Krigen lærte ham at tage stilling

"Det var ikke kun dette, at store dele af byen fortsat blev ødelagt. Det værste var i og for sig, at der ikke gik en dag, uden at en modstandsmand eller en stikker blev skudt. Jeg husker for eksempel stadig den aften, hvor et medlem af byens vagtværn blev dræbt foran Magasin. Jeg så det ikke, men hørte skuddet dér, hvor jeg boede. Jeg var igen flyttet ind på mit værelse i Guldsmedgade og boede helt alene i den kæmpestore ejendom. Det var lidt ubehageligt og uhyggeligt. Især når jeg hørte trin på trappen. For hvem var det? På et tidspunkt fandt jeg ud af, at det blot var vagtværnets medlemmer, der skulle på toilettet i den tomme ejendom."

"Jeg var jo meget ung og ved ikke, hvor dybt det, jeg oplevede, ramte mig. Måske var det i første omgang ikke så dybt. Ellers var jeg nok taget hjem. Men jeg blev, selv- om forholdene ikke blev meget bedre. Hvor farligt det havde været, blev jeg først for alvor klar over, da jeg havde forladt Århus."

"Naturligvis er jeg blevet præget af det, der skete. Man indser, at livet er et spørgsmål om tid. Intet er givet. Om man er her også i morgen, kan man ikke vide. Når min kone og jeg er taget på ferie, har jeg altid skrevet et brev, som vores familie let kunne finde. Styrter flyet ned, skal børnene og børnebørnene vide, hvor de forskellige ting, som de i en sådan situation skal bruge, har deres plads. Jeg har aldrig givet dem brevene. De har bare ligget der."

Thorkild Simonsen tror, at denne handlemåde er en konsekvens af, hvad livet lærte ham under krigen.

Ikke alene krigen, men også barndommen spiller en vigtig rolle, når Simonsen skal fortælle om, hvad livet har lært ham. Igen og igen mindes han barndommen. Det, han lærte dengang, har formet ham. Grundholdninger, som han siden har levet på, blev til.

Som det ældste af seks børn voksede han op i et indremissionsk hjem i Sønder Rubjerg mellem Løkken og Hjørring. Hans far var maler. Skolegangen var problematisk. Thorkild Simonsen var genert, rødhåret og lidt ordblind. Han blev mobbet. Hans øgenavn var "Rødtot". Og det fandt han meget nedværdigende. Skolegangen, der afsluttedes med en mellemskoleeksamen, fik på længere sigt betydning for Simonsen – ikke mindst på den måde, at han lærte, hvor afgørende det er at opnå et godt forhold også til dem, der er imod én – men det skal være uden at slås. Dette betegner Thorkild Simonsen som en meget vigtig lære.

"Uden at give afkald på, hvad man selv mener, skal man prøve at finde ud af det med dem, der mener noget andet. Det lærte jeg meget om, inden jeg blev 15. Min mor, der blev over 100, kunne være blevet en ypperlig diplomat. Hende kunne man aldrig få en strid med. Hun løste i stedet årsagen til striden."

"Skønt min far var stærkt indremissionsk, var ikke alle hans kunder missionske. Han arbejdede for eksempel for den grundtvigske valgmenighedskirke. Og både for proprietærer og husmænd. Han kunne tale med alle. Og alle kunne lide ham."

Livet i hjemmet lærte Thorkild Simonsen meget.

"Vi bad bordbøn, og jeg skulle gå i søndagsskole fra jeg var 3-4 år. Jeg havde intet imod det og følte det ikke som tvang. Min far sad i menighedsrådet i 30 år. Præster og missionærer kom hos os. Jeg har gået til masser af missionsmøder med vækkelsesprædikanter og kan huske, at jeg syntes særlig godt om én fra Randers. For han fik virkelig noget ud af det. Mange blev omvendt. Jeg sad ligefrem og talte omvendelser. Og hver gang sang man stående ?Kimer Himmelklokker?, der handler om at komme hjem fra synd og nød. Den bruges stadig og passer nogenlunde til lignelsen om den fortabte søn. Dengang havde den nummer 236 i Indre Missions sangbog."

"Man kan så spørge, om jeg blev fuldstændig som min mor og far. Nej, det gjorde jeg ikke. Men jeg blev præget for livet af holdningen i mit hjem. Selvom jeg som teenager ikke var helt lydig: Jeg snød mig til at gå i biografen og også til at komme ud at danse. Men jeg måtte egentlig ikke."

"I dag går jeg i kirke to-tre gange om måneden. Det, siger man, er meget. Nogle mener jo, at det er godt nok, hvis man bare kommer for eksempel juleaften og til barnedåb. Men det stemmer ikke med min opdragelse. Ifølge den kommer man i kirken uanset den stedlige præsts opfattelse af kristendommen. Min far gik aldrig op i, om præsten, vi havde, var indremissionsk, grundtvigsk eller noget tredje."

