Efter os syndfloden?

GANSKE VIST VIL erindringen om både Goethe og Kundera utvivlsomt overleve millioner af deres samtidige – i den forstand er historien ubønhørlig over for den moderne lighedstanke. Men mindre kan vel også gøre det? Eftermælet er os kun ligegyldigt, hvis vi ikke har noget at sige til vore efterkommere.

"Efter os syndfloden," sagde Madame de Pompadour i 1757, da Frederik den Store af Preussen havde besejret den fransk-tyske hær. Sentensen er muligvis antik, men den er karakteristisk for den moderne livsfølelse. Samtale mellem generationerne – måske ligefrem empati – er blevet et ukendt fænomen. Man forestiller sig Madame de Pompadour besøge klosteret i Veruela under et ufrivilligt ophold på en rejse til Toledo. Hun vil haste sine skørter forbi don López' gravmæle og næppe værdige det et blik.

Tilsvarende anno 2010, hvor bilisterne drøner forbi på E804. Måske siger de som en yngre børsmægler, da det tyske ugemagasin Der Spiegel for ti år siden lavede en enquête om den kreative klasses egoisme: "Efter mig syndfloden." Det er ikke bare moderne, det er postmoderne. Hvorfor skulle jeg bruge tid på at glo på en 700 år gammel stenridder?

Jeg tror, at når det moderne menneske ikke kerer sig om eftermælet, men kun om sin egen selvrealisering nu og her, skyldes det dybest set, at det ikke kerer sig om efterkommerne. Tiden går hurtigere og hurtigere, og jeg skal aldrig dø – ellers kan det hele også være ligegyldigt!

Hvorimod don López Jiménes og hans familie har levet med salmistens ord: "Mine dage er som skyggen, der hælder, og jeg må visne som græs." Bevidstheden om dødelighedens vilkår og livets korthed – det lykkelige nu – har gjort det vigtigt at tale til dem, der kommer efter. For i dem føres livet og lykken videre.

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, sygehuspræst Anne Mette Berg, sognepræst Marianne Christiansen og medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm