Hånden på hjertet: Nu er det vel ikke fordi man er kommet til at lægge livet EFTER døden til???

Samme resultat i koncentrationslejre under 2. verdenskrig. Religiøse mennesker levede længere.

Måske burde de fromme mennesker aktivt sørge for jo før jo bedre at komme til Paradis?

Men der er jo så også meningen med tingene. Og tilværelsen. Og med en god forankring lever de religiøse også længere. På en måde helt naturligt, fordi både deres tidshorisont og livsforståelse er af længere og dybere varighed. (Tør næsten ikke skrive det ved tanken om mulige heraf provokerede FORLANGENDER med at det ikke er tilladt religiøse mennesker at have en længere tidshorisont end en sekulær narkoman.)

Når vi taler om religiøse mennesker, drejer det sig om alle: også Jehovas Vidner, mormoner etc. etc.
Oplysningen er vel ikke tænkt som en anbefaling af religion? Hvis den er det, kan man ikke tage emnet alvorligt.
Oscar Wilde bemærker i forordet til Dorian Gray, at det er tanker, der hærger et menneske. Og nævner som eksempel, at en biskop på firs kan være så fortryllende som en knægt på atten. ( Eksemplet gælder naturligvis kun anglikanske bisper. )
p.s. Hvis det er Frankls logoterapi, Montaigne tænker på, var det vist ikke kun religiøse mennesker, der overlevede, men mennesker med en plan og et mål. Af samme grund er Olsensbandens Egon en overlever: han har altid en plan.

Jeg ved heller ikke hvad Montaigne tænker på, men det kunne muligvis godt være Victor Frankl.
Men det er rigtigt, som du skriver, at han betonede vigtigheden af at man fandt meningen med sit liv...som Victor Frankl citerede Nietzshe for. "Hvis man vidste HVORFOR man gjorde noget, så kunne man næsten udholde et hvilket som helst HVORDAN".
Altså hvis man vidste hvorfor man levede, så kunne man også udholde livet i en tilsyneladende meningsløs kz-lejr, som Victor Frankl også selv overlevede.
Victor Frankl nævner betydningen af en tro:
"At troen på en over-mening - hvadenten det nu forstås som grænsebegreb eller religiøst som forsyn - er af eminent psykoterapeutisk og psykohygiejnisk betydning, er indlysende. Den er skabende. Som ægte tro udspringende af indre styrke, gør den stærkere. For en sådan tro findes der, når alt kommer til alt, intet, som er meningsløst".
Victor E. Frankl: Psykiatri og sjælesorg.

Albert Camus mener, at der kun er ét væsentligt filosofisk spørgsmål tilbage: Er livet værd at leve?
I hans bog (Sisyfosmyten), argumenterer han for et dennesidigt liv uden at gøre sig noget håb om et liv i det hinsides.
Men det er måske ikke alle, som kan klare sådan en kold tyrker, da "det er tanker, som hærger et menneske", som du også nævner i eksemplet med Oscar Wildes citat.

På den måde har jeg faktisk ikke noget mod religion, hvis det bare kan gøre livet mere meningsfuldt.

Jeg mener slet og ret at have læst den opgørelse fra undersøgelser om koncentrationslejrenes beboere, men husker ikke kilderne (har set det flere gange).

Der var for resten en glimrende usendelse i "Mennesker og tro" for nogle år siden. To danskere sad sammen med en flok tyskere i en sibirisk fangelejr efter 2. verdenskrig. Til juleaften havde den ene hugget en stump stearinlys, og de havde fået fat i Johannes-evangeliet. Så de satte sig om aftenen i barakken og tændte lyset, og den ene læste højt for den anden.

Efter en vis undren, vakte begivenheden til voldsomme følelsesudladninger hos medfangerne. Mange græd og bad, eller råbte højt. De havde set sig selv som fordømte og fortrængt datoen (Dengang, for 60 år siden, var der nok i befolkningen langt flere kristent opdragede, procentvist.)

Det blev for meget for de to danskere, der foretrak en spadseretur uden for barakken (inden for afspærringen, naturligvis). Da de kom tilbage til barakken viste det sig, at den megen larm havde alarmeret fangevogterne, som organiserede, at der kunne holdes en julegudstjeneste næste dag på snedkerværkstedet. Der blev helt overfyldt, med mange stående udenfor.

------------------------------

Så det er vel en livsopfattelse. Og den blev genkaldt, hvor fangerne pludselig dermed fandt en værdighed hos sig selv. For ellers var deres skæbne jo IKKE sørgelig. Er religion ikke netop en art menneskelig symbolisering af en livsopfattelse, som er rigtig? Og jeg ville sådan set dermed også forvente at buddhister eller taoister eller andre lignende metafysiske forståelser, måtte få en stærkere livsgnist end f.eks. en kriminel og sekulær stofmisbrugers.

I en af Saint-Exepury's bøger fortæller han om en pilot, der går ned med flyet i en ødemark. Flere uger senere kommer han levende tilbage. Da han bliver spurgt, hvordan han klarede sig, siger han, at intet dyr ville have kunnet overleve den samme tur. (Hans ånd fik ham til at holde ud.)

Sidst jeg stod overfor Døden, der vendte jeg bare vrangen ud på den lede stodder, og så blev han til en evig ung skøn jomfru der laver børn med sig selv, et overflødighedshorn af LIV...

Jeg kan ikke lige se det bibelske belæg for at kristne skulle leve længere i det her liv eller blive sparet for prøvelser. Jeg tror forklaringerne er ligetil og naturlige; religiøse mennesker lever mere moderat omend ikke asketisk, og i koncentrationslejrene gav deres håb dem styrke.