Marie Louise Bruun Jørgensen |
17. maj 2010
Henning Toft Bro, ny biskop over Aalborg Stift, sætter pris på udfordrende kultur, der giver stof til eftertanke og er fuld af engagement
Hvad er din seneste store læseoplevelse?
– Jeg læser to-tre bøger om ugen, både fag- og skønlitteratur. Men min seneste store oplevelse er Lars Keplers bog "Hypnotisøren". Når man læser mange af de store klassikere, er det rart en gang imellem at læse noget helt andet. Det giver et bogligt frikvarter, hvor jeg ikke skal tænke så meget, men hvor jeg bare kan lade mig flyde med af en spændende og godt fortalt historie. Det giver mulighed for at få en helt anden læseoplevelse.
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?– Det har William Heinesens "De fortabte spillemænd". Jeg læser den cirka en gang om året og vender tilbage til den igen og igen. Det fantastiske ved den er person- og naturskildringen. Han bruger fantastiske billeder og skriver om herlige ting fra Færøerne. For eksempel hvordan de fantastiske spillemænd, når de er færdige med at spille om natten, lægger sig ud på kanten af Atlanterhavet og nyder solopgangen.
– Jeg stammer fra den jyske vestkyst, og jeg finder mange ligheder mellem måden, jeg selv er vokset op på, og måden, man lever på på Færøerne – i et område, hvor man skal gøre tingene selv. Jeg synes, jeg kan identificere mig meget med de ting.
Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?– Der kommer en ny og meget spændende sommerudstilling på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig den 22. maj. Den hedder "MortenZen og den franske forbindelse" og handler om den danske modernist Richard Mortensen og hans samarbejde primært med internationale kunstnere fra den tid, hvor han boede i Paris.
– Jeg ved en del om det, fordi jeg selv har været formand for museet indtil for nylig og har været med til at forberede udstillingen. Der bliver lånt kunstværker til udstillingen både i Danmark og i udlandet, og jeg tror, det vil give genlyd i både ind- og udland.
Hvad betyder kultur for dig?– Kultur er med til at kaste en åndelig dimension over mit liv. Det er en blanding af mange ting – museer, koncerter, forsamlingshuse, foreningsliv. Jeg nævner foreningsliv, fordi der er et rigt kulturliv i hele landet – ikke mindst i den ende af landet, hvor jeg bor. Kultur er folkeliv, og det bidrager til, at vi bærer og supplerer hinanden.
– Men kultur skal også udfordre. Museet i Lemvig havde for flere år siden en udstilling af Anders Kirkegaard, hvor der blandt andet var døde mennesker i udstillingen. Det udfordrede mig meget dengang, og det rører stadig noget i mig i dag. Kulturen skal gerne gå lige til kanten, så eftertanken melder sig.
Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?– Jeg er selv et musisk menneske – skriver salmer og komponerer – og kormusik har altid betydet meget for mig. Det kunne godt få mere opmærksomhed, synes jeg. Det, man selv er optændt af, vil man også gerne dele med andre. For mig handler det om livsglæde og engagement.
– Sidste år havde vi et stiftsmenighedsrådsstævne i Aalborg, hvor Folkekirkens Ungdomskor sang. De sang sig ind i vores hjerter, og vi snakker stadigvæk om det. Det var meget smukt og bevægende.
Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?– Nej, jeg holder meget af al kultur, som er professionel, engageret og lidenskabelig. Jeg elsker klassiske koncerter, rockkoncerter, folkemusik. Hvis folk er lidenskabeligt optagede af det, de præsenterer, så bliver jeg som regel også grebet af det.
– Men ballet sagde mig ikke noget, indtil min kone engang lokkede mig ind for at se en Schaufuss-ballet. Siden har jeg været solgt. Vi har set alt det, vi kunne komme i nærheden af i de senere år. Det er graciøst og smukt, og Peter Schaufuss fortæller fantastiske historier med balletten.
joergensen@kristeligt-dagblad.dk