Spørgsmålet om aktivering af svært syge og langtidssyge er politisk set et tveægget sværd
"Minister freder kræftpatienter".
Sådan lød en overskrift her i avisen for godt et år siden. Det var daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), som lovede, at kræftpatienter i kemobehandling ikke skulle jages til aktiveringssamtaler i kommunernes jobcentre.
Indrømmelsen kom, efter at både Kræftens Bekæmpelse og eksperter på social- og sundhedsområdet havde råbt vagt i gevær.
Blandt andet kunne man i Kristeligt Dagblad læse en konkret historie om en kvinde, der var blevet kaldt til aktiveringssamtale – fire dage efter, at hun var blevet udskrevet fra hospitalet efter en operation for brystkræft.
En sag, der på flere punkter ligner den fra Svendborg, som omtales i dagens avis. Og som i øvrigt ligner sager, pressen har skrevet om i årevis. Sager som ingen minister ønsker at se i avisen. For ansvaret for den umenneskelige behandling af syge mennesker falder meget let tilbage på ministeren selv.
Den nuværende beskæftigelsesminister, Inger Støjberg (V), har grebet fat i den aktuelle sag fra Svendborg, inden den nåede frem i medierne. Via Arbejdsmarkedsstyrelsen har hun sendt et brev til alle kommuner, hvori reglerne indskærpes.
Det vanskelige er, at brevet forsøger at sælge to budskaber på samme tid.
På den ene side vil regeringen stadig gerne have, at så mange syge som overhovedet muligt kommer tilbage arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt. Erfaringen fortæller nemlig, at langtidssygdom er en sikker vej ud af arbejdsmarkedet og over på varig offentlig forsørgelse.
På den anden side er det ekstremt følsomt at indkalde syge mennesker til aktiveringssamtaler, og det skal kommuner og beskæftigelsescentre tage hensyn til, fremgår det af reglerne.
Det er også et dilemma for mange af de syge selv. Eksempelvis kan chef for rådgivningsafdelingen i Diabetesforeningen Signe Hasseriis fortælle om kommuner, der er alt for tilbageholdende med at hjælpe syge igang. "Kom igen, når du ligger ned", har beskeden angiveligt været til diabetikere, der gerne ville have støtte fra kommunen, og som måske kunne klare et job på nedsat tid eller i kortere perioder.
Og så er der pengene. De gældende regler om aktivering af syge blev formuleret i et politisk forlig for et år siden mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Radikale.
De Radikales beskæftigelsesordfører, Morten Østergaard, forklarer, at hans parti gik med i forliget, fordi målet om at styrke opfølgningen på de langtidssyge er fornuftigt nok.
Både Dansk Folkeparti og De Radikale lagde vægt på, at der skulle være en "nødbremse" i systemet.
Dels skulle man ikke tvinges i aktivering efter 10 ugers sygdom, hvis man for eksempel havde et brækket ben i gips og først måtte gå igen efter tre måneder.
Dels skulle alvorligt syge ikke tvinges i aktivering, og lægen eller sygehuset skulle altid høres, dog uden at vedkommende fik det afgørende ord om, hvorvidt en patient skulle aktiveres eller ej.
Kommunerne får 65 procent af deres udgifter til sygedagpenge refunderet fra staten, hvis de syge aktiveres, men kun 35 procent uden aktivering.
Det giver kommunerne et incitament til at presse de syge igang. Formelt set skal man aktivere de syge i mindst 10 timer om ugen i 10 uger, men i brevet fra Arbejdsmarkedsstyrelsen til kommunerne understreges det, at man godt i særlige tilfælde kan gå helt ned til en times aktivering om ugen.
Morten Østergaard fortæller i øvrigt, at han netop har hørt om en sag fra København, hvor en arbejdsgiver har nægtet at udlevere mobiltelefonnummeret på en alvorligt syg ansat, som er indlagt på hospital. Kommunen truer arbejdsgiveren med at fratage ham refusionen af sygedagpenge, hvis han ikke udleverer telefonnummeret.
Men det måske en af de sager, som Københavns Kommune lader falde nu.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk