Politisk tovtrækkeri om historien

I Frankrig er det en lov, som siden 2001 har fastslået, at "Frankrig anerkender offentligt det armenske folkemord i 1915". Frankrig har også ved lov anerkendt slaveriet og slavehandelen som forbrydelser mod menneskeheden. Og i både Frankrig, Belgien og Tyskland er det forbudt at benægte holocaust.

Det er i henhold til denne lovgivning, at den fundamentalistiske katolske præst Richard Williamson er blevet idømt en bøde på 75.000 kroner ved en tysk domstol i Regensburg for at have erklæret, at "gaskamrene har efter min mening aldrig eksisteret".

Ingen seriøse historikere benægter gaskamrenes eksistens. Men flere og flere er bekymrede over politikernes ønsker om at blande sig i historieskrivningen og vedtage resolutioner eller love om, hvordan denne eller hin historiske begivenhed skal udlægges.

Og bekymringen er ikke blevet mindre af, at Det Europæiske Råd i 2006 vedtog et rammedirektiv om bekæmpelse af racisme og fremmedhad, som blandt andet forpligter de 27 EU-lande til at forbyde "benægtelse, forherligelse eller grov bagatellisering af folkedrab". Ved folkedrab forstås massakrer, der er defineret som folkedrab af internationale retsinstanser, herunder Nürnberg-domstolen eller Den Internationale Straffedomstol. Direktivet skal være omsat i national lovgivning senest i november i år.

– Det er stærkt foruroligende, for direktivet går langt videre end de eksisterende lovgivninger, der forbyder benægtelse af folkedrab. Her er også tale om at kriminalisere "bagatellisering" af folkedrab. Vi risikerer, at det betragtes som bagatellisering at forsøge at placere et folkedrab i en historisk sammenhæng og forklare baggrunden for massakren, siger den franske historiker Olivier Salvatori, generalsekretær for netværket Frihed for historien, et oprindeligt fransk netværk, hvis appel imod mindelovgivningerne, den såkaldte Appel de Blois, er blevet underskrevet af historikere fra 44 lande.

EU-direktivet blev fremsat på foranledning af Frankrig og vedtaget under det franske formandskab. Men siden har flere lande, inklusive Frankrig selv, fået kolde fødder trods den enstemmige vedtagelse.

Blandt andet understreger Tyskland i sine kommentarer til direktivet, at der skal tages hensyn til nationale lovgivninger, der kun gør det muligt at straffe udsagn, som opfordrer til vold mod identificerbare grupper eller enkeltpersoner.

Holland henviser til, at direktivets hensigt er at forhindre hadefuld tale, der tilskynder til vold, og at direktivet derfor allerede er omfattet af eksisterende lovgivning. Samme udlægning har man i det danske justitsministerium, der henviser til straffelovens paragraf 266 b, den såkaldte racismeparagraf om udtalelser, der håner eller nedværdiger på grund af race, hudfarve, religiøs eller seksuel orientering.

Men andre lande har omvendt opfordret til, at direktivets rækkevidde udvides. Letland ønsker, at også forbrydelser begået i kommunismens navn inkluderes. Synspunktet støttes af Polen, som desuden kræver straf for, at nazistiske koncentrationslejre i Polen fejlagtigt omtales som "polske koncentrationslejre".

– Vi har lukket op for en inflation i mindelovgivningen, hvor enhver gruppe af ofre kræver deres egen lov. Vi hører om krav om anerkendelse af Stalins udsultning af Ukraine i 1930'erne eller om Frankrigs rolle i optakten til folkemordet i Rwanda for ikke at tale om kravene om en kriminalisering af benægtelse af det armenske folkemord, siger Olivier Salvatori.

Et særligt foruroligende eksempel er Rusland, hvor regeringen under dække af et forbud mod "rehabilitering af nazismen" har forsøgt at kriminalisere enhver kritik af Den Røde Hærs fremfærd under Anden Verdenskrig.

– Observatører har set den nye lovgivning som led i en løbende rehabilitering af Stalin, fordi den reelt forbyder kritik af mange af hans politikker. Det er endnu et eksempel på et politisk ønske om at ophæve historien til et dogme, understreger Antoon De Baets.

Men også Frankrig har demonstreret, hvor vidt den officielle historieskrivning kan gå med vedtagelsen af en lov i 2005, som påbød historikere og historielærere at påvise "koloniseringens positive konsekvenser".

Loven blev siden afskaffet og var medvirkende til, at lovforslaget om et forbud mod benægtelse af folkemordet mod armenerne, som blev fremsat i 2006, siden er blevet syltet sammen med alle andre erindringslove til stor fortrydelse for den armenske diaspora i Frankrig.

– Forsøg på at benægte historien pakkes ofte ind i søforklaringer om, at massakrerne dybest set var ofrenes egen skyld. En kriminalisering af benægtelse af folkemordet er en præventiv indsats, der kan forhindre sammenstød mellem tyrkiske og armenske befolkningsgrupper, siger Alexis Govciyan, formand for paraplyorganisationen for armenske organisationer i Frankrig, CCAF, der støtter det europæiske rammedirektiv.

Det samme gør Morten Kjærum, leder af EU's Agentur for Fundamentale Rettigheder i Wien:

– Benægtelse af folkemord benyttes blandt andet til legitimering af rehabilitering af racistiske teorier eller til legitimering af diskrimination. Det handler ikke om at skabe en officiel historieskrivning eller om at stække ytringsfriheden, men om, at der også er grænser for ytringsfriheden. I sidste ende er det op til domstolene at sætte disse grænser, mener Morten Kjærum.

Et synspunkt, historikerne er dybt uenige i.

– Historisk ukorrekte og forkastelige udtalelser skal ikke forbydes, men mødes med argumenter, og armenerne burde hellere kræve, at Tyrkiet åbner sine arkiver, så vi kan få fuld klarhed over, hvad der skete. Det er ualmindelig farligt at sætte grænser for den historiske debat, netop som historien er ved at blive genstand for politisk kamp, især i Østeuropa, siger Olivier Salvatori.

historie@kristeligt-dagblad.dk