Andreas Rude |
18. maj 2010
Anklager om misbrug forfølger præster hele livet. Selvom en præst bliver frikendt, tøver biskopperne ofte med at genindsætte ham
Pædofile præster skal straffes og hindres i nogensinde igen at have med børn og unge at gøre. I takt med at misbrugsskandalen har udviklet sig i den katolske kirke, er det kombinationen af hurtig politianmeldelse og en automatisk suspension af den mistænkte præst, mens undersøgelserne står på, der har vist sig som den mest effektive måde at håndtere krisen på. Og viser en præst sig at være skyldig, er det princippet om "nultolerance", der er det universalværktøj, hvormed flere og flere biskopper verden over reagerer med opbakning fra Vatikanet. Et enkelt overgreb – og så er man ude for altid.
Mediestormen, som den katolske kirke har været udsat for i de seneste måneder, gør det usandsynligt, at nogen biskop vil føle sig fristet til at afvige fra denne kurs i lang tid fremover. Men de klare linjer og den øgede beslutsomhed er ikke uden omkostninger og yder ikke megen beskyttelse for den præst, der er uretmæssigt anklaget, også selvom domstolene har frifundet ham. For biskopperne og Vatikanet er ifølge kirkejurister mindst lige så langsomme til at genindsætte frifundne præster i deres tidligere funktioner og rettigheder, som de tidligere var til at skride ind over for præster, der forgreb sig på børn og unge.
Den amerikanske nyhedstjeneste Religion News Service fortæller historien om pastor James Selvaraj, en katolsk præst fra Indien, der arbejdede i USA, og som i 2006 blev anklaget for overgreb på et barn. Mindre end tre måneder senere afviste et nævningeting at rejse tiltale mod præsten, og James Selvaraj bevarede sin straffeattest uplettet. Ikke desto mindre har biskoppen af Trenton, New Jersey, i hvis bispedømme Selvaraj virkede, afvist at rehabilitere ham, ligesom præsten heller ikke længere får nogen løn. I stedet lever han af understøttelse fra sine tidligere sognebørn, for hvem han fra tid til anden fejrer messe privat, fordi han har forbud mod offentligt at give sig til kende som præst.
Ifølge grupper som "Justice for Priests and Deacons" og "Opus Bono Sacerdotii", der støtter præster, der er anklagede for overgreb, er der i USA alene 300 præster, der hævder at være uskyldige og venter på at blive renset. Ifølge kirkeretten bør en biskop gøre alt, hvad han kan, for at hjælpe en præst, der er falsk anklaget. Det kunne ske ved at læse messe sammen med præsten og bruge prædikenen til at fortælle, at anklagerne mod ham var uberettigede. Eller biskoppen kunne tale med medierne og søge at give præsten oprejsning ad den vej. Men det sker sjældent.
Det er nemt at forstå, for de fleste anklager om overgreb er årtier gamle, og det gør det ofte svært at afgøre skyld eller uskyld. Endelig er tiltalefrafald og frifindelse ved domstolene ikke nogen garanti for, at den anklagede er uskyldig. Og hvad nu hvis der dukker nye anklager op? Så risikerer biskoppen at blive slagtet af medierne.
Misbrugsskandalen har været en hård lektie for den katolske kirke, og for det meget store flertal af præster, der intet galt har gjort, har den også konsekvenser. For de vil fremover skulle omgås deres menigheder langt mere varsomt end tidligere, og tidligere tiders umiddelbarhed kan vel blive afløst af større formalisme, fordi præsten aldrig kan vide sig helt sikker. Vil et kram i 2010 blive opfattet som en befamling i 2020? Så hellere holde sig til at give hånd.
Falske anklager er få, men de er der. Ifølge en undersøgelse fra John Jay Institute of Criminal Justice var det kun 1,5 procent ud af 5681 anklager mod katolske præster i USA om seksuelle overgreb mellem 1950 og 2002, der blev afvist som falske af politiet. Til gengæld hævder advokater for mistænkte præster, at falske anklager er taget voldsomt til efter 2002, hvor skandalen i USA for alvor brød ud, og domstolene begyndte at tildele ofrene store erstatninger.
En præst, der bliver anklaget, må leve med, at han i offentlighedens øjne er skyldig, i samme øjeblik han bliver suspenderet, og at der ikke er en tilsvarende intuitiv måde at vaske tavlen ren igen på, hvis han bliver frikendt. Hvis der var det, ville biskopperne nok også være meget hurtigere til at tage dem til nåde igen. Men i øjeblikket er de færreste indstillet på at løbe nogen unødig risiko.
kirke@kristeligt-dagblad.dkAndreas Rude, mag.art., skriver hver anden uge i Kristeligt Dagblad om internationale kirkelige forhold.
@Citat.16 m kilde:"En præst, der bliver anklaget, må leve med, at han i offentlighedens øjne er skyldig i samme øjeblik, han bliver suspenderet"
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad