Tyrkens mord

Da Martin Luther i 1517 satte sine teser op på kirkedøren i Wittenberg i håb om at reformere den katolske kirke – og dermed uforvarende skabte protestantismen – var hans holdning til kampen mod tyrken, at den var Guds straf mod paven, og at bekæmpe sultanen ville være at gå imod Gud.

Men da tyrken stod ved Wien i 1529 blev Luther nærmest syg. Og forsøgte så at bortforklare sin oprindelige holdning.

"Luther insisterede nu på, at det var en borgerpligt at gå i krig mod tyrken, som ville erobre de gamle europæiske riger. Det var dog ikke et religiøst anliggende. Det var op til kejseren og altså et led i toregimentelæren om, at kejseren og den gejstlige øvrighed har forskellige pligter. Men selv Luther kunne ikke helt adskille sin egen tese, fordi han også mente, at tyrken skulle bekæmpes med den begrundelse, at islam ønskede at ødelægge kristendommen, og derfor skulle tyskerne bede og gøre bod for at lægge Guds vrede – mod især katolikkerne – igen," siger Martin Schwarz Lausten.

"Egentlig," siger han, "hævede Luther sig over trosforskellene mellem lutheranere og katolikker i denne sag, også når det gjaldt betaling af ?tyrkerskat? til kejseren, så han havde råd til krigen. Samtidig argumenterede Luther internt, at både tyrken og paven er antikrist – formuleringer som danske teologer overtog – og at når tyrken overhovedet står ved Wien, er pavens skyld."

En anden af reformatorerne, Philipp Melanchthon (1497-1560), der er forfatter til Den Augsburgske Bekendelse, sagde, at det var en ægte gudstjeneste at bekæmpe tyrken på øvrighedens befaling. Og at Koranen blot er et makværk, sammensat af munken Sergius, Muhammed, nogle jøder og andre kættere. Tyrken er i Melanchthons, ligesom i Luthers, opfattelse Guds strafferedskab mod de vildfarne katolikker, en straf, som så også rammer lutheranerne.

Kun Theobald Thamer (1502-1569) mente, at de tyrkiske hedninge havde en naturlig gudserkendelse og dermed del i frelsen ved Kristus. En formulering, der dels rækker op i en nutidig, aktuel teologisk debat, dels inkasserede Thamer betegnelsen kætter fra Melanchthon. Thamer konverterede senere tilbage til katolicismen.

Danmark var ikke truet af tyrkerne i 1500-tallet.

Den første muslim, danskerne nok har set, var en gave til Frederik II (1534-1588), som han fik fra hertugen af Mecklenburg i 1582.

"Hertugen sendte kongen en tilfangetagen tyrkisk kriger og en hest, som han selv havde modtaget som gave. Frederik II takkede pænt, men var utilfreds med, at hesten var redet så hårdt," siger Martin Schwarz Lausten.

Men reformationskongen Christian III (1503-1559) var meget interesseret i den lutherske teologi og understøttede både de tyske reformatorer og danske teologistuderende i Wittenberg. Han både købte deres teologiske værker og fik dem foræret.

"De danske teologer var også velinformerede. Reformatoren Johannes Brenz (1499-1570) var den betydeligste tyske teolog uden for Wittenberg. Også for danske præster. Da biskop Oluf Chrysostomus i 1550?erne var på visitats hos præsterne i Vendsyssel Stift gjorde han optegnelser af 68 præsters bogsamlinger, cirka 10-15 værker hos hver. Brenz? værker er blandt de mest udbredte. 39 præster havde et eller flere af hans værker. Og præsten i Hvidbjerg ejede også et eksemplar af Koranen."

For de danske præster – og kongen – var egentlig kamp mod osmannerne ikke en kernesag. Men de brugte frygten til at få danskerne til at blive bedre kristne mennesker. Dermed skabte de, ifølge Martin Schwarz Lausten, en uberettiget frygt for tyrken, som i virkeligheden handlede om noget helt andet.

"Med de tyske teologers skrifter kunne de skræmme danskerne til et liv i bod. Peder Palladius (1503-1560), den første lutherske biskop i Danmark, talte ikke om 'hvis', men 'når' tyrkerne kommer, og gik ind for en streng omvendelses- og bodskristendom. Her var tyrken en perfekt trussel," siger Martin Schwarz Lausten.

Både Christian III og hans søn, Frederik II, betalte som hertuger af Holsten tyrkerskat til kejseren, men var i praksis lige så uvillige som deres tyske hertugkolleger til at betale med 40 beredne soldater og 80 fodfolk – eller beløbet, der svarede hertil – med meget jævnlige mellemrum. Martin Schwarz Lausten har forsøgt at kortlægge det enorme beløb, der over årene har været tale om, men mange optegnelser mangler i kilderne.

Tilsyneladende har hadet til paven ikke sat sig så fast i konger og teologer i Danmark. Det har en realpolitisk forklaring. Den største politiske frygt i Danmark på det tidspunkt var, at Christian II (1481-1559) – som sad fanget på Sønderborg Slot – eller hans familie ville forsøge at generobre tronen. Christian II var svoger til den katolske kejser Karl V, men da Christian II overgik til protestantismen, stoppede hjælpen til yderligere forsøg på at slå henholdsvis Frederik I og Christian III af banen igen. Men det blev igen farligt for Danmark, da Christian II over for kejseren sagde, at han var vendt tilbage til katolicismen.

"Christian III var en pragmatisk realpolitiker, hvis opgave var at sikre det danske rige. Først støttede han den franske konge, senere kejser Karl V. Det sidste handlede om at holde Christian II væk fra tronen. Selvom Christian III støttede de tyske reformatorer, kom der, af hensyn til det politiske venskab, ingen hjælp til de tyske lutheranere under krigene mellem den katolske kejser og de protestantiske fyrster."

Fordømmelsen af katolikkerne i De Schmalkaldiske Artikler, som Luther skrev i 1537, er ikke en del af folkekirkens bekendelser, men den gælder i de tyske protestantiske kirker. I Den Augsburgske Bekendelse fra 1530, forfattet af Philipp Melanchthon, er katolikkerne ikke blandt de fordømte. Det er til gengæld muhammedanere, gendøbere og mange andre. Fordømmelserne har i de senere år været til debat. Ligesom religionen islam stadig er det.

"Men jeg tror, at debatten om 'tyrken' i dag ville være langt mindre i dag, hvis ikke sultanen havde forsøgt at udvide sit imperium mod vest. Og hvis ikke de danske reformationsteologer havde set en fordel i at bruge islam som skræmmebillede," siger Martin Schwarz Lausten.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk