Dødsstødet til kolonialismen

Enkelte britiske kolonier, deriblandt Kenya, måtte vente endnu nogle år på at blive frigjort fra det britiske overherredømme, men Storbritannien havde stort set indstillet sig på at afskrive kolonierne. Stik imod især det portugisiske diktatur, hvis afrikanske kolonier måtte afvente Salazars fald i 1974. Og heller ikke Frankrig så ud til at være parat til at give afkald på sit imperium, som ellers knagede i fugerne og krævede sine blodpenge i kolonikrigen i Algeriet.

Helt frem til 1959, eller et år før selvstændighedens dominoeffekt satte ind, fortsatte det franske parlament med at udvikle en form for fransk udgave af de britiske dominions. De afrikanske kolonier skulle indgå i en fransk union med en vis grad af selvstyre udmøntet i lokale rådgivende – men ikke lovgivende – forsamlinger.

De kommende afrikanske statsledere, Senegals Leopold Senghor og Elfenbenskystens Félix Hou- phouët-Boigny, skændtes til det sidste om, hvor stor en grad af selvstyre de afrikanske lande skulle have i den nye union. De fik sæde i den franske nationalforsamling og blev endog udnævnt til ministre i 1959, få måneder før de blev sledere i deres egne stater.

Det var, som om både afrikanerne selv og det institutionelle Frankrig med Charles de Gaulle i spidsen til det sidste lukkede øjnene for den virkelighed, der udspillede sig i de vestafrikanske befolkninger. Her krævede den lokale elite og den uddannede del af befolkningen i stigende grad det princip gennemført, som Frankrig stod for hjemme i Europa: demokratiet og folkenes ret til selvbestemmelse.

"Den generation af franske politikere, der overtog magten efter Anden Verdenskrig, var opvokset med myten om koloniimperiet som kilden til Frankrigs storhed og troede, de kunne forene idealerne om demokrati og frihed med en form for konføderation med de afrikanske kolonier. Men i virkeligheden var selvstændighedsprocessen sat i gang med afslutningen på Anden Verdenskrig," påpeger historikeren Catherine Coquery-Vidrovitch, som er specialist i kolonitiden.

De idealer, de allierede kæmpede for under Anden Verdenskrig, blev slået fast allerede i Atlancharteret mellem Roosevelt og Churchill, som i 1941 fastslog, at de "respekterer folkenes ret til at bestemme deres regeringsform, og de ønsker, at retten til selvbestemmelse gives tilbage til dem, som den blev taget fra med magt".

Ordene faldt ikke for døve øren, så meget desto mere som afrikanerne i stort antal blev indrulleret ikke mindst i den franske hær. De afrikanske kolonier – i skikkelse af deres franske guvernører – tilsluttede sig de Gaulles Frie Franske Tropper i 1943 og leverede over 300.000 soldater til befrielsen af Europa. Og da krigen mod nazityranniet var vundet, måtte den afrikanske elite se til, mens oprettelsen af FN proklamerede en verdensorden baseret på frihed og demokrati, som de ikke selv fik del i.

Dertil kommer, at hele det ideologiske grundlag for kolonialismen var blevet skudt sønder og sammen med nazismens nederlag, påpeger Catherine Coquery-Vidrovitch.

"Kolonialismen tilhørte 1800-tallets tankegang, hvor raceteorierne havde deres storhedstid og legitimerede koloniseringen. Med Anden Verdenskrig blev raceteorien over dem alle, nazismen, skudt i sænk. Men i den franske offentlighed, som var præget af Vichy-regimets propaganda om Frankrigs civiliserende rolle, var det svært at komme igennem med dette budskab," forklarer historikeren.

Samtidig havde kolonilandene blandt andet som et led i legitimeringen af kolonialismen uddannet en lokal elite, der hurtigt indså den gabende selvmodsigelse mellem opretholdelsen af kolonierne og kampen mod nazismens raceteorier. De fremtidige afrikanske ledere, ikke mindst litteraten Léopold Senghor, var produkter af det europæiske uddannelses- og dannelsessystem.

I denne sammenhæng spillede kirkerne og missionærerne, såvel protestantiske som katolske, en væsentlig rolle, først i koloniseringen, der bidrog til kristendommens ekspansion, men derefter ved at uddanne afrikanerne, om end det kun gjaldt et mindretal.

