Er fodbold-VM større eller mindre end livet selv?

Med fare for at lave en uærbødig sammenligning er det den samme fornemmelse, jeg har med min fodboldpassion. Den er blevet noget blegere med alderen. VM i Sydafrika bliver (også) en viljessag.

Det sidste fodbold-VM, jeg viede den totale og fanatiske interesse, var VM 90 i Italien. Min ven Frederik og jeg så samtlige kampe, og vi skrev store helsidesanalyser af turneringen i dagbladet Information. Og det var det mest rædselsfulde VM, der nogensinde havde været. En ørkenvandring af kedelige kampe og en hæslig mængde straffesparkskonkurrencer. Et fodboldhistorisk lavpunkt. Men det skal retfærdigvis siges, at spillet og turneringen siden hen igen har rettet sig betydeligt. Så forklaringen på den aftagende lidenskab kan ikke søges her. Måske er der simpelthen tale om det, vi kalder "menneskelig modning".

VM 90 i Italien var også det sidste VM, før jeg fik børn. "Drengerøven" kunne gå u-hæmmet op i VM, men han blev fordrevet af voksentilværelsens benhårde krav. Børn rydder simpelthen bordet. De sætter en helt anden dagsorden. Man kan trods alt ikke holde op med at arbejde, men hvis en altopslugende interesse i fodbold ikke er det, der skaffer familien brød på bordet, kan den få det svært, som andre hobbyer og interesser – "Goodbye to all that".

Og med interesser er det nok sådan, at hvis man ikke kultiverer dem, hæger om dem, fylder dem med sin tid og sine følelser, blegner de. Det er jo en form for fiktion, en galskab, at fodbold skulle været livet om at gøre. Det er en pagt, man indgår, og den tåler ikke at blive alt for forsømt. Naturligvis vil man aldrig blive som de mennesker, der er ligeglade med eller irriterede over, at der snart er fodbold- VM. Det kan aldrig ske. Men pludselig er det ikke længere en metafysisk gåde, at den slags mennesker findes. Og det er lidt skræmmende.

VM bliver måske aldrig det samme. Men jeg vil dø med støvlerne på. Så jeg har været i træningslejr et stykke tid. Jeg har hørt alle fodboldlandsholdets slagsange gennem tiderne på YouTube. Jeg har fulgt mere opmærksomt med i SAS-ligaen og Champions League, end jeg normalt gør. Min viden er ajourført, min følelse er tændt. Og så må viljen og Vorherre råde for resten.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Med denne klumme holder Nils Gunder Hansen orlov fra avisen. Vi skrev for 14 dage siden, at nu begyndte orloven, men det er altså først i dag. Om seks måneder vender "Tidens tegn" og Nils Gunder Hansens anmeldelser tilbage til Kristeligt Dagblads spalter.