Lolland-Falsters Stift har taget det usædvanlige skridt at invitere teologi-studerende fra København til fire dages pinsepraktik
Et af Danmarks udkantsområder tager nu præstekraven i egen hånd og inviterer teologistuderende fra hovedstaden til at opleve, hvordan det er at være præst i en del af Udkantsdanmark. Det er Lolland-Falsters Stift, som har taget kontakt til Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet og tilbudt fire dages præste-praktik i denne pinse. Resultat: 11 teologistuderende har sagt ja tak og lander i aften i bispegården i Nykøbing F.
Teologistuderende har normalt ikke mulighed for at komme i praktik på så tidligt et tidspunkt i studiet. Derfor fik sognepræst i Horbelev og Falkerslev på Falster Mette Trankjær den idé, at man kunne give de teologistuderende lidt erfaring og samtidig gøre noget for landsdelen.
Og initiativet er glimrende, siger fremtidsforsker på Fremforsk, Center for Fremtidsforskning, Marianne Levinsen.
"I stedet for at være optaget af det, man ikke har i udkanten, skal man slå på det, man har: masser af plads, gode boliger, muligheder og natur. Nogle af de teologistuderende får øjnene op for de kvaliteter, der ligger i at være præst her. Vi mangler læger og andre i Udkantsdanmark, og på et tidspunkt kommer der måske også til at mangle præster," siger Marianne Levinsen, som mener, at andre stifter i Udkantsdanmark kan lære af Lolland-Falsters eksempel.
"Vi ved, at folk er bange for at bosætte sig ude på landet, men når de først har gjort det, bliver de rigtig glade for det. Præster er ligesom andre akademikere, de klumper sig sammen i København, Århus og Odense og Aalborg. Og når de først har stiftet familie, er de ikke til at drive ud. At invitere dem til stiftet, som man gør på Lolland-Falster, er en af mulighederne for at få dem lokket ud på et eller andet tidspunkt," siger Marianne Levinsen.
Og fristet af det gode tilbud blev blandt andet studievejleder Anders Martin Lauritsen.
"Jeg er selv fra Idestrup på Falster og skal faktisk prædike i min barndomskirke i pinsen. Men jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville tilmelde mig hele praktikperioden. Det er en god mulighed for at møde nogle mennesker lidt højere oppe i kirkens hierarki," siger Anders Martin Lauritsen, som ikke vil have noget imod at søge præsteembede i Udkants-danmark, selvom det måske ikke har hans første prioritet.
Anders Martin Lauritsen og de øvrige teologistuderende vil blandt andet få mulighed for at lære biskop i Lolland-Falsters Stift Steen Skovsgaard nærmere at kende.
"Praktikken er for os en mulighed for at forme de studerende i retning af at få smag for præstearbejdet. Så kan vi håbe på mange ansøgere til kommende præstestillinger," siger Steen Skovsgaard.
Steen Skovsgaard regner løseligt med, at stiftet får brug for 10-15 nye præster i den kommende femårsperiode. I snit er der 17 ansøgere til en ledig stilling i Lolland-Falsters Stift, mens der for eksempel er op til 45 ansøgere i Helsingør Stift.
For lektor Bent Flemming Nielsen fra Det Teologiske Fakultet i København er praktik-tilbuddet en kærkommen mulighed.
"De studerende kommer ud og møder menigheder af kød og blod og får lejlighed til at snakke med værtspræster, menigheder og ledere som biskoppen og provsterne," siger Bent Flemming Nielsen.
vincents@kristeligt-dagblad.dk