Så faldt aftalen om det nye medieforlig på plads. Regeringen har nu indgået en medieaftale med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, der får den konsekvens, at der kommer en ny privat radiokanal i Danmark med 100 millioner licenskroner i ryggen hvert år.
Kulturminister Per Stig Møller (K) har tidligere på fornuftig vis begrundet det nye medieforlig med det argument, at Danmarks Radios reelle monopol skulle brydes, og at Danmark trængte til en ny "stærk kanal, der kan levere et ordentligt indhold til danskerne."
I går var kulturministerens ambitionsniveau så faldet til, at den nye kanal nu skal ligne den kommercielle norske kanal Radio Hele Norge, der beskrives som en blanding af DR?s P3 og P4 med fokus på popmusik blandet op med lidt nyheder og nogle kultur- og debatprogrammer. Hvor "stærk" denne nye kanal så bliver, må tiden vise.
Prisen for det nye medieforlig bliver blandt andre ting, at DR må nedlægge P2, som må overgive sin hidtidige plads på FM-båndet eller frekvensen til den nye kanal. Det er en beklagelig konsekvens af det nye forlig, der med sikkerhed vil skuffe de 400.000 danskere, der regelmæssigt lytter til P2.
Nedlæggelsen af lige præcis P2 er temmelig uforståelig. Kanalen er som bekendt en seriøs musik- og kulturkanal, som i dagens Danmark er det eneste sted på FM-båndet, hvor man kan lytte til klassisk musik og den mere seriøse del af jazzen. Den form for radio kan i dag slet ikke klare sig på kommercielle betingelser, som DR?s popkanal P3 for eksempel ville kunne gøre det.