Biskop Lodberg Hvas er selektiv i sin kristne rummelighed, mener indremissionær Henri Alex Jensen.
- Henning Bagger/Scanpix Denmark
Henri Alex Jensen |
17. maj 2010
Biskop Søren Lodberg Hvas er ikke konsekvent i sine udtalelser om den evangelsk-lutherske lære, mener Henri Alex Jensen, indremissionær.
I FORBINDELSE MED biskop Søren Lodberg Hvas' afsked var der et længere interview i Kristeligt Dagblad den 3. maj, hvori Hvas blandt andet udtaler, at han intet har til overs for de udfald, der har været mod hans ven og medforfatter til en bog om tro, nemlig Kaj Mogensen, som er præst, og som er kendt for at agitere og forsvare læren om alles frelse – en vranglære, som i kirkehistorien opstod omkring det tredje århundrede.
Mange teologer og lægfolk har med Bibelen og kirkens bekendelsesskrifter som grund måttet afvise Kaj Mogensens skriftlige indlæg, som med mellemrum blandt andet er kommet i Præsteforeningens Blad og i Kristeligt Dagblads spalter.
Det er disse indvendinger, som biskop Hvas betegner som noget af det mest åndsforladte og fattigste teologiske angreb, han har oplevet. "Jeg synes, det har været armt," siger han ligefrem.
Det er rystende ord fra en biskop og præst, som har forpligtet sig over for den evangelisk-lutherske lære, der netop har Skriften og bekendelsesskrifterne som fundament og ramme for sin forkyndelse, vejledning og virke. Man skal nemlig ikke have læst ret meget i disse for at vide, hvad der her siges både om frelse og fortabelse. Man skal virkelig passe på for ikke at bevæge sig ned på det plan, biskoppen åbenbart befinder sig på, og tage nogle af de samme udtryk i anvendelse bare med modsat fortegn.
TINGENE BLIVER yderligere sat i relief af, at Hvas forinden har nævnt, at han som noget af det vigtigste i sin embedsperiode tog sin tilsynsforpligtelse alvorligt og tog initiativ til en præstesag og præsteret (for øvrigt den første nogensinde) og derigennem fik afskediget sognepræst Bent Feldbæk Nielsen, Snedsted.
Biskoppens begrundelse var, at Snedsted-præstens forkyndelse var en klar kategorisk og uforbeholden bestridelse af det evangelisk-lutherske dåbssyn. Om denne sag var så klar, som biskoppen giver udtryk for (og endda er parat til at sætte kjole og krave og medlemskab ind på) skal jeg lade være usagt.
Men det klinger uvægerligt hult, når biskoppen samtidig med at påberåbe sig ansvar, tilsynspligt og den evangelisk-lutherske lære i samme interview to spalter længere henne forsvarer Kaj Mogensens vranglære og tilmed udtaler: "En teoretisering om, at nogen går fortabt, er ugudelig efter min opfattelse." Når biskoppen siger sådan, skylder han at fortælle, hvad der efter hans definition skal understreges, og hvad der skal overstreges i den evangelisk-lutherske lære, i bekendelsesskrifterne og i Skriften selv.
Man kan ikke både blæse og have mel i munden. For hvis nogen fornægter dele af disse, er det biskoppen selv. Og på det grundlag var det mere respektfuldt, om biskoppen ærligt havde erkendt dette og aflagt sin krave og kjole og dannet en kirke efter sin egen opfattelse. Hvad er det ellers for et hykleri?
Man må undre sig, når der i den samme artikel står om Lodberg Hvas, at rummeligheden velsagtens er et ord, som passer meget godt på den afgående biskop, der blandt andet er gået foran for homoseksuelles rettigheder.
Jo, på nogle punkter har rummeligheden været meget stor, men så sandelig ikke på andre.
Når dette er sagt og skrevet, betyder det ikke, at ikke også jeg ved, hvor svær den tanke er, og hvor svært det er at skulle tage med i forkyndelsen, at også fortabelsen bliver nævnt af Jesus og i Bibelen som en mulighed for udgangen af livet her.
Men at undlade det og endda fornægte, ja, ligefrem nedgøre dem, der i troskab mod bibel, bekendelse og salmebog ikke tør andet, det er dog en trist afskedssalut.
Henri Alex Jensen,
indremissionær og tidligere medlem af Indre Missions hovedbestyrelse,
Bergensvej 29, Silkeborg
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad