John Irving-reglementet

John Irving har skrevet en sludrevorn røverhistorie, der bekræfter hans fortælletalent, men ikke er på højde med hans bedste romaner

John Irving har mange læsere til sine romaner, også her i Danmark, som han gæster i næste uge for blandt andet at tale om sine bøger ved et arrangement på Det Kongelige Bibliotek. Kristeligt Dagblad skal han også tale med til et interview, der bringes næste lørdag. --
John Irving har mange læsere til sine romaner, også her i Danmark, som han gæster i næste uge for blandt andet at tale om sine bøger ved et arrangement på Det Kongelige Bibliotek. Kristeligt Dagblad skal han også tale med til et interview, der bringes næste lørdag. --. Foto: Arkiv.

Man tager en halvt eller helt forældreløs dreng med forfatterdrømme, en excentrisk forælder, en skytsengel, et par bjørne og lidt brydning og placerer det i New England – og så går man til tasterne. Og det slår næsten aldrig fejl. "Irving-reglementet" virker hver gang, og hvis man er til murstenstykke, frit fabulerende fortællinger, kan man roligt kaste sig over "Sidste nat i Twisted River", der dog hverken overrasker eller føjer nyt til et forfatterskab, der måske nok har sine bedste romaner bag sig.

Året er 1954, stedet er Coos County i New Hampshire, hvor den 12-årige dreng Daniel bor i en afsidesliggende savværk- og skovhuggerby sammen med sin far, Dominic Baciagalupo, der er kok i det lokale spisehus. Moderen, Rosie, døde, da Daniel var to, og i hendes sted er trådt to skytsengle i form af indianerkvinden Jane og venstrehåndselskeren Ketchum, der vogter over Daniel og Dominic, som Roberta gjorde det over Garp og bjørnen Susie over familien Berry på Hotel New Hampshire i Wien.

De lever i nogenlunde fred og fordragelighed lige indtil den dag, hvor Daniel en nat vågner ved en underlig lyd. Han går ned i sin fars soveværelse, hvor en bjørnelignende skikkelse sidder overskrævs på hans sagesløse far – og da han frygter, at bjørnen er ved at tage livet af hans resterende forælder, tager han en stegepande og slår bjørnen omkuld – blot for at opdage, at det er indianerkvinden Jane – og at hun er stendød.

Og herefter går det hurtigt. Indianer-Jane var nemlig undersherif Carls kæreste, og han finder sig næppe i både utroskab og mord, så Dominic og Daniel tager flugten og begiver sig ud på en rejse, der kommer til at vare fem årtier og føre dem gennem det halve USA og Canada, hvor Daniel – under skiftende navne – realiserer sine forfatterdrømme, mens Domenic åbner den ene restaurant efter den anden og drømmer sig tilbage til tiden før ulykken.

Vendepunktet bliver således stegepandeslaget, og man kunne have ønsket sig, at det var placeret langt tidligere, for indledningen er for tung og lang, og man skal være mere end almindelig interesseret i skovhuggernes og flodfolks arbejde – og hvad de putter i munden – for ikke at miste entusiasmen. Her bliver Irving for detaljeret og teknisk, og romanen løfter sig først for alvor, når han giver sig i kast med det, der er blevet hans adelsmærke: det frit og frodigt fabulerende.

Og det er en metier, han kan og kender som få. Sine steder bliver det lidt vel sludrevornt, men lige pludselig kommer der en perle af en scene eller et billede, der brænder sig ind på nethinden, som når Daniel løber af sted med et par afsavede squashketsjere i hænderne som våben mod angrebslystne hunde – eller når hans egen hund mange år senere insisterer på at blive besejlet i propelbåd iført høreværn.

Med "Sidste nat i Twisted River" bevæger John Irving sig på velkendt grund, hvilket ikke nødvendigvis gør romanen dårlig. Men man kan ikke lade være med at sidde tilbage med en følelse af, at han godt kunne smække overliggeren op og vove noget mere. Han er eminent i sin skildring af unge mænds coming of age-kriser, af deres præseksuelle opstemthed og af det uskyldstab, som mange af hans romanpersoner bruger et helt liv på at forholde sig til. Som det hedder sig i romanen: "Barndommen og måden, den former en på – og ydermere hvordan barndommen genopleves i ens liv som voksen – det var forfatterens emne (eller besættelse)."

Og barndommen bliver da også Daniels trædesten som forfatter. Hans romaner, der har et påfaldende sammenfald med Irvings egne, bevæger sig i slet skjulte selvbiografiske genvanter op gennem hans liv og – måske – frem mod en forståelse af de tab, han har lidt – og af det, som tabet har givet plads til. Hos Irving bliver hullet efter kernefamilien udfyldt af alternative familieformer, hvor kinesiske og koreanske elskerinder blander sig med japanske enæggede tvillinge-barnepiger og en venstrehåndselskende kæmpe af en skovhugger.

Det er i kraft af de charmerende, indtagende, ensomme og excentriske personer, at Irvings roman lever, man kan ikke undgå at komme til at holde af dem, selvom man kender dem i forvejen fra de bedste af de tidlige romaner – "Verden ifølge Garp", "Hotel New Hampshire" og "Æblemostreglementet" – som "Sidste nat i Twisted River", sine mange kvaliteter ufortalt, ikke når op på højde med.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

John Irving: Sidste nat i Twisted River. Oversat af Vibeke Houstrup, 624 sider, 349,95 kroner, Lindhardt og Ringhof