Bente Clausen skriver fra Færøerne |
19. maj 2010
Da folkekirken på Færøerne blev selvstændig i 2007, var kirkeministeren frikirkemand – med en meget berømt morfar
Selvom navnet Fuglafjørdur kunne antyde noget andet, så er det fisk og fiskeprodukter, de 1500-1600 færinger i byen lever af. Ungdomslivet begyndte også på havet for Jogvan á Lakjuni, der viser rundt mellem fiskemelsfabrikker, virksomheder, der laver trawl, og de russiske og færøske trawlere, der ligger i havnen.
"Alt her handler om havet," siger han.
Lakjunis hovederhverv har dog været som lærer på handelsgymnasiet, der ligger lige rundt om fjeldet – som ikke ses så godt i tågen denne dag. Og så som politiker.
Jogvan á Lakjuni er lagtingsmedlem for Folkeflokken – de konservative – og da den færøske folkekirke blev selvstændig i 2007, var han kirkeminister – eller på færøsk: lagstyresmand for kultur, uddannelse og kirkelige forhold.
"Det kom der en del diskussion ud af," siger han.
Jogvan á Lakjuni er nemlig ikke medlem af folkekirken. Han er frikirkemand i den største frikirke, Brødrene, eller baptisterne, som de også kaldes.
"Jeg havde det fint med det. For når man bliver valgt som minister, så skal man jo bare gøre det, der er politisk flertal for," siger han.
Så i den ombæring forsvandt også den danske dronning som overhoved for den færøske folkekirke, og lagmanden – statsministeren – blev sat i hendes sted.
"Hvis det havde været i 1930, ville man have kaldt det et grundlovsbrud. Men den danske grundlov er som en harmonika. Den kan trækkes, og der har ikke været meget diskussion om det."
"Og så var vi også enige om, at folkekirken skulle overtages i den forfatning, den var," siger han lidt tvetydigt.
"Politikerne skulle ikke blande sig i læren. Og det er jeg helt enig i. Politikere skal ikke blande sig i kirkens indre anliggender, selvom jeg tvivler på, om den færøske folkekirke kan blive enig indbyrdes."
Da Jogvan á Lakjuni var barn var der hverken elektricitet eller vejforbindelse til Fuglafjørdur, som ligger inde i en godt beskyttet fjord af samme navn, med fjelde til tre sider og langt fra alfarvej i den nordøstlige ende af den store ø Eysturoy.
"Når man lever en hel vinter i mørke med storm og sne, så er det ikke underligt, at man får respekt for det guddommelige, også på en meget praktisk måde. Når der kom grindehvaler, åbnede præsten lugerne i kirketårnet, så den kristelige ånd kunne hjælpe med ved fangsten," siger han.
Husene i Fuglafjørdur ligger klinet op ad fjeldene, og derfor har alle en fabelagtig udsigt ned over havnen og fjorden. På grund af det forholdsvis stille vejr lugter der ramt af fisk – eller af penge, som man plejede at sige i Esbjerg.
I dag ligger Brødremenighedens store kirkesal Siloa og folkekirken i Fuglafjørdur harmonisk næsten ved siden af hinanden ved havnemolen, men så godt har det ikke altid været.
Jogvan á Lakjunis morfar var en af de første missionærer for Brødremenigheden på Færøerne. Victor Danielsen (1894-1961) var sammen med sønnen af den første brødremissionær fra Skotland, William Sloane, blandt dem, der vandt flest tilhængere over til Brødrenes menighed.
Ved havnen i Fuglafjørdur står hans statue, som hylder Danielsen for den første bibeloversættelse til Færøerne. Den er fra 1949. Den skulle være kommet i 1939, men da korrekturen var sendt til Norge, kom der en verdenskrig i vejen. Victor Danielsen har også oversat og digtet 900 sange til færøsk og oversat en række kristelige børne- og voksenbøger.
Og Jogvan á Lakjuni vil ikke afvise, at mange også gik til Brødrene, netop fordi de kunne læse Bibelen på færøsk.
"Min morfar blev en dygtig prædikant, og han prædikede overalt på Færøerne. Han forlod lærergerningen, fordi han ikke havde samvittighed til at undervise i kirkens lære. Han vandt mange tilhængere i Fuglafjørdur, og mange af dem, der omvendte sig, ville ikke have noget med den gamle folkekirke at gøre. Det har været forfærdeligt for forældrene, at børnene vendte kirken ryggen, og det skabte mange konflikter."
Jogvan á Lakjunis mor havde dog stadig så stor respekt for folkekirken, at han aldrig fik lov at lege ude i kirketiden.
Der var hverken dengang eller nu egentlige præster i Brødremenigheden. Og Jogvan á Lakjuni mener heller ikke, at det er en helt og aldeles konservativ kirke.
"Hvad angår musik og lignende, er vi mindre konservative end folkekirken. Vores lære er ikke skrevet ned, så det kan veksle lidt fra menighed til menighed, men vi er nok enige om, at det er Bibelens grundlag, vi styrer efter. Hvad angår holdningen til abort, homoseksuelle og kvindelige præster er vi mere konservative," siger han.
I dag anslås det, at mellem 12 og 14 procent af indbyggerne i Fuglafjørdur tilhører Brødremenigheden. I Klaksvik på Bordoy er det næsten halvdelen.
"Tidligere planlagde vi overhovedet ikke gudstjenester eller møder. Intet var tilrettelagt, og det fungerede fint. Nu er vores møder lidt mere betinget af den måde, vi lever på i dag. Alle har gået i skole og er i det hele taget blevet mere professionelle på mange områder, og det gælder også det kirkelige. Men ikke det kristelige indhold, det er det samme," siger han.
Vi forlader kirkesalen fra 1992, der er totalt nyistandsat og fyldt med moderne, elektronisk udstyr. Turen går ad stejle veje op til Jogvan á Lakjunis sorte træhus, hvor hustruen Odvør venter med friskbagte boller, ost og kaffe – samt fire børnebørn, der er kommet hjem fra skole eller daginstitution.
Familien Lakjuni er en af de få færøske familier, hvor alle fem voksne børn er blevet på Færøerne.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad