"Sorg er en privat sag". Sådan lød det tidligere på ugen i en overskrift i Berlingske Business. Det handlede om, hvordan man som leder "håndterede" en medarbejder, der netop havde mistet sin kone. Overskriften er et godt eksempel på, at der virkelig er brug for Lise Traps lille fine bog, "Sorg. Den dybeste ære glæden kan få". Forfatterens grundlæggende pointe er, at ingen kan tage sorgen fra den sørgende – men omgivelserne kan gøre en hel del for ikke at isolere den sørgende og lade ham eller hende sejle sin egen sø. Omgivelserne kan tage del, ikke overtage. Sorg er ikke privat, den er personlig.
Bogen er skrevet på forfatterens egne erfaringer. Det kan godt lede en skribent på vildspor, så det skrevne bliver privat og alene har nyfigenhedens interesse. Det sker ikke i Lise Traps bog. Tværtimod.
Forfatteren er sognepræst og mor til fire. Hun mistede for nogle år siden en voksen søn, og denne personlige erfaring er baggrunden for bogen. Og det lykkes Lise Trap at gøre det stik modsatte end at skrive sorgen længere ind i ensomhed og privathed:
Hun skriver sorgen ind i det alment menneskelige, det er et vilkår, vi deler som mennesker. Når hun sidst i bogen skriver om "vi – de sørgende", så er det ikke som talsperson for de andre, en isoleret gruppe ude af fællesskabet, nej, så er det dybest set os alle, for hvem har ikke mistet?
Bogen tager fat i præcis den isolation og usynlighed, der rammer mennesker i sorg, både fordi tabet sætter dem uden for eksempelvis arbejdspladsens almindelige lethed, hverdagens prioriteringer, og fordi omgivelserne er usikre og ikke ved, hvad de skal stille op.
Rådet fra Lise Trap er enkelt og ligetil: Giv udtryk for, at den sørgende er i dine tanker, og hjælp, hvor du kan. Men tro ikke, at sorgen holder op – det gør den ikke, præcis fordi man ikke holder op med at elske den, man har mistet.
Bogen er som nævnt skrevet både på forfatterens egne erfaringer med at miste, men også på hendes erfaring som sognepræst. Trap har været tæt på mennesker, der har mistet – hun ved, at andre før hende har stået der, hvor hun står. Og hun kan trække på for eksempel fortællingen om Job og hans venner, der ser, at Job har mistet. De flænger deres kapper, kaster støv på deres hoveder og sidder på jorden hos ham i syv dage og syv nætter uden at sige noget.
Der er både personligt og sjælesørgerisk, bibelsk og terapeutisk perspektiv på sorgen. Og hun er helt opmærksom på, at selvom sorgen ikke skal fornægtes, så skal den ikke fylde det hele. "Hvor ingen hegner, kun torne gro," skriver Grundtvig – og Trap peger på, at ritualer for sorgen, et besøg på kirkegården, gør netop dét, giver sorgen plads, uden at den fylder det hele.
Lise Trap er en klog kone, og hun skriver som en sådan. I bogen formidles det store og det svære jævnt og enkelt. "Sorg" er en bog, man har lyst til at give væk, til at dele. Og det er vel i grunden den største ros, man kan give en bog, der handler om sorg og død, fænomener, der truer med at isolere os fra hinanden. Den bør have plads ikke bare på kirkekontorer og hospitaler – også på skoler og i virksomhedens personaleafdeling. Sorg er ikke en privat sag.
Lise Trap: Sorg. Den dybeste ære glæden kan få. 100 sider. 148 kroner. Alfa.
Kristeligt Dagblad bragte sidste lørdag et stort interview med forfatteren om bogen.