Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Taknemmelighed efterlyses til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Taknemmelighed efterlyses

1 debatindlæg Hold mig opdateret

Hvad stiller man op, når ens hjælp til børn og børnebørn bliver taget som en selvfølge? spørger en mor. Forholdet til de unge er generelt godt, men det er, som om hjælpen, såvel den praktiske som den økonomiske, bliver taget for givet

Kære brevkasse

Hvordan lærer man sine børn at vise taknemmelighed? Vi er et ægtepar i slutningen af 50'erne med voksne børn og dejlige børnebørn. Vi har det fint sammen, men en ting nager mig, og jeg frygter, at det ender med en vredeseksplosion fra min side.

Vi har en solid økonomi og mangler ikke noget, men vi er heller ikke rige. Vi hjælper ofte vores børn og besøger dem. Problemet er, at de aldrig synes at have lært det lille ord "tak".

Forleden besøgte vi vores datter, og jeg havde købt blomster til dem. Hendes kommentar var: "Jeg havde faktisk også tænkt på at købe lidt blomster, men jeg glemte det, så det er fint."

For nogen tid siden hjalp vi nogle dage med pasning af børn og så videre.

Annonce
Vi var trætte efterfølgende, og jeg sagde som farvelhilsen, at det havde været lidt hårdt, men hyggeligt. Responsen var: "Ja, det har sgu været hyggeligt." Jeg var ved at græde bagefter, men sagde ikke noget. Jeg talte med min mand om det, og han fandt det også vanskeligt og lidt trist.

Vi har også støttet dem økonomisk, og det har altid virket som den naturligste ting i verden med den støtte. De er dog gæstfri over for os, og det ser jeg som et tegn på, at de værdsætter vores indbyrdes forhold. Når min mand og jeg besøger dem, kommenterer vi selvfølgelig deres nyerhvervelser, også når det egentlig ikke er vores stil, men de har en uvane (dog ikke svigerbørnene) med at kritisere både indretning og vores livsstil.

Jeg er meget engageret og bruger en del tid på forskelligt foreningsarbej- de, og det finder børnene er fint. Men de glemmer, at der så ikke altid er tid nok til at ordne tingene i alle detaljer derhjemme.

Der er aldrig snavset, men der kan være lidt rodet, og da finder jeg det trist, at de kan finde på at brokke sig over det. Jeg er nu begyndt med at sige venligt og bestemt, at vi lever, som vi gør, og at det ikke er noget, de skal blande sig i.

Generelt er vi jo lykkelige for børn og børnebørn, men jeg synes, det er trist med velfærdsunge mennesker, som aldrig har fået et svar, som jeg ofte fik som barn og ung, hvis jeg bad mine forældre om noget. De sagde ærligt: "Det har vi simpelthen ikke råd til."

Min mand og jeg er på overfladen meget rolige, sindige personer, men især jeg kan "koge over", men vil så nødigt ødelægge vores gode forhold med at sige uovervejede ord. Har I gode råd eller nogle overvejelser, vi kan bruge?

Venlig hilsen

De glade forældre

Kære glade forældre

Vi kan godt forstå, at I kunne trænge til en hjertevarm tak en gang imellem. Det varmer os alle, at nogen lægger mærke til vores tilstedeværelse og vores bidrag. At jeres voksne børn ikke sætter ord på det, behøver dog ikke at være ensbetydende med, at de ikke er glade for jeres hjælp og støtte. Måske er det blot en dårlig vane, som har sneget sig ind i hele vores kultur. Ikke fordi vi er værre end tidligere generationer, men fordi vi i mange år har fået langt flere goder forærende end tidligere.

Mange ting er blevet en selvfølgelighed i velfærdssamfundet. Man bliver nok lettere taknemmelig, hvis man har betydelige erfaringer med mangel, sådan som I oplevede det i jeres barndom.

At opdrage sine små børn til taknemmelighed er derfor en speciel udfordring i vores tid. Og de må nok både mindes om det og ikke mindst se det i praksis hos deres forældre og pædagoger, hvis de skal lære det.

Det er faktisk dejligt at møde børn og voksne, der siger tak for turen og tak for mad og så videre. Høflighed er ikke kun tom dressur, men respekt for medmennesket. At lære voksne nye omgangsformer er imidlertid betydeligt sværere. Skal de lære det, må de ofte flytte til et nyt land med et andet sprog, hvor der forventes en anden adfærd.

For eksempel kunne et års ophold i Japan være ganske lærerigt på dette område for mange voksne.

Vi kender ikke jeres forhold til jeres voksne børn på det mere personlige plan og ved ikke, om relationen kan tåle, at I sætter jeg ned og sårbart og åbent siger lidt om, at I godt kan blive lidt kede af det en gang imellem, fordi I godt kan komme til at føle jer lidt for selvfølgelige.

Hvis emnet skal tages op, må I gøre det på et tidspunkt, hvor der ikke er en sag, og så skal det gøres i en rolig form og med god tid.

Det er vigtigt, at det ikke formuleres som kritik, men som et behov, der er jeres. I kan sige noget om, at jeres indtryk er, at de er glade for det, I har med, og det, I gør, men at I ville være taknemmelige (sic!), hvis de udtrykte deres tak for det med ord.

Hvis det er for sårbart med en sådan samtale, kunne det også gøres mere tematisk, hvor I drøftede emnet omgangsformer, børneopdragelse med videre i vores kultur.

Måske kunne I dele refleksioner omkring det at lære børn taknemmelighed, hvordan I selv mødte det i jeres opvækst, og hvilke tanker jeres børn har om dette emne i forhold til jeres børnebørn.

En anden tanke kan være, at jeres børn og børnebørn faktisk er mere høflige og taknemmelige, end I tror. Men de er det måske først og fremmest rundt omkring på arbejdspladsen og blandt venner, mens de i den nære familie tager den indbyrdes hjælp og opmærksomhed som en helt naturlig ting.

Det fænomen ser vi ikke så sjældent, også blandt den ældre generation, som for nogles vedkommende godt kan forvente, at deres midaldrende børn stiller op og gør det ene og det andet, uden at de mødes med speciel taknemmelighed for det, mens de udadtil blandt naboer og bekendte er endog meget høflige. Det fænomen er måske led i en rigtig gammel tænkning, hvor familien ses som en enhed, som selvfølgeligt hjælper hinanden, og hvor taknemmeligheden og høfligheden specielt vises over for mennesker uden for familien.

Overordnet synes vi, I skal glæde jer over, at I har et godt forhold og god kontakt. Det, I savner, må ikke overskygge alle de gode ting. Under alle omstændigheder er det rigtig vigtigt, at du ikke eksploderer over dette emne uforberedt over for jeres børn. For så kan alle komme til at sige sårende ting, som kan gøre langvarig skade.

Måske er der andre læsere, der har erfaringer og tanker om dette emne. For det er et vigtigt tema, der handler om forskellighed og om, hvordan vi værdsætter andres betydning i vores liv.

Mange hilsener
Anette og Jørgen
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

Trådet overblik  |  Fladt overblik

Taknemmelighed (eller mangel på samme) den anden vej rundt

Linda, publiceret d.04/08 08:47 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Taknemmelighed efterlyses
Jeg har med interesse læst indlægget vedr. taknemmelighed og vil i den forbindelse gerne fortælle lidt fra min egen verden. I mit/vores tilfælde 'vender' problemet nemlig 'den anden vej': Min mor blev alene sidste år, og derfor har hun selvfølgelig brug for ekstra hjælp fra os børn (hun er kun 58 år, men hårdt ramt af slidgigt). Men hver gang hjælpen tilbydes og udføres (hvadenten det er af børn eller svigerbørn) gentager det samme mønster sig: Man skal være heldig, hvis man undgår en påtale af, at arbejdet ikke er udført, som det blev, da min far levede - og det lille ord 'tak', kan man kigge i vejviseren efter. Vi vil alle gerne hjælpe, men hvordan kan det være så svært at sige tak? Sidst udartede en hjælpende hånd sig til en direkte (og meget voldsom) konfrontation, hvor jeg og min familie nærmest måtte flygte ud i natten og finde et andet sted at sove - fordi vores hjælp åbenbart ikke var af det omfang, der var forventet.

Så kan man måske sige, at der kan være grunde til, at mennesker i sorg reagerer anderledes, end de ellers ville have gjort. Det er dog ikke tilfældet her - af en eller anden mærkelig grund har begge mine forældre altid haft utroligt svært ved at sige tak. Og jeg kan huske, at jeg som barn ofte har krummet tæer i situationer, hvor 'tak' helt klart havde været på sin plads, men ikke blev udtalt.

Så ja, jeg forstår udmærket problematikken - men det er nu ikke altid den yngre generation, der er 'synderen'.
Del Link

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​