I KRISTELIGT DAGBLAD lørdag den 29. maj kunne man læse to indlæg om teologiuddannelsens fremtidige vilkår i Århus. Det ene indlæg var skevet af professor Viggo Mortensen, det andet af lektor Hans Hauge. De to debatører så forskelligt på sagen, men hvad der var nok så interessant, så tog de afsæt i to vidt forskellige verdener.

Viggo Mortensen tog udgangspunkt i sit konkrete arbejde med omstruktureringer af universitetet. Blandt tankerne var den, at teologi skulle indgå i en større sammenhæng. Hans Hauge aflagde rapport fra en anderledes verden, nemlig Nordisk Institut. Her var der ikke den store lyst til at indgå i en større sammenhæng med teologi. Hauges indlæg efterlod et indtryk af, at det for de fleste humanister ville være både flovt og pinligt at ende i permanent teologisk selskab.

Det må være underligt for teologer at høre den slags, men de må nu nok hellere vænne sig til det. Betragtet som videnskabsfolk er teologerne universitetets rygere. Det Teologiske Fakultetet er den sorte plet på universitetets lunge. Det er ganske enkelt dårligt selskab.

Her vil mange teologer nok gøre indvendinger. Der er blandt teologer generelt en høj videnskabelig standard og dertil en stor åbenhed og vilje til tværfaglig dialog. Og sådan er det givetvis, men det nytter ingenting, for som med debatten om rygning, så er det længe siden, det handlede om fornuft.

Når Viggo Mortensen nævner det foreslåede navn "Faculty of Education, Humanities and Theology", så lyder det i moderne ører som "Kost, motion og cigaretter". Den går bare ikke. Jamen, vi ryger kun i vores fritid!? Det er lige meget, jeres tøj lugter, og det samme gælder gardinerne på fakultetet. Teologien har nu engang denne grundlæggende flovhed med sig i bagagen, og det er, som Hauge formulerer det så smukt og enkelt: Hvem de end kaster deres blik på, skal de vide, at de andre ikke vil have dem.