Her går det godt, send penge

ANALYSE Det kan ende med et valg, når Dansk Folkepartis vælgere er udset til at betale det meste af regningen

Hvordan kan regeringen få sig selv til at foreslå, at folkepensionister, efterlønsmodtagere, førtidspensionister og studerende de næste to år skal betale en meget stor del af regningen for den økonomiske krise?

Vel vidende at det vil ramme Dansk Folkepartis kernevælgere?

Det var et af flere spørgsmål, som flaksede ubesvaret rundt i Statsministeriets spejlsal, efter at regeringen i går fremlagde sin længe ventede plan for genopretningen af dansk økonomi.

En plan, der mod sædvane ikke er fyldt med beregninger, notater og tekniske bilag, men tværtimod er krydret med små håndtegnede skitser. De forklarer pædagogisk, at vi får regn, hvis vi lader gælden vokse, men solskin, hvis vi griber ind nu.

Det ligner mere kampagnemateriale til et valg end et oplæg til konkrete, politiske forhandlinger.

Udspillet bygger grundlæggende på samme præmis som oppositionens Fair Løsning, nemlig at alle skal bidrage en lille smule, for at vi kan undgå gæld og højere renter. Oppositionen mener, at vi skal arbejde en time længere om ugen, mens regeringen vil sætte reguleringen af skattefradrag og overførselsesindkomster i stå i to år.

For at undgå beskyldninger om social skævvridning har regeringen desuden udskudt den aftalte lempelse af topskatten i to år. Endelig skal det offentlige have nulvækst i samme periode.

På papiret en særdeles enkel plan, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) alligevel har et alvorligt problem med at sælge til vælgerne. Han har nemlig også det budskab, at regeringens politik er en succes, og at vi er på vej ud af krisen.

Men hvordan kan man på samme tid råbe "her går det godt" og "send flere penge"?

Det er nemlig præcis, hvad regeringen forsøger at gøre i sin temmelig dristige manøvre. Ikke alene vover den at udfordre Dansk Folkepartis kernevælgere og dermed det parti, som skal bære politikken igennem. Regeringen sætter også de sidste rester af skattestoppet ud af kraft.

Det åbne spørgsmål er nu, om regeringen for alvor vil forsøge at få sin plan igennem, eller om den efter nogle indledende sonderinger må konstatere, at oppositionen ikke vil være med til noget som helst, og at man derfor må spørge vælgerne ved et folketingsvalg.

Meget taler for det sidste. Dansk Folkeparti er uvillig til at lægge stemmer til et indgreb, der koster kernevælgerne omkring seks milliarder kroner.

Som alternativ har partiet nævnt et krav om at skære u-landsbistanden ned med to-tre milliarder kroner, men det kan regeringen næppe holde til at acceptere, og det dækker heller ikke hullet i statskassen.

Dertil kommer, at der er brede forlig om mange af de forslag, regeringen har fremlagt. Brede forlig kan normalt ikke brydes, før der har været valg, og oppositionen vil naturligvis ikke røre regeringens planer med en ildtang nu.

Derudover står regeringen over for svære forhandlinger med kommunerne om næste års økonomi. Ikke alene har kommunerne brugt fem milliarder kroner for meget sidste år, de skal også spare yderligere fire milliarder kroner i 2011. Et krav, som Dansk Folkeparti også har modsat sig til store gene for finansministeren. Læg dertil, at regeringen i går formelt mistede sit flertal, da den konservative Per Ørum Jørgensen blev løsgænger, men dog fortsat støtter regeringen.

Imod et snarligt valg taler, at regeringspartierne står svagt i meningsmålingerne, og især at De Konservative har svære tider. Men alternativet – at regeringen vedtager en "halv" genopretningsplan, hvor centrale dele må vente til efter et valg om et halvt eller helt år – er formentlig værre for alle.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk