I takt med at vold og sex fylder stadig mere i tv, har amerikanske forældre også indført regler for deres børns tv-kigning.
- colourbox.com
Sidsel Nyholm |
15. maj 2010
Amerikanske forældre efterlyser hjælp til at begrænse omfanget af "upassende indhold" på tv-skærmene
Når amerikanske børn i dag sætter sig i familiesofaen eller på deres værelser for at se fjernsyn, bliver de præsenteret for flere og mere voldsomme skildringer af vold og sex, end børn gjorde for blot 10 år siden. Og den tendens til stigende forråelse på skærmen er kilde til dyb bekymring blandt deres forældre, der efterlyser hjælp til at begrænse omfanget af "upassende indhold" på tv-skærmene.
Det viser en undersøgelse udført på vegne af den amerikanske katolske bispekonference, U.S. Conference of Catholic Bishops, USCCB. Undersøgelsen bekræfter en tendens dokumenteret i en række andre rapporter udgivet i USA inden for det seneste tiår.
Ifølge undersøgelsen, som er udarbejdet ved hjælp af en landsdækkende rundspørge uden hensyntagen til svarpersonernes religiøse overbevisning, siger flere end 80 procent af amerikanske mødre og fædre, at de ønsker at kunne kontrollere deres børns adgang til skildringer af sex, vold, ulovlig brug af rusmidler, alkoholmisbrug og vulgært sprogbrug. Over 90 procent har opstillet regler i familien for børns brug af tv, og flere end halvdelen benytter sig af teknologiske anordninger såsom de såkaldte v-chips, der indstilles til at blokere programmer med eksempelvis voldsscener eller mange bandeord.
USCCB-undersøgelsens konklusioner overrasker ikke medievagthundegruppen the Parents Television Council, PTC, hvis formål er at skabe opmærksomhed omkring, hvordan tv udsætter børn for vold, sex og vulgær sprogbrug.
– Vi ser ikke alene mere vold og sex i tv, men vi har også siden midten af 1990'erne set, at fremstillingerne bliver langt grovere. Det er i dag normalt at vise eksempelvis tortur, prostitution og sex mellem voksne og mindreårige. Tv afspejler ikke bare samfundet. Det normaliserer adfærdstyper, som eksisterer på kanten af samfundet, siger Melissa Henson, der er direktør for oplysningsenheden i PTC.
Flere tidligere undersøgelser dokumenterer, at skildringer af grov vold og sex fylder stadig mere i de populære amerikanske tv-programmer, som også eksporteres i stort antal til Danmark.
Da PTC for tre år siden granskede de programmer, der blev vist i den såkaldte "familietime" mellem klokken 20-21, opdagede den eksempelvis, at der var sket en støt stigning i mængden af blod og erotik på skærmen. Mellem 2000 og 2007 steg mængden af voldsskildringer i "familietimen" med knap 53 procent, mens mængden af sexscener skød i vejret med godt 22 procent.
– Det er et relativt nyt mønster, og forklaringen er formentlig, at vi som samfund bliver forhærdet. Vi er nået et mætningspunkt, hvor der skal meget til for at provokere os og fange vores opmærksomhed, vurderer Melissa Henson.
Det gælder også typerne af vold. I en undersøgelse konstaterer PTC, at skildringer af vold mod kvinder – heriblandt overfald, voldtægter og tortur – på amerikansk tv er vokset med 120 procent i løbet af de seneste fem år, mens handlingsforløb med teenagepiger som voldsofre er steget med 400 procent i samme periode. PTC fremhæver blandt andet den populære dramaserie "CSI" samt den animerede tv-serie "Family Guy", der i Dan-mark er blevet vist på DR og TV3.
– Det er en chokerende tendens. Selvom historierne præsenteres negativt, så er de stadig med til at bidrage til en overordnet forråelse og til en accept af vold mod kvinder, siger Melissa Henson.
Ifølge flere amerikanske undersøgelser kan børn og unge på lang sigt tage skade af det, som de ser i fjernsynet.
En undersøgelse fra psykologorganisationen American Psychological Association konkluderer eksempelvis, at børn, som identificerer sig med "aggressive tv-figurer" og opfatter volden som værende realistisk, har større risiko for senere i livet selv at reagere på konflikter med vold. Og sidste år udstedte børnelægeforeningen American Academy of Pediatrics, AAP, en advarsel om, at mængden af vold i underholdningsmedierne nu er så stor en trussel mod børn og teenagere, at lægestanden bør skride til handling.
– Beviserne er nu klare og utvetydige: Vold i medierne er med til at nære vold og aggression i det virkelige liv, konstaterer AAP.
PTC anbefaler, at forældre er opmærksomme på deres børns medieforbrug, men opfordrer samtidig til øget aktivisme.
– Forældre må lægge pres på tv-industrien og især på annoncørerne, som i sidste ende finansierer programmerne. Vi har ikke længere råd til at lade stå til, siger Melissa Henson.
nyholm@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad