernes mere frie løb i den sene alder til noget helt andet, nemlig eksistentiel indsigt:

– Som vi bliver ældre og nærmer os døden, ligger det eksistentielle aspekt ind over alting: Vi har prøvet at miste, vi ved, at livet er dyrebart – det tænker man ikke over, når man er 20 år. Og derfor reagerer vi anderledes følelsesmæssigt på begivenheder, der minder os om livets kostbarhed, siger hun.

Men hun mener også, at hormonforandringer spiller ind – og igen sammenligner hun med aber:

– Mandlige chimpanser er gearet til at bruge deres energi på at kæmpe og være udadvendte, mens hunnerne skal passe unger og er mere bløde. Du kan se det samme hos drenge og piger i puberteten. De går fra at ligne hinanden følelsesmæssigt til at blive forskellige: Pigerne bliver mere indadvendte og snakker om følelser og viser omsorg, mens drengene går i gang med at opføre sig som alfahanner, siger hun.

Og når chimpanserne – og mændene – bliver ældre, falder hormonproduktionen.

– De skal ikke længere bruge deres energi på at slås og vise sig, og de får mere kontakt til deres følelser. De bliver ofte mere omsorgsfulde, men også mere klynkende end i deres unge år, og den blødhed giver dem lettere adgang til gråden, siger Jill Byrnit.

Kathrine Lilleør, sognepræst og debattør skrev sidste år bogen "Kvinde, hvorfor græder du", en selvbiografisk bog med tåren som en rød tråd. Titlen henviser til englens spørgsmål til Maria, der sørger ved Jesu tomme grav. Og tårer er et tema, der også er dybt forankret i evangelierne, påpeger Kathrine Lilleør og nævner eksemplet med apostlen Peter, der græder, da Jesus ser på ham, efter at han har svigtet ham.

– Peter græder over sig selv, og det siger mere end mange ord. Tårer kan nemlig rense sjælen – især hvis en anden bevidner, at man græder og føler medlidenhed med en, siger Kathrine Lilleør.

I arbejdet med bogen gik forfatteren med egne ord dybt i sit eget kød og sine egne tårer.

– Der er så mange former for tårer. Men uanset om det er frustrationens, vredens, sorgens, lykkens eller tabets tårer, så er tårer et blik ind i sjælen, siger Kathrine Lilleør.

Og det kan skabe frygt hos beskueren.

– Tårer handlingslammer ofte omgivelser, fordi man med et slag kommer så tæt på et andet menneske. Mange er bange for andres gråd. Og man kan også selv, hvis man græder offentligt, synes, det er ubehageligt. Det skyldes jo, at uanset om man ønsker den nærhed med et andet menneske, så tvinger tårerne det alligevel frem i en eller anden grad, siger hun.

Og gråden kan misbruges. Den græske myte om krokodillen, der græder for at narre mennesket, har skabt udtrykket krokodilletårer om de tårer, der bliver presset frem med vilje for at opnå noget bestemt.

– Gennem tiden har mange mænd sagt, at kvinder bruger tårer som våben og manipulation. Det har kvinder sikkert også gjort, men ikke kun. Kvinder har lettere til gråd, og det ligger jo i vores kultur, at mænd ikke græder. Men sandheden er, at alle mennesker græder, og det kun er en kulturel opvækst, der gør, at vi undertrykker gråden. Fordi mænd kan lukke af, er det ikke det samme som, at de ikke har følelser, der svarer til tårer, siger Kathrine Lilleør.

Og så er der de tårer, man græder af lykke. De er vidunderlige, mener hun, men tæt knyttet til smerten:

– Den store glæde har jo ofte sorgen som relief: "Her står jeg lige pludselig og tænk, at dette skal times mig". Glædestårer er på mange måder tårer, der farves af en lettelse over den sorg, man ikke fik.

vaaben@kristeligt-dagblad.dk