Iran vinder tid og sår usikkerhed om vestlige sanktioner mod landet med ny aftale om opbevaring af uran i Tyrkiet. Optimister uden for landet betegner aftalen som "historisk"
At Iran pludselig og efter meget korte forhandlinger accepterer et tyrkisk-brasiliansk forslag om opbevaring af præstestyrets uran, vækker både håb og skepsis.
De håbefulde betegner ideen om, at 1200 kilo af Irans berigede uran (over halvdelen af Irans uran ifølge atom-energiagenturet, IAEA) skal opbevares på tyrkisk jord som et "gennembrud", mens skeptikerne næsten pr. automatik leder efter det iranske styres skjulte dagsorden i henhold til aftalen.
Officielt omfatter aftalen, som Iran vil sende videre til FN's agentur for atomenergi i Wien, at Tyrkiet skal modtage 1200 kilo uran, der er 3,5 procent beriget. Den mængde skal Tyrkiet omdanne til 120 kilo uran af 20 procents berigelse og tilbagelevere til Iran.
Tanken er, at Iran på den måde ikke selv vil udvikle de tekniske foranstaltninger, der skal til for at berige uran til højere procenter og hermed til et niveau, der kan bruges i et militært atomprojekt.
Efter seks års europæiske anstrengelser om at nå en lignende aftale med Iran er "gennembruddet" næsten for godt til at være sandt.
Umiddelbart, som det ses i de mest optimistiske kredse, er Iran endelig gået på kompromis med Tyrkiet som den centrale mægler. Og EU, USA og Tyrkiet kan alle – i fællesskab med Iran, der håber, at det seneste gennembrud vil forhindre yderligere sanktioner – være tilfredse med udviklingen, der i bred forstand er en sejr for både dialog og diplomati. Mellem EU og USA er der i øjeblikket bred enighed om, at dialog er den foretrukne fremgangsmåde med Iran, og for begges vedkommende opfattes Tyrkiets mæglerrolle som en positiv udvikling og det brohoved, der kan styrke dialogen mellem vest og islam.
Skeptikerne er meget mere varsomme med at uddele roser til det Iran, der gennem seks år bevidst har trukket samtaler med EU-lande i langdrag for at vinde tid til at udvikle atomprojektet. For dem er aftalen med Tyrkiet ikke andet end endnu en omgang i de drøje og løgnagtige forhandlinger, der i sidste ende skal give Irans styre atomtrumfen på hånden. Indtil videre har således både Storbritannien, Rusland og Frankrig udtrykt en vis forbeholdenhed over for aftalen mellem Iran og Tyrkiet.
For det første virker det underligt, at Iran nu accepterer et forslag, der næsten er identisk med det forslag, EU-lande fremlagde for et helt år siden. Svaret på hvorfor-først-nu-spørgsmålet er, at Iran dengang ikke havde udsigt til en fjerde runde af sanktioner og derfor ikke følte sig presset nok til at indgå en aftale med de europæiske lande. Iran håber, at den nuværende aftale med Tyrkiet vil få en række lande som Kina og Rusland til at modsætte sig nye sanktioner mod præstestyret og samtidig give USA fornyet håb om, at det er muligt at nå endnu længere i dialogen.
Men skeptikerne spørger også, hvor meget uran Iran har nået at berige til sig selv i løbet af de seneste 12 måneder, siden det europæiske forslag om at opbevare 1200 kilo uran. Måske har Iran tre gange så mange kilo uran. Måske ti gange så mange. I det tilfælde er det ikke noget problem for Iran at sende 1200 kilo til Tyrkiet. Tværtimod.
Hele verdens opmærksomhed vil automatisk lade sig flytte fra de iranske centrifuger til opbevaringen af de 1200 kilo i Tyrkiet. På den måde har Iran udsigt til at kunne fortsætte sin hemmelige berigelse af uran, samtidig med at truslen om sanktioner bliver mindre.
allan@kristeligt-dagblad.dk