Arthur Hellmann hedder hovedpersonen i Morten Sabroes nye roman, "Det 13. spil". Hellmann er også et godt navn til ham, for livet omkring ham er et helvede, ligesom hans eget indre er det. Og så svarer det også til Helmand-provinsen i Afghanistan, hvor en rædselsfuld krig finder sted. Det hele går ad helvede til i denne roman, men det gør det på den spændende og sjove måde.
Hellmann befinder sig alene i et fjerntliggende turistresort i Thailand, da romanen begynder. Han er paranoid og sover med en machete ved sin side, men han har også frygtelige syner, hvori han ser en farlig dræber. Dræberen tager livet af et par tyskere og stræber også efter Hellmanns liv. At dræberen måske kunne være Hellmann selv, hans dæmoniske fordobling, falder ham ikke ind.
I tre måneder har Hellmann været på flugt fra noget, som langsomt afsløres for læseren. Det viser sig, at han har flere lig i lasten hjemme fra Danmark, hvor hans liv er gået i opløsning. Han har drevet en forretning for luksusbiler, men da krisen kom, er der pludselig ingen, der skal have den slags biler mere.
Ydermere har han ingen ordentlig kontakt med sin 17-årige datter, Sofie. Som han selv havde et problematisk forhold til sine forældre, især sin mor, har hun det også. Sådan dukker den problematiske mor også op i denne roman som et motiv, Sabroe åbenbart ikke kan slippe. Sofie lever et farligt liv, hvor hun bliver inddraget i et spændende spil på nettet, som dog bliver alt for farligt, da spillet til sidst skal udspilles i virkeligheden. Det er en muslimsk kvindehader, der vil gøre det af med Sofie og hendes frafaldne, vantro muslimske veninde. Hvordan det spil udvikler sig, skal jeg selvfølgelig ikke afsløre her. Men det er spændende beskrevet.
Krigszonerne er der således flere af, men Sabroe fører på den mest satiriske måde læseren ind i endnu en. Hellmanns kone er kulturredaktør på Politiken, og der er hun omgivet af magtsyge, intrigante og forfængelige folk med knive i ærmerne og rundsave på albuerne. Alle vil frem foran de andre. Alle nyder de andres nederlag. Alle er villige til at ofre hvem som helst for selv at komme frem. Man bliver i tvivl, om man helst vil en tur til Helmand-provinsen eller ind ad svingdøren til det helvedes arbejdsklima, der hersker på romanens Politiken.
Men sjovt er det, når Sabroe med farcelignende replikker og sans for groteske situationer lader Politiken hudflette. Det er længe siden, jeg har moret mig så kosteligt over en roman. Hellmann, der skal aflevere nogle papirer til sin kone, og en anden mand, der tilfældigvis befinder sig på avisen, bliver således forvekslet med husets journalister og sendt til Lolland for at dække et dobbelt mord. Det kommer der en skandaløs historie ud af, og hoveder falder på stribe på Politiken, mens den politisk korrekte chefredaktør vasker sine hænder.
"Det 13. spil" er en roman, der kommer vidt omkring i både geografisk og motivisk forstand, og jeg synes også, at bukserne sprækker et par gange undervejs på Sabroe. Set i farcens og groteskens lys æder man dog gerne en hel del urimeligheder. Det er således meget detaljeret, hvad man hører om intrigerne på Politiken, men det har dog den begrundelse, at den altomfattende paranoia og hævntørst bliver eksponeret.
Hævn er i det hele taget den motor, der driver værket i denne roman. Alle har noget at hævne, hvad enten det gælder racistiske ydmygelser, karrieremæssige nederlag eller familiære svigt. Skammen skal sones med hævn. Det kan også nok være, at Hellmann vender tilbage til Danmark for at hævne sig på den parodi på en litteraturkritiker, der har erobret hans kone! Som en kobraslange fra Østen returnerer han og slår til – ligesom Sabroe selv, der med "Det 13. spil" har gjort et rigtig godt hug.
Morten Sabroe: Det 13. spil. 344 sider. 250 kroner. Politikens Forlag.