I barndommen havde Thorkild Simonsen et meget lavt selvværd. Det voksede imidlertid, da livet som malerlærling lærte ham, at også en rødhåret kan opnå respekt:

"Når jeg malede på gårdene, fik jeg formiddagskaffe og sommetider også frokost, eftermiddagskaffe og middagsmad. Jeg lærte, at håndværkere skal man behandle ordentligt. Så får man også selv en god behandling. Det betød noget for mit selvværd, at ingen dér, hvor jeg arbejdede, snakkede om, at jeg var rødhåret. Det var første gang, jeg traf mennesker, der ikke pegede på det forbandede røde hår! Jeg blev vred på mine tanter, når de sagde, at jeg skulle have grønt tøj på for at se ordentlig ud. Så vidt jeg husker, sagde mine forældre intet imod det. De mente nok ikke, at det med mit hår var noget at gå op i. Det kunne de sagtens mene. For det var jo ikke dem, der blev drillet. Skulle jeg op gennem en menneskefyldt sal, turde jeg ikke gå midt i salen. Jeg kom listende ude i siden. Jeg var bange for, at folk skulle kigge på mit røde hår. Sådan var det, indtil jeg var langt over 20."

Krigen blev helt afgørende for Thorkild Simonsens selvværd. Den lærte ham at tage stilling. At sige fra og til. At handle. I de par måneder, han var på håndværkerskolen i Hadsten ved Århus, var han med til at uddele illegale blade.

"Jeg glemmer aldrig, da statsminister Vilhelm Buhl i radioen i september 1942 sagde, at man skulle angive sabotører til politiet. Jeg tænkte: Dér standser vi. Nogle uger senere skød det danske politi en modstandsmand i en lejlighed i København. Det hed sig, at det var et vådeskud. Men ifølge retsmedicineren blev modstandsmanden ramt af 11 skud. Så han blev virkelig dræbt af det danske politi. Det er et sort kapitel.

Min holdning til samarbejdspolitiken ændrede sig. Jeg ville ikke have noget med de gamle partier at gøre og valgte Dansk Samling."

"Jeg er ikke enig med Anders Fogh Rasmussen, der på et tidspunkt gav udtryk for, at vi skulle have kæmpet den 9. april 1940. For det ville have været den visse død. Men jeg er enig med ham i, at vi samarbejdede for meget med tyskerne."

"Det gjaldt dog ikke min far. Han ville ikke male så meget som et bord for dem."

"Mens jeg var på håndværkerskolen i Hadsten, traf jeg modstandsfolk. Men også Hipo?ere (dansk uniformeret korps, der fungerede som tysk hjælpepoliti i 1944-45, red.) Uger kunne gå, før man blev klar over, om de personer, man omgikkes, var på det rigtige hold. Det prægede mig, at man aldrig kunne være sikker på, at man ikke sad ved siden af en person, der måske ville angive én til tyskerne. Her mange år senere står det klart for mig, at det nok har været endnu farligere, end jeg tænkte på dengang. Teatret Svalegangen i Århus har her i april spillet et stykke, ?Besættelse?, om en af de værste stikkere, vi har haft, Grethe Bartram. Hun gik rundt mellem os her i Århus. Angav sin far, sin bror og mange andre. Det danske politi opfordrede hende til det. Kun 17 år var hun."

Hvad har livet i politik lært dig?

"At man ingen vegne når, hvis man udelukkende ?kører? efter, hvad der står i partiprogrammet. Så kan man bagefter sole sig i, at man havde de rigtige meninger. Men i øvrigt fik man ingenting gennemført."

Denne samtale finder sted i Musikhuset Aarhus, som næppe var blevet bygget, hvis ikke Thorkild Simonsen i sin egenskab af rådmand vedholdende havde kæmpet for det. Forløbet, der førte frem til indvielsen i 1982, fortæller om Simonsen som den realpolitiker, han er:

"I byen var der et stort flertal imod et musikhus. Først skulle jeg overbevise den socialdemokratiske gruppe, hvor både borgmesteren og ordføreren var imod. Men heldigvis var der personer fra andre partier, der støttede mig. Nogle af mine venner i det kommunistiske parti – og dem havde jeg faktisk flere af – sagde, at selvfølgelig skulle vi have et musikhus. Socialdemokraterne indså, at hvis ikke vi støttede Musikhuset, ville vi blive opfattet som bagstræberiske. Så man endte med at gå ind for Musikhuset. Og derefter var der ingen problemer."

grymer@kristeligt-dagblad.dk