Kirkegang og menneskeret

Er det i orden, at en far overhovedet ikke må se sin datter på otte år, fordi han ikke kan udelukke, at datteren vil komme med ham i kirke? Ja, siger Statsforvaltningen Syddanmark, som har truffet en højst bemærkelsesværdig og mærkværdig afgørelse i en sag om samvær.

Nej, siger en lang række politikere og toneangivende kirkelige organisationer, som frygter, at den konkrete afgørelse kan danne skole for, hvordan lignende sager bliver afgjort i fremtiden.

Statsforvaltningen begrunder deres ja med, at moderen, som har forældremyndigheden, ikke ønsker, at datteren skal udsættes for religiøs påvirkning fra pinsekirken.

Den stribe af kritikere, som nu med rette sår tvivl om Statsforvaltningens afgørelse, hæfter sig ved, at det strider mod religionsfriheden og grundlæggende menneskerettigheder, at en forælder tilsyneladende i praksis skal afsværge sin tro og religion for at kunne være sammen med sit barn. Er det rimeligt?

Sager om samvær med børn efter skilsmisser er altid svære. Ofte er der ingen vindere, kun tabere. Ikke mindst når børnene er små, kan det være uhyre vanskeligt for udenforstående – herunder myndighederne – at afgøre, hvad der er det bedste kompromis eller den mest retfærdige løsning for barnet på kort såvel som på lang sigt, når forældrene strides. I den specifikke sag, som nu giver anledning til en principiel debat om forholdet mellem borgeres ret til gudsdyrkelse og forældres ret til samvær med deres børn, kan det ikke afvises, at forvaltningen har truffet en brugbar afgørelse ud fra personlige hensyn eller det konkrete barns tarv. Men disse forhold fremgår bare ikke af materialet i sagen. Tilbage står på papiret nogle meget bombastiske begrundelser og fordomsfulde formuleringer, der sætter religionsdyrkelse i almindelighed og pinsekirken i særdeleshed i et urimeligt dårligt lys.

Pinsekirken har i kraft af sin godkendelse af staten fået bemyndigelse til at vie folk med offentlig retsvirkning. Kirken har også som alle andre godkendte trossamfund en række skattefordele. Hvordan kan offentlige myndigheder med den ene hånd tiltro en religiøs gruppe så megen respekt og så med den anden hånd udvise så stor mangel på respekt, at en far netop på grund af sit tilhørsforhold til kirken fratages retten til at se sit barn?

Statsforvaltningens argumentation falder i tråd med en generel sekularistisk og religionsfjendtlig tendens i samfundet, men det får den ikke til at hænge bedre sammen. Derfor må sagen tages op til fornyet behandling med begrundelser, der tåler at danne præcedens. I et kristent land bør kirkegang i sig selv ikke være et argument for at ophæve samvær mellem børn og deres forældre.