Det er desværre ikke første gang jeg hører at samvær med barn i skilsmisse familier kædes sammen med den ene forældres ret til kirkegang. I et tilfælde fra Vestjylland truer faderen med at fratage moderen enhver samkvemsret til fælles barn, hvir hun tager barnet med i frikirken, specielt pinsekirken. Selv til jul måtte moderen snige barnet med til børnegudstjeneste i den lokale folkekirke. Her er det faderen, der er problemet, men statsamtet har lyttet til ham og skrevet det ind i sagsakterne. Igen undrer jeg mig over denne statslige diskrimination af en frikirke og forældres ret til relifionsfrihed !

Som jeg også skrev som kommentere på Facebook, fordi det er en meget stor forbrydelse myndighederne begår her.

Det kan da ikke være deres mening, at Kristne skal miste respekten for myndighedernes afgørelser, og stille spørgsmål angående deres autoritet?

Ultimativt vil det jo resultere i at vi klare alt indbyrdes, og bliver nød til at hemmeligholde vores aktiviteter. Jeg håber og beder til det ikke vil komme så vidt, så længe jeg lever!

Åbenhed tjener både menighed og myndighed bedst, men det kræver en vilje til at samarbejde.

Fra atiklen:
""Det er et vilkår for samværet, at (faderens navn, red.) ikke tager (barnets navn, red.) med hen til steder, hvor pinsekirkens/missionens medlemmer dyrker deres religion," skriver Statsforvaltningen i sin afgørelse."

Hvorfor sidder jeg med en fornemelse af, at reaktionerne, også herinde, ville have været helt anderledes hvis der stod: "Det er et vilkår for samværet, at (faderens navn, red.) ikke tager (barnets navn, red.) med hen til steder, hvor muslimer dyrker deres religion," skriver Statsforvaltningen i sin afgørelse."

Eller måske i den katolske kirke!
Jeg kender et tilfælde, hvor en mor blev "dømt" til at holde op med at tage sin datter med til søndagsmessen. Det var en trist historie, for mor og datter hyggede sig helt åbenbart herligt sammen til disse messer. Men faderen var arg modstander af denne kirke og havde forældremyndigheden.

Hvor mange børn er så døde af skam fordi sekularisternes ækle mosaiske kærlighedsdræbende og ægteskabsopløsende "retsvæsen" render rundt og skaber splid mellem børnene og deres forældre ?

Hvad Gud har sammenføjet, det bør mor og "retsvæsenet" ikke adskille. En Datter er gift med sin Far, og hvis han er stærk nok i troen, så hjælper det ikke mor at have "retsvæsenet" på sin side, for så kan hun og "retsvæsenet" bare gå hjem og skamme sig.

Det velsignede Ægteskab og kærlighedens Gud er etisk set over "retsvæsenet".

Det er en hel urimelig afgørelse, at en far ikke må tage sin datter med i kirke, her en pinsekirkemenighed.

Vi har religionsfrihed i Danmark og myndigheder bør ikke kunne begrænse trosfriheden på denne mådee.

Og Astor, det ville jeg også have sagt, hvis der var tale om en muslimsk far, der ønsker at tage sin søn med til fredagsbøn i moskeen - for også her gælder religionsfriheden.

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne
http://www.kd.dk/nederby

Kære alle.

Jeg er en af de forældre som har et vilkår i samværsresolutionen.

Dette vilkår består i at vores datter ikke må deltage i religiøse eller kirkelige handlinger i Evangelist.

Et sådans vilkår er ikke opstået ud af ingenting. Statsforvaltningen samt familiestyrelse har undersøgt sagen nøje og indhentet dokumentation fra alverdens steder. Udfra det finder de at det ikke er vores datter tarv at deltage i religiøse sammenhænge når hun er på samvær hos sin far.

Det handler i bund og grund ikke om samværsforælderen ret til et religiøst liv, ej heller om at systemet eller den tidligere ægtefælle vil dikterer hvilket liv de bør leve, men om hvad der er bedst for barnet.

Vi har religionsfrihed i Danmark... Men er det kun de voksne der har det ? Hvad med børn ? har de ingen religionsfrihed ?

I forældransvarsloven står der: § 2. Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov.

Stk. 2. Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.


Personlige overbevisninger er en menneskeret i Danmark, dog findes der tidspunkter, hvor man må leve op til sit forældre ansvar og tilsidesætte sine egne behov for at drage omsorg for sine børn. Det handler udelukkende om at varetage barnets tarv og finde den bedste løsning.


Det interessante i denne debat om religiøse overbevisninger og samvær er, at det synes svært for nogen at forstå at det i bund og grund er vilkår for samværet som er brudt.
Havde vilkårene handle om alkohol, spil, stoffer, eller sex , ville vi alle mene at de skulle overholdes til punkt og prikke og hvis der blev snydt og vilkårene brudt alligevel ville vi så ikke alle synes at samværet skulle stoppes ?

Tanker fra en mor

Jeg kan godt sætte mig ind i tankerne fra "en mor". Men hun overser, at det rent faktisk kan være barnets ønske at komme med far/mor i kirken,

Vi skal altid se på barnets tarv, men det kan da også være barnets tarv at få lov til at komme med i en menighed, at være en del af det menighedsfællesskab, for far/mor er en del af.

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne
http://www.kd.dk/nederby

"Og Astor, det ville jeg også have sagt, hvis der var tale om en muslimsk far, der ønsker at tage sin søn med til fredagsbøn i moskeen - for også her gælder religionsfriheden."
Kære Bjarne - jeg er helt enig med dig. Men samtidig må vi indse, at vore øjne - også mine, ville være helt anderledes farvet, hvis det var en muslimsk far der gerne ville have sin søn med i moske, mens hans fraskilte, danske kone gerne så at han ikke gjorde dette.

Hvad angår om barnet vil med mor/far i kirken/religiøse steder - mit indtryk er, at børn gerne vil være sammen med deres forældre, ligemeget hvor, om det så er til messe eller på spejderlejr. Jeg tror ikke børn "tørster" efter at høre Gud/Allahs ord - de "tørster" efter at være sammen med deres forældre.
Så der er vi også ret så enige.

Samtidig har jeg en nær ven, hvis barndom blev "ødelagt" (hans eget ord) af, at hans forældre tog ha, med til Jehovas Vidners mange arrangementer, bl.a. missiononsarbejdet fra dør til dør, til stor gene for en generet ung dreng. Som voksen, har han stadig ikke tilgivet sine forældre dette.

Det må være en forældres ansvar at skille mellem barnets ønske at være sammen med sin forældre og samtidig vurdere om aktiviteten er passende for barnet. En far, der dyrker bjergbestigning, vil sagtens kunne tage sønnike på 12 med på mindre turer, men vel næppe på ekspedition til Mount Everest!