Som sognepræst i Haderslev Stift kunne Inger Margrethe Andersen ikke forsørge sig selv og sin datter. Udgifterne til den store præstebolig gav hende mindre til forbrug end en enlig mor på bistand og tvang hende til at finde et andet job. Hun fik et præsteembede i Aalborg Stift og tog en stor gæld med sig. Stod det til hende, skal præster ikke være tvunget til at bo i en bestemt bolig. Og den holdning deler hun med hundredvis af præstekolleger.

For selvom årsagerne er mange, er resultatet det samme: En tredjedel af landets sognepræster ønsker bopælspligten ophævet, viser en undersøgelse baseret på svar fra 882 sognepræster lavet for Kristeligt Dagblad. Ifølge Den Danske Præsteforening, der i dag åbner sit årlige repræsentantmøde i Kolding for blandt andet at diskutere boligpligten, er andelen, der deler ønsket, steget de seneste år. Utilfredsheden kan give folkekirken store problemer, når ældre præster inden længe går på pension og nye skal til, vurderer Præsteforeningens næstformand Peter Hedegaard.

"Vi er på vej ind i en periode med præstemangel, og vi bliver nødt til at være mere fleksible i forhold til præsteboligen. Der er stadig åbenlyse urimeligheder i forhold til huslejen på præsteboliger. Og mange præster føler sig stavnsbundne," siger han.

Præsteforeningen arbejder derfor på at få nedlagt tjenesteboliger og oprettet stillinger uden bopælspligt. Ved årets møde skal præsterne diskutere, hvordan de bevarer tætte bånd til den lokale menighed – som præsteboligen er med til at styrke – og samtidig ikke har så dårlige vilkår, at præster siger op eller afskrækkes fra at søge job.