Regeringens og Dansk Folkepartis forlig fortæller, at den politiske magt ligger hos de midaldrende og ældre. Men det er politisk farligt at lægge sig ud med en bestemt generation
Efterlønsmodtagere og folkepensionister kan ånde lettet op. Pensionerne bliver ikke frosset fast i denne ombæring, som regeringen havde foreslået i sin genopretningspakke i sidste uge.
Med gårsdagens store politiske forlig med Dansk Folkeparti er regningen lagt – om ikke i børneværelset, så i hvert fald hos generationen i alderen 20-40 år. Over de næste tre år skal der skaffes 24 milliarder kroner ekstra til det offentlige.
En overraskende stor del af pengene kommer fra uddannelses- og forskningsområdet. Der skal spares på voksen- og efteruddannelse, hvor der bliver mere brugerbetaling. Børnechecken får et loft på 30.000 kroner om året, og den maksimale dagpengeperiode forkortes fra fire til to år. Fradragsretten for fagforeningskontingenter begrænses til maksimalt 3000 kroner om året, og den planlagte lettelse af topskatten udskydes i tre år. Kunstig befrugtning må man selv betale for. Endelig fastfryses u-landsbistanden i to år.
Aftalen gennemhuller således statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) budskab for seks dage siden om, at alle skal bidrage ligeligt til at redde Danmark gennem krisen.
Alle, inklusive pensionister og efterlønsmodtagere, skulle give 730 dage, og så ville vi være ude af krisen.
I går var de 730 dage blevet til 0 dage for de store grupper af modtagere af overførselsesindkomster. Nu bliver det så de endnu dårligere stillede i u-landene, som må bidrage med de 730 dages 0-vækst i dansk u-landsbistand.
Dansk Folkepartis fingeraftryk er her som mange andre steder i teksten til at genkende. Øvelsen for partiet har været at signalere ansvarlighed og vilje til at træffe upopulære beslutninger, samtidig med at det ikke kom til at ramme kernevælgerne for hårdt. På forhånd havde de færreste nok alligevel forestillet sig, at Dansk Folkeparti ligefrem ville gå forrest for en reform, der forkorter dagpengeperioden med to år.
Set fra regeringsbænkene er det næsten genialt, fordi Radikale Venstre formentlig vil stemme for reformen, og dermed kan den ikke ændres, selvom det politiske flertal skulle skifte efter næste valg.
Indgrebet i dagpengene er et frontalangreb på fagbevægelsen, som vil fortsætte sin tilnærmelse mod Socialdemokraterne og SF.
Med modsat fortegn minder det om situationen i slutningen af 1990?erne, da statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) faldt i sin efterlønsgaranti.
Historien viste, hvor farligt det kan være at lægge sig ud med en bestemt aldersgruppe af vælgere.
Anders Fogh Rasmussen og Venstre lærte sig på den baggrund mantraet om, at "hvad vi gør før et valg, gennemfører vi også efter valg", og alle store reformer skulle varsles i god tid inden et valg.
I dag er Lars Løkke Rasmussen billedlig talt tilbage i de lukkede, røgfyldte lokaler, hvor de største og mest overraskende reformer kan tage form, uden at vælgerne er taget med på råd.
Luften på Chistiansborg var da også fyldt med beskyldninger om løftebrud i går, oppositionen mener nu, at den store globaliseringsaftale er brudt.
Regeringsblokken kan varme sig ved, at den kun har lagt sig begrænset ud med de to tredjedele af vælgerne, som er 40 år eller ældre. Det er nemlig i høj grad den sidste tredjedel, de 18-40-årige, som skal betale regningen.
Forude venter i øvrigt til efteråret også reformer af førtidspensionssystemet og uddannelsesstøtten. Det skal skaffe de sidste fem milliarder kroner, som regeringen mangler i sin 2015-plan.
Men mon dog regeringen kan holde til at lægge sig så hårdt ud med en generation, der i forvejen synes at have et godt øje til Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal? Historien taler imod det.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk