Mens de indirekte forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne fortsætter, skruer Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, op for den reli-giøse retorik
Op til den årlige Jerusalem-dag i den kommende uge, hvor is-raelere markerer erobringen af Østjerusalem i 1967, står Jerusalems status øverst på programmet. Ikke kun i de indirekte forhandlinger, Israel og palæstinenserne har påbegyndt med amerikansk mægling, men også hos den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.
I sin tale under det ugentlige kabinetsmøde fastslog Netanyahu i denne uge, at Jerusalem er Israels evige og udelelige hovedstad og bemærkede, at Jerusalem er nævnt 850 gange i Det Gamle Testamente.
– Hvad angår antallet af gange, Jerusalem nævnes i andre religioners hellige skrifter, opfordrer jeg jer til at tjekke selv, sagde Netanyahu på kabinetsmødet med en antydning om, at Israel og jøder har mere ret til Jerusalem, fordi Jerusalem nævnes flest gange i Det Gamle Testamente, og fordi jødedom er ældre end både kristendom og islam.
Netanyahu nævnte ikke de indirekte forhandlinger med palæstinenserne i sin tale, hvilket forstærker palæstinensernes skepsis over for den israelske regerings fredsskabende hensigter.
Ifølge den palæstinensiske talsmand Yasser abed Rabbo skal alle emner, inklusive Jerusalems status, diskuteres i de indirekte forhandlinger, der er sat til at strække sig over fire måneder.
– Men den israelske regerings insisteren på, at Jerusalem kun tilhører Israel, er en klar hindring på vejen til fred, siger han og hentyder til palæstinensernes krav om at gøre Østjerusalem til det fremtidige Palæstinas hovedstad.
Den amerikanske præsident, Barack Obama, har ikke kommenteret på Netanyahus seneste udtalelser, men Jerusalems status har været årsag til en diplomatisk krise mellem Israel og USA, siden Israel for to måneder siden offentliggjorde omfattende byggeriplaner i Østjerusalem, mens den særlige mellemøstudsending George Mitchell var på besøg.
allan@kristeligt-dagblad.dkLEDER SIDE 16