Netop i år markerer Kirkernes Verdensråd 100-året for den første Internationale Missionskonference, som fandt sted i Edinburgh i 1910. Denne første udgave var præget af "et konservativt syn, der forbandt udbredelsen af evangeliet med udbredelsen af vestlig kultur", som Kirkernes Verdensråd selv formulerer det. Men de efterfølgende verdenskriges barbari var med til at underminere opfattelsen af vestlig civilisation som kristendommens ypperste udtryk. Og i 1946 vedtog man en resolution, der lagde vægt på de koloniserede folks ret til selvbestemmelse.

Både Vatikanet og de protestantiske missionærer integrerede tanken om afrikansk selvstædighed længe før de politiske instanser og den europæiske offentlighed. Måske, mener Bernard Droz, fordi de netop var i tæt kontakt med den afrikanske befolkning.

"Kirkerne, både de katolske og de protestantiske, var bekymrede over udsigten til, at afrikanerne skulle sætte lighedstegn mellem kristendom og kolonialisme," påpeger Bernard Droz, som understreger, at især den katolske kirke tidligt begyndte at uddanne et lokalt kirkeligt hierarki.

"I 1961 var halvdelen af de katolske ærkebiskopper i Afrika og en fjerdedel af biskopperne afrikanere," påpeger Bernard Droz.

Den katolske offentlighed i Frankrig havde sværere end det katolske hierarki ved at acceptere denne udvikling. Til gengæld begyndte den holdning at vinde frem, at kolonierne var for dyre at opretholde, ikke mindst i en periode, hvor de europæiske lande både skulle genopbygge efter krigen og finansiere den nye velfærdsstat.

"Det er bedre at finansiere Corrèze (departement i Frankrig, red.) end Zambezi," lød argumentationen i Frankrig.

"Det går simpelthen op for kolonilandene, at det vil koste alt for dyrt at finansiere den udvikling af kolonierne, herunder sundhed og undervisning, som er nødvendig, hvis man blot tilnærmelsesvis skal opretholde idealerne om, at koloniseringen skal føre til højere levestandard for de koloniserede folkeslag. Det er langt billigere at overlade disse udgifter til selvstændige stater og skaffe sig de råvarer, man har brug for via den internationale handel, som igen begynder at tage fart efter krigen," påpeger Catherine Coquery-Vidrovitch.

Dertil kommer, at de gamle kolonimagter er gået svækket ud af Anden Verdenskrig, hvor USA overtager Europas rolle som vestlig stormagt i den nye bipolære verden over for Sovjetunionen.

Denne nye magtfordeling får Storbritannien og Frankrig at føle med den katastrofale ekspedition mod Egypten efter Nassers nationalisering af Suez-kanalen i 1956. USA vælger mod de europæiske landes forventninger at holde sig uden for konflikten. Resultatet er et svidende nederlag til de to store kolonilande. Og et signal til hele verden – de koloniserede lande inklusive – om, at de europæiske imperiers tid reelt er forbi.

Fra de nye stormagter, USA og Sovjetunionen, lyder der støtte til kravene om frihed. Fra Østblokkens side med rod i den kommunistiske ideologi om massernes kamp mod kapitalismen, fra USA's side i kraft af den antikolonialistiske tradition fra landets egen uafhængighedskrig. Men også med et godt øje til egne handelsinteresser.

"Roosevelt mente det uden tvivl ærligt, når han plæderede for de afrikanske landes selvstændighed. Men adgang til de afrikanske markeder, som koloniherrerne holdt for sig selv, var også led i et generelt krav om øget frihandel," skriver Bernard Droz.

I første omgang slipper afkoloniseringen derfor uden om øst-vest-konflikten, som siden skal gøre Afrika til en af de varme fronter i den kolde krig, efterhånden som marxistiske og sovjetvenlige regimer kommer til magten på det afrikanske kontinent. Men i 1950'erne er Den Tredje Verden stadig under indflydelse af Bandung-konferencen, hvor Nehru, Nasser og Zhou Enlai i 1955 lancerede de afkoloniserede lande som alliancefrie stater, der ikke underkastede sig hverken den ene eller den anden af supermagterne.

Euforien over selvstændigheden skulle snart give plads for de plager, som siden har hjemsøgt de afrikanske lande. Selvstændigheden var ikke nok til at skabe udvikling eller ændre landenes økonomiske afhængighed af de tidligere kolonimagter. Og grænsedragningen, som blev arvet efter kolonitiden og splittede de etniske grupper og samlede arvefjenderne, såede kimen ufred og endeløse rækker af militærkup og borgerkrige.

b.pedersen@kristeligt-dagblad.dk