Rejsen tilbage til livet

"Vi plejer at sige minimum 3-4 måneder efter partnerens død, men et halvt år er det optimale," fortæller Fritz Roth fra Sorgakademiet.

"Sårene må ikke være for friske. Men samtidig er pointen jo, at sorgen ikke skal efterlades derhjemme. Den skal med på rejsen for at blive vendt og sat i en ny, livsbekræftende ramme. Det handler om en rejse for sørgende, ikke en sørgerejse."

Rejserne varer otte dage, og en rejsedag begynder typisk med hygge og en fælles runde, hvor deltagerne kan dele deres tanker med rejsegruppen, der ligger på 12-18 personer. Eftermiddagen bruges oftest på kulturelle arrangementer, hvor målet er at give deltagerne ro til sanselige og kulturelle oplevelser, der kan åbne for en mangfoldighed i livet uden for den enkeltes sorg. Aftenen står derimod rent i livslystens tegn, hvor musik, fælles hygge og god mad og vin er nogle af hovedingredienserne i forsøget på at fremkalde den enkeltes livsglæde.

"Det vigtige er her, at de medrejsende både forstår hinanden sorg, men også at de forstår og accepterer hverandres længsel efter livet," siger Fritz Roth.

Ved de første prøveballoner for sorgrejserne, har der ikke været nogen "uheldige episoder", som Fritz Roth kalder det. Samtidig understreger han, at der ikke er tale om terapi.

"Vores sorgledsagere er uddannet til at være en krykke for dem, som føler sig amputeret efter et tab. De sørger ikke med eller for de sørgende, de giver dem ikke struktureret terapi eller store livsråd. Men de er trænede i at lytte og give rum for sorgen."

Trods det store eksistentielle tema spiller religion ikke nogen eksplicit rolle på rejserne. Alligevel har arrangørerne med en række ritualer forsøgt at give plads til det spirituelle, eksempelvis ved at opfordre deltagerne til at plante et træ for deres afdøde partner eller lade fjer svæve ud fra en bro og ned i flod.

Men er det ikke et individualiseret og åndsforladt samfund, der har som endemål at lade folk bearbejde deres sjælekvaler med sorgrejser og standardiserede spirituelle handlinger?

"Det er klart, at sorgrejserne afspejler deres samtid," siger Fritz Roth fra Sorgakademiet.

"Tidligere havde man jo i storfamilierne et helt andet bagland til at støtte op om de efterladte. Nu om dage lever familier meget mere spredt og splittet, og med den nuværende individualisering er der behov for tilbud til folk, der ellers ville stå alene med sorgen."

Sorgrejserne skal derfor heller ikke tages som den endegyldige løsning, og Sorgakademiet og TUI udsteder selvsagt heller ingen bearbejdningsgaranti.

"Vi ser os jo ikke som en universalnøgle til bearbejdelsen af sorgen," siger Fritz Roth.

"Den foregår primært med folks nærmeste omgangskreds eller måske i religiøse rammer, men vi kan tilbyde en tilføjelse, et skridt tilbage mod livet og samværet med andre."

Med 12-15.000 kroner for otte dage med halvpension ligger prisen for TUI?s sorgrejser et pænt stykke over en normal charterrejse.

"Ud over at vi kun vælger små og eksklusive hoteller, ligger vores ekstra omkostninger især i de små hold og i de to sorgledsagere, der ved siden af de almindelige rejseledere står til rådighed 24 timer i døgnet," forklarer Susanne Stünckel fra TUI.

Alligevel er rejserne stødt på en del kritik i Tyskland, hvor TUI er blevet anklaget for at slå plat på de sørgendes famlen efter en vej ud af sorgen.

"Vi mener helt klart, at rejserne er deres pris værd. Selvom det er et nicheprodukt, har vi fået meget positiv respons, og der er stor efterspørgsel," siger Susanne Stünckel.

At efterspørgslen stiger, skyldes ikke reklamer. TV- eller magasinreklamer ville kort og godt være alt for dyre i forhold til at fange en så smal kundekreds. Derfor har TUI satset på informationsbrochurer og såkaldte "anbefalingspartnere" som sorggrupper, hospicer og bedemandsfirmaer, der selv har interesse i at opretholde kontakten med de efterladte efter deres pårørendes død. Derfor er både TUI og Sorgakademiet overbevist om, at sorgrejserne forbliver et nicheprodukt, der aldrig vil blive kulturelt og kommercielt etableret som for eksempel bryllupsrejser. Faktisk ønsker Fritz Roth fra Sorgakademiet sig, at sorgrejserne kunne overflødiggøre sig selv.

"Sorgrejserne er med til at bryde med vores kulturelle tabuisering af døden, og det ser jeg som meget positivt. Men på langt sigt ville det selvfølgelig være optimalt, hvis døden ikke blev set som noget farligt, men blev en integreret del af hverdagens tankegods. At komme og gå er jo verdens gang."

På det danske marked er der endnu ikke sorgrejser med åben tilmelding i udbud. Ifølge Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, er der flere grunde til, at det endnu ikke er slået igennem herhjemme.

"For det første er kundegrundlaget i det tysksprogede område langt større. Og for det andet skal arrangørerne være stensikre på, at de kan håndtere alle kriseformer. Vi taler jo ikke om mennesker, der bare er kede af det, men om mennesker i dyb sorg, som kan være meget ude af balance."

Lars Thykier mener dog ikke, at det er umuligt, at den slags rejser i fremtiden vil blive udbudt på det danske marked, hvis rejseselskaber organiserer sig med professionelle, privatpraktiserende psykologer eller andre fagfolk.

"I så fald må man naturligvis forvente, at de pågældende udbydere internt vil have en stram etisk vurderingsproces, så de er helt sikre på, hvad de gør, og at de ikke udnytter folks sorg, heller ikke økonomisk," siger han.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk