Drømmen om Jerusalems enhed smuldrer

"Vi hebraisktalende zionister lever i en boble," siger Avishai, en 34-årig advokat, der ser sig selv som en del af byens sekulære, men stadig zionistiske befolkning.

Han nyder en øl i middagsvarmen på en fortovscafe i den centrale del af byen og gør brug af arm-bevægelser til at underbygge sit argument.

"Heroppe bor de ortodokse," siger han og peger mod højre op mod Meah Shearim-kvarteret.

"Dernede bor araberne," siger han og peger mod venstre.

"Ingen af de to befolkningsgrupper deler vores syn på Jerusalem, og mens de vokser, bliver vi andre mindre og mindre."

Avishais følelse af at tilhøre en trængt gruppe i Jerusalem som hebraisktalende jødisk zionist er ikke bare en mavefornemmelse. Hans følelse har i den grad hold i virkeligheden. Ifølge en nylig undersøgelse går 130.000 af byens 191.000 skolebørn i arabiske eller ortodokse skoler, hvor der under-vises på henholdsvis arabisk og jiddisch, og hvor der i det hele taget føres en stærk anti-zionistisk tone.

På den måde er hebraisk blevet et mindretalssprog i byen, som samtidig også indtager den tvivlsomme ære at være Israels fattigste by. Selv de fleste israelske ministerier, der er med til at hylde byen som landets udelelige hovedstad, har for længst registreret, hvilken vej vinden blæser og oprettet sekundære ministerier i det meget mere magelige Tel Aviv ved Middelhavets kyst, hvor de fleste ministre og embedsmænd også selv bor.

En gåtur rundt i byen bekræfter udviklingen. Flere og flere nabolag overtages af den ortodokse befolkning. Og trodsigheden over for zionisterne er ikke længere noget, byens arabiske mindretal har patent på. I løbet af de seneste år har en hidtil uset selvsikkerhed i de ortodokse kredse fået denne del af befolkningen til at vove mere.

Spørger du det ortodokse samfunds ledelse om en forklaring, lyder svaret, at de ortodokse, lige som Avishai, opfatter sig selv som et jaget mindretal, der er nødt til at stå fast på sine principper for at afværge totalt opbrud. Derfor ser de ortodokse stort på højesterets beslutning om, at kønsopdelte busser er et brud på israelsk lov. De såkaldte "sorte busser" med mændene foran og kvinderne i den bagerste del kører stadig gennem byen. Det særlige ortodokse anstændighedspoliti er blevet grovere i sine metoder, hvilket i bredt omfang får den sekulære del af befolkningen til at holde sig langt væk fra de ortodokse kvarterer. Og ethvert tiltag fra butiksejere eller borgmester, der forbryder sig mod den ugentlige hviledag, sabbat, mødes øjeblikkeligt med voldelige demonstrationer.

Nachum Barnea er en af Israels mest ansete journalister, og en af de få i branchen, der stadig har meget pænt at sige om den by, han elsker højt. De himmelske solnedgange, det milde sommervejr og de fantastiske vandreture, byen byder på, er det, der får ham til at blive i den kaotiske by. Men begejstringen for byens smukke rammer kan ikke længere holde ham fra at sige tingene, som han ser dem.

"Den magiske stemning, der fangede os alle for 43 år siden, eksisterer ikke længere. De skæggede beboere – de ortodokse, muslimerne og bosætterne – er forhadte, og med voldelige demonstrationer har Jerusalem forvandlet sig til en by, der forsømmer israelerne," siger han.

allan@kristeligt-dagblad.dk