Tegneserien døde, men genopstår nu som kunst

Til gengæld er der sket meget på den kunstneriske front. "Revolution" er et ord, man skal være varsom med at bruge, men hvad dækker bedre, spørger Paul Gravett, britisk forfatter, journalist og tegneserieekspert ved et foredrag på komiks.dk.

"Vi lever i den mest vidunderlige æra i tegneseriens historie. Tegneserien har været fastlåst i enkeltgenrer som familieunderholdning og superhelte. Først siden 1970'erne er mediet brudt ud af sine kommercielle bånd, og nu sker der virkelig noget. Det er en 100 år gammel kunstform, der stadig er i udvikling," siger han.

Og det har den etablerede forlagsbranche også så småt opdaget.

"I dag hører det med til et moderne forlag at have 'graphic novels' på udgivelsesprogrammet," fastslår Julie Paludan-Müller fra Rosinante, som blandt andet har udgivet Thomas Thorhauges "Kom hjem", der blev kåret som årets danske udgivelse i forbindelse med festivalens afholdelse.

Thomas Thorhauge er fast stribetegner i Politiken og formand for Dansk Tegneserieråd, en et år gammel græsrodsorganisation, der skal udbrede kendskabet til tegneseriemediet. Og så er han et af de travleste mennesker på komiks-festivalen. Med en banan i hånden og sved i ansigtet sætter han sig ned for at diskutere tegneseriens status lige nu:

"Det er et paradoks, at det udbredelsesmæssigt går så dårligt i dag i forhold til for 20 år siden, mens tegneseriemarkedet kunstnerisk set aldrig har været så spændende som nu."

Det, der er ved at ske, svarer ifølge Thomas Thorhauge til det, der skete med film i 1960'erne, da den franske nybølge viste, at det medie kunne være en personlig udtryksform. Som eksempler nævner han den selvbiografiske "Persepolis" af iranske Marjane Satrapi og "Bedemandens datter" af Allison Bechdel om den voksne, lesbiske forfatters minder om at leve med en kold, skabshomoseksuel far. Begge kan fås i næsten enhver boghandel, side om side med "almindelige" bøger.

Høj kunstnerisk og litterær kvalitet til trods, tvivler Thomas Thorhauge på, at de mange nye "graphic novels" vil bringe tegneserien tilbage til de tider, hvor tegneserier solgte i hundredtusindvis af eksemplarer. Tegneserien er blevet et nicheprodukt for dem, der elsker at læse. Og dem er der som bekendt blevet færre af.

Derfor er det især kærlighed til mediet, der driver værket, både for forlæggere og tegnere. Størstedelen af de nye "graphic novels" udgives af mini-forlag, og overskuddet er for det meste beskedent, selvom enkelte udgivelser formår at sælge på linje med bogsucceser.

Udviklingen fra døende massemedie til feinschmecker-kunst har været lang tid undervejs. For 25 år siden blev det amerikanske tegneseriemarked ramt af et lyn: "Watchmen", en kommerciel tegneserie, der tog sig selv alvorligt. Som udfordrede sin læser og blev en stor anmelder- og salgs-succes. Det er den eneste tegneserie på The New York Times liste over det 20. århundredes vigtigste romaner, og i dag stadig den bedst sælgende "graphic novel" nogensinde.

Tegneren bag, Dave Gibbons, gæstede komiks.dk.

"Watchmen var en kompliceret, tætpakket historie, fortalt klart og simpelt. Og samlet. Den narrede læseren med en simpel streg, lille farvepalet og en rigid sideopsætning. Men det, du fik, var en svær historie. Billederne var lokkemaden, historien var krogen. Og vi brugte samtlige fortælletrick i bogen; derfor fungerer den som en god introduktion til tegneserielæsning selv i dag," siger han.

Men "Watchmen" blev i 20 år ikke fulgt op af meget anden innovativ tegneseriekunst.

"Og i mellemtiden er tegneserielæsere blevet til en type, der bedst kan sammenlignes med frimærkesamlere eller jazz-entusiater," siger han, men uden beklagelse. For der sker meget nyt, bemærker han og nævner tre tendenser: den japanske tegneserietradition, mangaen, som blandt andet i Danmark har fundet et stort publikum blandt piger; den digitale revolution, som han mener, vil bringe tegneserien tilbage på bladhylderne, om end i cyberspace. Og endelig: At tegneserien 25 år efter "Watchmen" er begyndt at blive pakket, som "Watchmen" blev – som bøger med begyndelse, midte og slutning i kvalitetsudstyr og på godt papir i stedet for billige læs og smid væk-serier.

Det bedste eksempel på en moderne "graphic novel" er festivalens ubetinget mest promoverede bog: "Jimmy Corrigan – den klogeste dreng i verden" fra køkkenbordsforlaget Aben Maler. Den vandt komiks.dk-prisen for bedste internationale tegneserie på dansk, og den er lavet af amerikanske Chris Ware, hvis tegneserier der forskes i på universitetsniveau. Hvis Dave Gibbons er tegneserieverdens svar på Steven Spielberg, så er Chris Ware en Lars von Trier. Hans tegneserier fortæller på alle leder og kanter. Læseretningen brydes, bogstaver spejlvendes, og fortællingen springer konstant i tid og grafisk udtryk.

Chris Ware kan selv godt lide at sammenligne tegneserier med musik frem for film, som de ofte modstilles med. Ser man på en tegneserieside, ligner det da også noder på et nodeark: Små billeder veksles med store, med helsidetegninger, med tomrum, med teksttunge passager.

"Det handler om tempo, rytme og følelser," belærer Chris Ware med sin nasale stemme sit intenst lyttende publikum på tegneseriefestivalens åbningsseminar.

Hvis sammenligningen holder, så må man nok sammenligne Anders And & Co. med dansktop og Chris Wares tegneserier med syret fusionsjazz. Krævende, men potentielt givende helt ind i sjælen for den, der har tålmodigheden til at dyrke det.

Det er sigende for det tidligere massemedium, at netop "Jimmy Corrigan" i år vinder prisen for bedste internationale tegneserie på dansk. Det er kunst på indlysende højt niveau – og for et smalt publikum. Thomas Thorhauge siger:

"Historisk set har tegneserien været tilknyttet børn. Det virker som om, at mens tegneserien er blevet voksen, har den også lidt glemt børnene."