Jeg er meget engageret og bruger en del tid på forskelligt foreningsarbej- de, og det finder børnene er fint. Men de glemmer, at der så ikke altid er tid nok til at ordne tingene i alle detaljer derhjemme.

Der er aldrig snavset, men der kan være lidt rodet, og da finder jeg det trist, at de kan finde på at brokke sig over det. Jeg er nu begyndt med at sige venligt og bestemt, at vi lever, som vi gør, og at det ikke er noget, de skal blande sig i.

Generelt er vi jo lykkelige for børn og børnebørn, men jeg synes, det er trist med velfærdsunge mennesker, som aldrig har fået et svar, som jeg ofte fik som barn og ung, hvis jeg bad mine forældre om noget. De sagde ærligt: "Det har vi simpelthen ikke råd til."

Min mand og jeg er på overfladen meget rolige, sindige personer, men især jeg kan "koge over", men vil så nødigt ødelægge vores gode forhold med at sige uovervejede ord. Har I gode råd eller nogle overvejelser, vi kan bruge?

Venlig hilsen

De glade forældre

Kære glade forældre

Vi kan godt forstå, at I kunne trænge til en hjertevarm tak en gang imellem. Det varmer os alle, at nogen lægger mærke til vores tilstedeværelse og vores bidrag. At jeres voksne børn ikke sætter ord på det, behøver dog ikke at være ensbetydende med, at de ikke er glade for jeres hjælp og støtte. Måske er det blot en dårlig vane, som har sneget sig ind i hele vores kultur. Ikke fordi vi er værre end tidligere generationer, men fordi vi i mange år har fået langt flere goder forærende end tidligere.

Mange ting er blevet en selvfølgelighed i velfærdssamfundet. Man bliver nok lettere taknemmelig, hvis man har betydelige erfaringer med mangel, sådan som I oplevede det i jeres barndom.

At opdrage sine små børn til taknemmelighed er derfor en speciel udfordring i vores tid. Og de må nok både mindes om det og ikke mindst se det i praksis hos deres forældre og pædagoger, hvis de skal lære det.

Det er faktisk dejligt at møde børn og voksne, der siger tak for turen og tak for mad og så videre. Høflighed er ikke kun tom dressur, men respekt for medmennesket. At lære voksne nye omgangsformer er imidlertid betydeligt sværere. Skal de lære det, må de ofte flytte til et nyt land med et andet sprog, hvor der forventes en anden adfærd.

For eksempel kunne et års ophold i Japan være ganske lærerigt på dette område for mange voksne.

Vi kender ikke jeres forhold til jeres voksne børn på det mere personlige plan og ved ikke, om relationen kan tåle, at I sætter jeg ned og sårbart og åbent siger lidt om, at I godt kan blive lidt kede af det en gang imellem, fordi I godt kan komme til at føle jer lidt for selvfølgelige.

Hvis emnet skal tages op, må I gøre det på et tidspunkt, hvor der ikke er en sag, og så skal det gøres i en rolig form og med god tid.

Det er vigtigt, at det ikke formuleres som kritik, men som et behov, der er jeres. I kan sige noget om, at jeres indtryk er, at de er glade for det, I har med, og det, I gør, men at I ville være taknemmelige (sic!), hvis de udtrykte deres tak for det med ord.

Hvis det er for sårbart med en sådan samtale, kunne det også gøres mere tematisk, hvor I drøftede emnet omgangsformer, børneopdragelse med videre i vores kultur.

Måske kunne I dele refleksioner omkring det at lære børn taknemmelighed, hvordan I selv mødte det i jeres opvækst, og hvilke tanker jeres børn har om dette emne i forhold til jeres børnebørn.

En anden tanke kan være, at jeres børn og børnebørn faktisk er mere høflige og taknemmelige, end I tror. Men de er det måske først og fremmest rundt omkring på arbejdspladsen og blandt venner, mens de i den nære familie tager den indbyrdes hjælp og opmærksomhed som en helt naturlig ting.

Det fænomen ser vi ikke så sjældent, også blandt den ældre generation, som for nogles vedkommende godt kan forvente, at deres midaldrende børn stiller op og gør det ene og det andet, uden at de mødes med speciel taknemmelighed for det, mens de udadtil blandt naboer og bekendte er endog meget høflige. Det fænomen er måske led i en rigtig gammel tænkning, hvor familien ses som en enhed, som selvfølgeligt hjælper hinanden, og hvor taknemmeligheden og høfligheden specielt vises over for mennesker uden for familien.

Overordnet synes vi, I skal glæde jer over, at I har et godt forhold og god kontakt. Det, I savner, må ikke overskygge alle de gode ting. Under alle omstændigheder er det rigtig vigtigt, at du ikke eksploderer over dette emne uforberedt over for jeres børn. For så kan alle komme til at sige sårende ting, som kan gøre langvarig skade.

Måske er der andre læsere, der har erfaringer og tanker om dette emne. For det er et vigtigt tema, der handler om forskellighed og om, hvordan vi værdsætter andres betydning i vores liv.

Mange hilsener
Anette og Jørgen