Da oldeforældrene blev hædret

Storbritannien søgte at udnytte magttomrummet i Sydamerika og invaderede Buenos Aires to gange i 1806-07, men blev smidt tilbage i havet efter hårde kampe. Kampe, der gav kreolerne (europæere født i Latinamerika) et patriotisk boost – og gav ammunition til Argentinas majrevolution i 1810. Storbritannien opgav imidlertid ikke Sydamerika og i 1833 erobrede briterne Falklandsøerne og lagde dermed grunden til en hidsig konflikt, som vi skal vende tilbage til.

Fra 1850?erne og 100 år frem oplevede Buenos Aires nye invasioner, men denne gang var gæsterne velkomne. Bølger af europæiske immigranter skyllede ind - herunder 13.000 danskere på jagt efter frugtbar jord på de uendelige argentinske vidder. Immigranterne fik efterhånden organiseret landbruget, og Argentina blomstrede i 1920?erne og 30?erne, mens Buenos Aires udviklede sig til en verdensby præget af monumentale bygninger med inventar af marmor og guld, som den dag i dag leder tankerne hen til de imperiale storbyer i Europa.

Pludselig stod Argentina som et af de rigeste lande i verden; en potentiel verdensmagt med store ambitioner. Men hvor gik det galt? Hvorfor lever omkring 25 procent af befolkningen nu i fattigdom? Hvor blev stormagten af?

"Forstå peronismen og du vil forstå Argentina," siger de i Buenos Aires.

General Juan Domingo Perón vandt valget i 1946, og siden har peronismen været den vigtigste politiske faktor. Perón var en karismatiske leder, som beundrede Italiens diktator Benito Mussolini og så op til Nazityskland.

Perón var gift med den legendariske Evita og det glamourøse præsidentpar skabte den altdominerende politiske kraft, peronismen, der er svær at sætte i bås. Det er en autoritær styreform, men ikke racistisk. Det er en bred alliance mellem de små jordejere, arbejderklassen og industrien, og partiet hedder officielt Partido Justicialista (retfærdighedspartiet).

Efter et militærkup i 1955 måtte Perón flygte ud af landet, og han vendte først tilbage til Argentina i 1973 for på ny at overtage præsidentposten. Året efter døde han, og hans tredje kone - Isabel Peón - fik præsidentposten. Et nyt militærkup fulgte i 1976 og frem til 1983 udrensede militæret 30.000 politiske modstandere i den såkaldte beskidte krig, der har sat dybe ar i det argentinske samfund.

I 1982 forsøgte generalerne at samle nationen ved at invadere Falklandsøerne, som Argentina kalder Islas Malvinas og som alle argentinere opfatter som en indiskutabel arv fra kolonitiden. Men Storbritanniens premierminister Margaret Thatcher slog uventet hårdt igen og gav de argentinske generaler et nederlag, de aldrig kom sig over.

Den svækkede militærjunta opgav magten og demokratiet er i dag rodfæstet - med peronismen som parlamentarisk omdrejningspunkt. Men de stormfulde tider forsvandt ikke med militærdiktaturet. I 1989 kom hyperinflationen, og i julen 2001 gik Argentina statsbankerot efter interne slagsmål og en fejlslagen økonomisk politik, mens 39 lå dræbt i gaderne. Urolighederne kom, fordi bankerne indefrøs store værdier, og devalueringen åd middelklassens opsparing og pension, mens landet blev styret af fem forskellige præsidenter på 14 dage. Dén udvikling satte ny standarder for ikke-militære kriser i Argentina og føjede flere ar til den hårdt prøvede folkesjæl. Hvem turde tro på fremtiden?

Siden er det imidlertid gået fremad. De følgende år havde Argentina vækstrater på knap 10 procent om året, hjulpet på vej af gunstige verdensmarkedspriser på fødevarer. Men den hastige vækst afledte høj inflation, og den daværende præsident Nestor Kirchner valgte en argentinsk løsning. Han udskiftede i januar 2007 chefen for det nationale statistiske bureau. Og vupti. Pludselig var inflationen reduceret til en tredjedel.

Samtidig dyrkede Nestor Kirchner relationerne til Venezuelas præsident Hugo Chávez, og Argentina balancerer nu mellem de moderat venstreorienterede regeringer i Chile, Uruguay og Brasilien - og på den anden side de venstrepopulistiske i Venezuela, Bolivia og Ecuador. Regeringer, der foretrækker nationaliseringer og gaver til de fattige.

I oktober 2007 opgav Nestor Kirchner et sikkert genvalg for at give plads til sin kone, den nuværende præsident Cristina Kirchner. Hun kører videre i samme spor, og en stor del af den politiske diskussion i Argentina går i dag på, hvordan man får styr på de officielle statistiske tal, siden svindlen selvsagt tærer på landets troværdighed i en tid, hvor nabolandene markerer sig som seriøse aktører, der tiltrækker store investeringer. Ifølge præsidentparret er der imidlertid intet at komme efter.

I Argentina tror ingen længere på politikerne og en kronisk pessimisme, grænsende til defaitisme, har rodfæstet sig i det store sydamerikanske land.

udland@kristeligt-dagblad.dk