-- Traumer er ikke et fremmed fænomen for israelernes psyke. Vi har været omgivet af traumer i mere end 60 år, siger den israelske journalist David Eshel.
- NIR ELIAS/Scanpix Denmark
Allan Sørensen |
25. maj 2010
Danmark er ikke det eneste land, hvor soldater får ondt i sjælen af at være i krig. Israel har mange års erfaring med soldater og borgeres psykiske mén
Når den prisbelønnede danske dokumentarfilm Armadillo får biografpremiere på torsdag, kan alle danskere få indblik i, hvad det vil sige at være i krig. Nye tal viser således, at antallet af danske soldater, der lider af såkaldt post-traumatisk stress, PTS, er steget med 30 procent inden for de seneste 12 måneder.

Mens det stadig kan virke chokerende i Danmark, at krig har brutale omkostninger på begge sider, er post-traumatisk stress for længst blevet en del af hverdagen i Israel. Syv krige på 62 år, to meget voldelige intifadaer, konstante terrortrusler og værnepligt for alle er den cocktail, der næsten gør det til et kunststykke selv for den almene israeler at gå upåvirket gennem tilværelsen. Næsten alle israelere har prøvet at føle angst eller se grusomheder ud over det normale. Enten under militærtjeneste eller som almindelige borgere med terrortrusler helt inde på livet.
Derfor er krigens og voldens bivirkninger i Israel et vedvarende fænomen, der hele tiden viser sit ansigt. Eller som den israelske journalist David Eshel, der skriver om sikkerhedspolitiske emner, siger:
"Traumer er ikke et fremmed fænomen for israelernes psyke. Vi har været omgivet af traumer i mere end 60 år."
Undersøgelser viser, at 42 procent af alle mindreårige israelere fik traumer under intifadaen mellem 2000 og 2005. Et israelsk dokumentarprogram om hærens første såkaldte mistaravim-soldater, der klæder sig ud som arabere og udfører risikable operationer på fjendens territorium, viser, at så godt som alle soldater fra enheden lider af mareridt, voldelig opførsel, angst og lignende. Og i Israel er det ikke nogen hemmelighed, at nogle af de soldater, der kæmpede i uafhængighedskrigen i 1948, stadig har psykiske problemer og angstanfald mere end 60 år efter.
De mange års erfaring med krig, spænding og stress på meget højt niveau har fået Israel til at forske grundigt i krigenes mentale omkostninger og oprette en vifte af hjælpemuligheder. Foruden en telefonlinje, hvor soldater og andre borgere anonymt kan ringe ind, har Israel blandt andet oprettet enheder af professionelle psykologer, der jævnligt kører ud i de zoner, der er hårdest ramt af angreb.
Særlig bemærkelsesværdig er den israelske professor, Edna Foa, fra Pennsylvania Universitet i USA, der netop er blevet kåret som en af verdens 100 mest indflydelsesrige kvinder af Time Magazine blandt andet for sin udvikling af en ny behandlingsmetode til traumeramte soldater. Dens grundlæggende idé er at identificere de følelser og tanker, der fremprovokerer angst hos patienterne. Herefter konfronteres patienterne med små doser af de fysiske rammer og følelser, der er med til at fremkalde angsten.
I Israel samarbejder Edna Foe med forsvarsministeriet og har på det seneste behandlet soldater fra Yom Kippur-krigen i 1973 og Libanonkrigen i 1982. Nogle af dem har haft mén i mere end 30 år, men er efter to-tre måneder i klar bedring.
"Her er tale om en meget kort, men effektiv behandling. Der er 8-15 møder, og succésraten ligger i øjeblikket på 85 procent," siger hun til det israelske dagblad Yediot Ahronot.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad